Slaveri giver mærker for livet

De fleste ofre for menneskehandel til fysisk arbejde bliver kun udnyttet i en kort periode. Men konsekvenserne af et ødelagt helbred og en psykisk nedtur følger mange hele livet

Uanset hvor meget de hoster, hjælper det ikke. Deres lunger er ødelagte af at arbejde i støv eller med kemiske opløsningsmidler uden beskyttelse. Andre må hos lægen høre den dystre sandhed, at deres lever er ødelagt, fordi de i månedsvis har fået en ensidig og usund kost. Rygproblemer, depressioner og post-traumatisk stress er hverdag for mange. Dertil kommer bebrejdelser fra den nærmeste familie, skilsmisse og udstødelse af lokalsamfundet.

Sådan ser situationen ofte ud for tidligere ofre for menneskehandel til fysisk arbejde, der henvender sig for at få hjælp.

– Konsekvenserne hos ofrene er meget lig det, vi ser hos kvinder, der har været solgt til prostitution. De lider af psykiske problemer, er angste og har fysiske skader. Forskellen ligger primært i, at de psykologiske traumer som udgangspunkt er nemmere at behandle hos ofre, der har været solgt til fysisk arbejde end hos ofre, der har været udsat for prostitution. Til gengæld er ofrene for fysisk arbejde ofte hårdere ramte på deres fysik, fortæller Fredric Larsson, chef for den Internationale Organisation for Migrations, IOM's, afdeling for bekæmpelse af menneskehandel i Kijev.

Konsekvenserne er velundersøgt for kvinder, der har været solgt til prostitution.

I 2006 lavede London School of Hygiene & Tropical Medicine en undersøgelse, der omfattede 207 ofre. Den viste, at disse ofre har massive psykologiske og fysiske problemer i de første måneder, efter de er blevet fri, men at meget kan gøres med hurtig hjælp. Med psykologisk rådgivning kan deres post-traumatiske stress og angstanfald bekæmpes, og hvis kvinderne får hjælp i tide, kan også mange af de kønssygdomme, de udsættes for, kureres uden varige mén.

Anderledes ser det ud for ofrene, der er blevet solgt til fysisk arbejde. Erfaringen hos IOM i Kijev er, at disse ofre ofte forværrer deres egne psykologiske traumer ved at vente længe med at søge hjælp.

– Vi har efterhånden fået informeret så meget om menneskehandel til prostitution, at det ikke længere er en skam at søge hjælp. Men fysisk arbejde har vi ikke talt meget om, og samtidig er mange ofre mænd, der ikke vil indrømme, hvad de har været udsat for. Det rammer deres mandlige stolthed, fortæller Fredric Larsson.

IOM Ukraine præsenterede i slutningen af januar en undersøgelse af, hvordan det påvirker mænd at være solgt til fysisk arbejde.

Det er den første undersøgelse af sin art i Ukraine, og statistikken taler sit tydelige sprog. Ud af de 73 undersøgte mænd lider 78 procent af leverskader, stort set alle har rygproblemer, 36 procent har depressioner og 10 procent har nerveproblemer. Derudover er halvdelen af ofrene blevet skilt. En skilsmisse, der som regel skyldes de forventninger, som kulturen i Ukraine skaber.

– Der er en forventning om, at manden tjener pengene og forsørger familien. Det gør neder- laget for en mand, der har været offer for menneskehandel, endnu større. Fordi han ikke har tjent nogen penge, svigter han sin familie. Det bebrejder konen ham, vennerne mobber ham, og han kommer hurtigt i en si-tuation, hvor han er socialt isoleret, fortæller psykolog hos IOM i Kijev, Ruslana Bezpalcha, der er forfatter til undersøgelsen.

Halvdelen af deltagerne i IOM Ukraines undersøgelse lider stadig af psykiske og fysiske problemer to år efter, de er blevet fri. Alligevel mener Ruslana Bezpalcha, at det er muligt for ofrene at skabe sig et godt liv.

– Ud af de 73, der deltog i vores undersøgelse, har seks fuldstændigt mistet evnen til at arbejde. Det er seks for mange, men det er alligevel positivt at se, at resten har været i stand til igen at passe et job. Vi må oplyse mere, så ofrene ikke længere forbinder det med tabu at søge hjælp, når de kommer hjem, siger hun.

udland@kristeligt-dagblad.dk