Prøv avisen

Skuddene fra 1977 runger stadig i Tyskland

Den tyske rigsadvokat Siegfried Buback blev Rote Armee Fraktions første mordoffer under den bølge af terror i Vesttyskland i 1977, som fik betegnelsen det tyske efterår. – Foto: Kurt Strumpf/AP/Polfoto

Terrorbevægelsen Rote Armee Fraktions mord på den tyske rigsadvokat Siegfried Buback for 40 år siden blev begyndelsen på en bølge af mord og terror i det ”tyske efterår”, som rystede forbundsrepublikken i sin grundvold

Den 7. april 1977 satte den tyske rigsadvokat Siegfried Buback sig ind i sin mørkeblå Mercedes for at køre til arbejde for sidste gang. Kort efter klokken ni denne forårsmorgen kørte en motorcykel op på siden af bilen, da den holdt for rødt i udkanten af byen Karlsruhe i det vestlige Tyskland. Passageren på motorcyklens bagsæde pegede på rigsadvokatens bil med et automatvåben og gennemhullede den med mindst 15 skud. Buback og hans 30-årige chauffør døde på stedet, mens en tredje person, en 33-årig tjenestemand, bukkede under for sine skudsår seks dage senere.

Mordet på rigsadvokaten var det hidtil mest spektakulære og brutale angreb udført af den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion og blev startskuddet på en spiral af drab, kidnapninger og voldelige handlinger, som vakte rædsel i den vesttyske forbundsrepublik og siden blev kendt som ”det tyske efterår”.

I dag, 40 år efter, står nedskydningen af Buback stadig tilbage som en af de mest berygtede uopklarede mordsager i nyere tysk historie, og sagen er omgærdet af mystik og beskyldninger mod den tyske efterretningstjeneste for at have dækket over en hovedmistænkt, som virkede som meddeler for tjenesten.

”Hvis du spørger, hvem der personligt skød hr. Buback og hans ledsagere...,” siger Sven Felix Kellerhoff, historiker, redaktør ved den tyske nyhedsgruppe WELTN24 og forfatter til ”Hvad er sandt? RAF – de vigtigste svar”.

”...Så står det spørgsmål stadig åbent.”

Sven Felix Kellerhoff understreger samtidig, at de personer, som kunne mistænkes for at stå bag mordet, blev dømt for forbrydelser begået i forbindelse med det tyske efterår i 1977. En periode, som kulminerede i oktober med befrielsen af et kapret Lufthansa-fly i Somalias hovedstad, Mogadishu, samt RAF-lederne Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Jan-Carl Raspes selvmord i Stammheim-fængslet og RAF-medlemmers kidnapning og drab af arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer.

Målet om at skabe en mar-xistisk-leninistisk revolution, som skulle omstyrte kapitalismen og imperialismen, mislykkedes, og gruppen nedlagde sig selv i 1998 efter at have dræbt 34 mennesker.

Men ekkoet fra skuddene i 1977 høres stadig i den tyske folkesjæl.

Den folkelige opbakning til RAF forud for det tyske efterår var stor, og selv i nyere tid er folk uenige om synet på gruppen. Ifølge en meningsmåling foretaget for nyhedsmagasinet Stern i 2007 mente 51 procent af de adspurgte, at RAF-medlemmerne var brutale kriminelle, mens 30 procent mente, at de blot var vildledte mennesker, som søgte at forbedre verden, og 19 procent svarede, at de var i tvivl.

”Dette er stadig en vanskelig periode for de ældre generationer, og det var en traumatisk oplevelse særligt for dem, der var politisk engagerede på den politiske venstrefløj. Staten udøvede hård undertrykkelse af ikke bare gerningsmænd, men også mennesker, som mentes at være mistænkelige, og det skabte en følelse af angst i samfundet,” siger Dieter Rucht, professor i sociologi ved det Samfundsvidenskabelige Center i Berlin og en af Tysklands ledende forskere i protestbevægelser.

Han betoner det positive i, at den tiltagende vold fra RAF’s side havde en afskrækkende virkning på de aktivistgrupper, som flirtede med voldsretorik.

”Arven for især aktivister på venstrefløjen er den lektie, at denne form for hensynsløs vold både er uacceptabel og en strategisk fejlslutning, for den drev potentielle sympatisører over i den modsatte lejr og vendte befolkningen som helhed mod de terrorister, der i det mindste i begyndelsen kæmpede af etiske grunde. Resultatet var, at radikale grupper begyndte at holde sig fra vold og fra at erklære støtte til vold,” siger han.

Perioden med RAF-terror har både efterladt frygt for kaos og respekt for demokrati og retsprincipper, mener historiker Sven Felix Kellerhoff. Han peger på den dybe respekt for den daværende tyske forbundskansler Helmut Schmidt, som udviste handlekraft og satte hårdt ind mod terroristerne uden at sætte det unge vesttyske demokrati over styr.

”I direkte sammenhæng med synet på Helmut Schmidt finder man den anden arv fra RAF i den vesttyske folkesjæl, som slet ikke findes blandt tidligere DDR-borgere, nemlig frygten for en situation som den under det tyske efterår,” siger han.

Christopher Daase, professor i politologi ved Goethe Universitet i Frankfurt og forfatter til ”RAF og den internationale terrorisme”, peger på, at perioden førte til større politisk mangfoldighed.

”Den positive konsekvens var, at samfundet og det politiske system begyndte at åbne sig for en opposition såsom grundlæggelsen af De Grønne og andre venstrefløjs-grupper. RAF var bare en af mange grupper under 68’er-bevægelsen, og andre blev mere villige til at blive integreret i de politiske institutioner,” siger han.

RAF omfattede næppe på noget tidspunkt mere end 20-30 aktive personer, men efterlysningsplakater og en løbende offentlig debat bidrog til, at gruppens tilstedeværelse kunne mærkes i hele forbundsrepublikken. I dag har popkulturen taget terrorgruppen til sig, man kan købe T-shirts med gruppens logo på, og spillefilm har vakt debat om, hvorvidt gruppen forskønnes.

I 2015 kom det desuden frem, at tysk politi ved to røverisager havde fundet dna-spor fra tre tidligere RAF-medlemmer, som tilhørte inderkredsen, og som har været forsvundet og efterlyst siden opløsningen i 1998. De tre, som tilhører den såkaldte tredje generation af RAF, menes at stå bag otte røveriforsøg og røverier de seneste fem år. Intet tyder dog på, at de er drevet af ideologi, men snarere blot af at brødføde sig selv, fortæller Christopher Daase.

”Tanken er at fremstå som normale kriminelle for ikke at få hele politistyrken på nakken. De er i 60’erne nu, og der findes ingen sygesikring eller pensionsopsparing for terrorister,” siger han.