Skyggen fra Nigel Farage hænger over ny Ukip-leder

Paul Nuttall er ny leder af partiet Ukip, der stod i spidsen for Storbritanniens brud med EU

Paul Nuttall (tv.) blev i mandags valgt som leder af Storbritanniens stærkt EU-kritiske parti Ukip. Paul Nuttall efterfølger Nigel Farage (th.), der blev selve ansigtet på den britiske EU-modstand i tiden op til folkeafstemningen. –
Paul Nuttall (tv.) blev i mandags valgt som leder af Storbritanniens stærkt EU-kritiske parti Ukip. Paul Nuttall efterfølger Nigel Farage (th.), der blev selve ansigtet på den britiske EU-modstand i tiden op til folkeafstemningen. – Foto: Stefan Rousseau/PA/Polfoto

En kammeratlig krammer fra Nigel Farage er meget symbolsk blevet billedet på lederskiftet i det EU-kritiske britiske uafhængighedsparti Ukip, hvor den 39-årige Paul Nuttall, medlem af Europa-Parlamentet, i mandags blev valgt som ny partileder. Nigel Farage har været leder af Ukip i tre perioder, senest fra 2015 og frem til dagene efter folkeafstemningen om Brexit, og hans skygge kommer uundgåeligt til hvile over Paul Nuttall, forudser Tony Travers, professor i statskundskab ved universitetet London School of Economics.

”Nigel Farage er unik og en af de mest succesfulde politikere i moderne tid. Han bliver opfattet som meget mere autentisk end andre politikere. Hans indflydelse rækker dybt, selv hvis han flytter til udlandet,” siger Tony Travers og henviser til, at Nigel Farage offentligt leger med tanken om at flytte til USA for at dyrke det nære forhold til den kommende præsident, Donald Trump.

Professor i statskundskab fra Brunel Universitet i London, Justin Fisher, mener, at Paul Nuttall kan forene partiet, netop fordi han har arbejdet tæt sammen med Nigel Farage. Men kun på kort sigt.

”Partiet er i vanskeligheder, fordi de ikke i meningsmålingerne har formået at få en gevinst ud af folkeafstemningen,” siger Justin Fisher, som også er skeptisk overfor, hvor længe den nye leder kan holde tøjlerne.

”Paul Nuttall har ikke den samme sympati og identifi-kation i medierne som Nigel Farage, og vi ved at det er svært at efterfølge en succesfuld leder. Vi så det med Labour efter Tony Blair, og før det hos De Konservative efter Margaret Thatcher,” siger han.

Nigel Farage har fungeret som midlertidig leder af Ukip, efter at Diane James i oktober trådte tilbage efter blot 18 dage på posten og dermed blev en del af partiets konstante drama, skænderier og flugt til andre partier – eller som i Diane James tilfælde – en tilværelse som løsgænger i Europa-Parlamentet. En anden potentiel formandskandidat, Steven Woolfe, forlod partiet efter håndgemæng i Europa-Parlamentet. Paul Nuttall har været næstformand i seks år, og det var det kaotiske efterår i partiet, der fik ham til at acceptere lederposten.

Den nye Ukip-leder kommer fra grevskabet Merseyside i det nordvestlige England, hvor blandt andet Liverpool ligger. Paul Nuttall voksede op i en katolsk arbejderfamilie og er modstander af abort, skeptisk over for klimaforandringer og tilhænger af dødsstraf for personer, der har slået børn ihjel.

Han har studeret sport og historie og var historielektor på universitetet Liverpool Hope, før det politiske arbejde tog over. Privat danner han par med en anden af partiets europaparlamentarikere, Louise Bours, og han har et barn fra et tidligere ægteskab.

Trods sine rødder i arbejderklassen søgte han først mod De Konservative, før han sadlede om og skiftede til Ukip. I 2009 blev han første gang valgt til Europa-Parlamentet. I sin sejrstale i mandags slog Paul Nuttall på sin opvækst i arbejderklassen.

”Jeg vil erstatte Labour og gøre Ukip til den patriotiske stemme for arbejderklassen,” sagde han ifølge den britiske nyhedsstation BBC.

Det er ifølge Justin Fisher et markant skifte, fordi partiet traditionelt har appelleret til utilfredse konservative.

Tony Travers vurderer, at Labour har god grund til at frygte et Ukip med Paul Nuttall i spidsen.

”Paul Nuttall er en kandidat, der vil appellere til de Labour-vælgere, der føler sig skubbet til side af Jeremy Corbyns Labour. Men vi skal også se valget i en bredere sammenhæng, hvor vi ser tendensen med populister, der kan tager vælgere fra både højre og venstre,” siger han.

Tony Travers mener ikke, at Ukip med Brexit har mistet sin eksistensberettigelse. Men det kan være resultatet på lang sigt.

”Jeg kan se et eksistensgrundlag for Ukip, indtil vi er ude af EU,” siger han om Ukip’s fremtidige rolle med Paul Nuttall som frontfigur.