Beskeden fra den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, var klar, da han natten til i går tonede frem på irakisk stats-tv og annoncerede, at kampen for at befri den irakiske storby Mosul for Islamisk Stat var begyndt. Her understregede han, at ingen andre soldater end dem fra den irakiske hær og politiet vil komme til at indtage byen.
Dermed prøvede premierministeren ikke blot at berolige indbyggerne i Mosul, men også at lægge låg på nogle af de største bekymringer, der har været om rollefordelingen i det hidtil mest omfattende og formentlig endelige slag mod IS i Irak.
Kampen om IS’ irakiske hovedsæde har været under opsejling længe. Det skyldes blandt andet, at det har været vanskeligt at finde fælles fodslag i den brogede koalition af rivaliserende etniske og religiøse hære og militser, der er gået sammen om at indtage byen. De seneste mange års konflikt i landet har opbygget så indædte religiøse og etniske spændinger, at man har frygtet for et hævngerrigt blodbad, hvis de forkerte militser gik ind i det sunni-muslimske Mosul.
Men på trods af premierministerens forsøg på at berolige i sin tv-tale hænger det stadig som et spøgelse over operationen, hvordan man vil få de mange forskellige religiøse og etniske interesser til at arbejde sammen.
Umiddelbart er den officielle plan dog klar. En alliance mellem den irakiske hær, den kurdiske peshmerga-hær, sunni-muslimske grupper og iransk-støttede shia-muslimske militser er gået i gang med at erobre landsbyerne omkring Mosul og afskære indfaldsvejene til byen. De får assistance fra luften af den amerikansk-ledede koalition af lande, som Danmark også er med i. Og når det endelige slag inde i Mosul skal stå, er det udelukkende den irakiske hær, der vil deltage.
Men allerede i går lød det fra Tyrkiet, at man ikke ville acceptere at blive holdt udenfor. Og på samme måde er det tvivlsomt, om de berygtede shia-muslimske militser vil acceptere blot at spille en perifer rolle i slaget.
Især shia-militsernes indblanding har været genstand for bekymring. For at forstå det, må man skrue tiden tilbage til sommeren 2014, da de sunni-muslimske IS-ekstremister på ganske få dage formåede at erobre Mosul fra den irakiske hær og blev modtaget med hyldest af store dele befolkningen i den primært sunni-muslimske millionby. Indbyggerne havde i årevis været frustrerede over at blive diskrimineret af styret i Bagdad, der favoriserede shia-muslimer. Mange i Mosul bød derfor IS velkommen som et oprør mod de undertrykkende shia-muslimske magthavere.
Opbakningen til IS var ligefrem så høj, at mange kristne, yazidier og shia-muslimer, der flygtede fra Mosul, efterfølgende har fortalt, at det var deres sunni-muslimske naboer, der hjalp ekstremisterne med at fordrive dem fra byen.
Spørgsmålet er derfor, om shia-muslimske militser virkelig vil holde sig i baggrunden, eller om de alligevel vil søge til Mosul for at hævne sig over de mange dræbte og flygtede shia-muslimer, som det er sket i adskillige andre byer, IS er blevet fordrevet fra. Samtidig er det uvist, hvordan den irakiske regeringshær vil blive modtaget i byen. For selvom de seneste to år under IS’ ekstremt brutale styre for mange har været et levende mareridt, er det usikkert, om alle indbyggere i Mosul vil se styret i Bagdad som et bedre alternativ.
De etniske udfordringer ved Mosul begrænser sig ikke kun til selve slagmarken. FN har vurderet, at kampen om byen i værste fald kan resultere i en flygtningestrøm på omkring en million mennesker. Og her har de kurdiske myndigheder i Nordirak allerede gjort det klart, at de ikke vil tage imod nogen af de arabiske flygtninge af frygt for at blive infiltreret af radikaliserede IS-tilhængere.
Kampen om Mosul kan ende med at strække sig over uger, hvis ikke måneder. Bagefter venter mindst lige så store udfordringer med at finde en løsning på, hvordan byen igen kan blive hjemsted for forskellige religiøse og etniske grupper.