Prøv avisen

Skyderi lukker USA-ambassade i Ankara dagen efter drab

Person, som har skudt foran USA's ambassade i Ankara, er anholdt, meddeler ambassaden. Ingen er såret.

Den amerikanske ambassade i Ankara er tirsdag lukket, efter et skyderi foran bygningen i den centrale del af Tyrkiets hovedstad.

- En person kom hen mod hovedindgangen til USA's ambassade i Ankara og affyrede et våben, skriver ambassaden i en udtalelse.

I meddelelsen uddybes det, at ingen er kommet noget til. Personen, der skød, er anholdt, hedder det.

USA har også lukket konsulater i byerne Istanbul og Adana.

I 2013 blev en person dræbt og tre andre såret, da en selvmordsbomber angreb USA's ambassade i Ankara.

Den seneste hændelse foran ambassaden i den tyrkiske hovedstad skete klokken ti minutter i tre natten til tirsdag.

Det var blot timer, efter at den russiske ambassadør i Ankara blev skudt og dræbt ved åbningen af en kunstudstilling i hovedstaden.

Den amerikanske ambassade ligger lige over for det kunstcenter, hvor den russiske ambassadør blev skudt.

USA har løbende advaret amerikanske statsborgere om sikkerhedsrisikoen i Tyrkiet efter en stribe kurdiske og jihadistiske angreb det seneste år.

Angrebene har hovedsageligt ramt lokale, men også turister er blevet dræbt.