Jens Worning: Slagtehus Bakhmut kan diktere de kommende måneders kampe

De blodigste slag står ved østukrainske Bakhmut, der indvarsler krigens næste pause og derefter den vestligt armerede ukrainske forårsoffensiv

Ukrainske soldater forsøger at holde stand mod de russiske invasionsstyrker ved frontlinjen nær østukrainske Bakhmut.
Ukrainske soldater forsøger at holde stand mod de russiske invasionsstyrker ved frontlinjen nær østukrainske Bakhmut. Foto: Sergey Shestak/AFP/Ritzau Scanpix.

Det sker ved floden. At de dør i store, men ukendte antal – hver eneste dag. Floden, der deler ukrainske Bakhmut i et øst, der nu er kontrolleret af russiske styrker, og en vestlig del, hvor ukrainske styrker forsøger at holde stand. Floden er frontlinjen, der hver dag kræver ofre i et ufatteligt omfang.

Der affyres dagligt granater, som i al fald den nuværende vestlige produktionskapacitet på ingen måde kan følge med. Det er en militærfaglig debat om ikke Ukraine – for en stund – skulle rømme Bakhmut for at spare liv. Og i stedet forberede den forårsoffensiv, der er annonceret – når vestlige kampvogne er på plads bag fronten.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Men her er ukrainerne og russerne enige om én ting: at Bakhmut er for vigtig. Rømmer ukrainerne Bakhmut, vil Rusland stå styrket til forårsoffensiven med mulighed for erobring af yderligere territorium.

Derfor sættes alt ind fra russisk side for at indtage hele Bakhmut. I fredstid bor her omkring 70.000 indbyggere, altså svarende til en større dansk provinsby. Krigens absurditet kan anskueliggøres ved, at det ville svare til, hvis kampene foregik i Kolding og at byen i store træk var lagt i ruiner – det er krigens ubegribelighed og den ukrainske hverdag ved fronten.

Og det er jo blot én af de ukrainske byer, som den russiske invasionsmagt har ødelagt til ukendelig- og ubeboelighed.

Ammunition er krigens nøgleord. Fra dens begyndelse, da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj sagde de allerede historiske ord ”jeg har brug for ammunition, ikke et lift”, da amerikanerne tilbød at evakuere ham og hans familie fra Kyiv. 
Vladimir Putins ”kok”, Jevgenij Prigosjin, der burde omdøbes til ”slagter”, har fortsat sit afskyelige show på sociale medier om sine problemer med at skaffe ammunition. 

Først fortalte han, at hans private Wagner-bande var blevet afskåret fra ammunition fra Ruslands regulære hær. Siden vendte han rundt på en tallerken, og pludselig var forsvarsministeren og generalstabschefen at måle med russisk histories største hærledere.

Prigosjin satte i weekenden trumf på ved at meddele, at han vil stille op til næste præsidentvalg – i Ukraine. ”Vinder jeg valget, behøver jeg ikke mere ammunition for at indtage Ukraine,” konkluderede han.

Jevgenij Prigosjin burde ignoreres, hvis ikke det var, fordi han netop er i Bakhmut med sine Wagner-tropper. Her har de en ganske særlig opgave – at løbe direkte mod fjenden som ved Vestfronten under Første Verdenskrig. 

Det skal ske i så stort tal,  at ukrainerne ikke kan nedskyde dem alle, og de russiske styrker efterfølgende kan trænge frem. Wagner-medlemmerne er ved fronten for at blive slagtet – derfor er Prigosjin Putins slagter.

Ukrainernes største problem er ammunition. Løber de tør, kan den ukrainske side af fronten kollapse, også andre steder end ved Bakhmut, og så går krigen ind i et nyt scenarie med Rusland i offensiven.

Rusland har også problemer med at få ammunition nok og bruger lige nu langt mere end Ukraine. Om Ruslands omstilling til krigsøkonomi går hurtigt nok til, at produktionen kan matche forbruget ved fronten, vides af gode grunde ikke, men meget taler for, at krigen får en snarlig pause på grund af mangel på ammunition.

Ukrainerne håber på, at vestlige forsyninger af nye våbensystemer den næste måneds tid eller to vil vende krigens gang for Ukraine. Man vil gerne slå en kile ind i de russiskbesatte områder og nå frem til Sortehavet, så Putins styrker bliver delt og isoleret fra hinanden. Det vil yderligere udfordre de russiske forsyningslinjer, og Ruslands evne til at føre krig begrænses.

Om det bliver manglen på ammunition eller den vestlige armering af den ukrainske hær, der vender krigen, kan ikke forudses. Krigen kan også stå, som den står nu med en fastlåst front, der måned for måned ikke rykker sig synderligt.

I så fald vil det ukrainske krav om F-16-jagerfly fra Vesten tage til. De kan anvendes langt inde i Rusland, og F-16-jagernes blotte tilstedeværelse vil være en entydig eskalering af krigen. Fra vestlig side. 

Vil vi det, tør vi det – og er det klogt?