Prøv avisen

Slumturisme er jagten på den eksotiske oplevelse

Kibera i Nairobi regnes for Østafrikas største slumkvarter. De seneste 10 år har forskellige rejsebureauer arrangeret ture i området, hvor 90 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og mange hverken har adgang til toilet eller rent vand. Foto: Britta Søndergaard

Millionbyers elendighed er blevet en turistattraktion i Afrika, Asien og Latinamerika. I Østafrikas største slumkvarter, Kibera, fremhæver flere beboere, at slumturisme giver mulighed for lokal udvikling. Hollandsk forsker mener, at etikken i slumturisme står og falder med, om turismen er til gavn for de lokale

Winnie Shakwa og Elisabeth Wambui venter på en gruppe turister på en parkeringsplads foran en tankstation i Nairobi. Bag parkeringspladsen ligger kilometervis af blikskure og nedslidte containerbygninger i smalle gyder, hvis røde jord i regntiden forvandles til et mudderælte. Kibera er Østafrikas største slumkvarter. Indbyggertallet er usikkert, men flere kilder vurderer, at kvarteret huser en million indbyggere.

Winnie Shakwa og Elisabeth Wambui er velklædte og velformulerede unge kvinder iført nystrøgne cowboybukser, sandaler og farvestrålende skjorter. På flydende engelsk fortæller de om retningslinjerne for rundturen i Kibera. De besøgende går rundt i små grupper og må under ingen omstændigheder tage billeder af de lokale uden at spørge om lov først.

Den guidede tur koster omkring 250 danske kroner pr. næse plus drikkepenge – eller det samme som en månedsløn for de fattigste kenyanere. Ifølge rejsebureauet går 45 procent af indtægterne til lokale velgørenhedsprojekter, mens de resterende 55 procent går til at dække udgifter og lønninger.

Turen begynder ved Kiberas kolossale udendørs marked med boder, der udbyder alt fra genbrugstøj til tørrede fisk. Winnie Shakwa og Elisabeth Wambui fører turisterne gennem de snævre passager med åbne kloakker og en sødlig lugt af affald. Turen går også forbi et af de projekter, der betegnes som Kiberas stolthed. Et stort rundt hus med baderum og toiletter. Manglende adgang til toiletter har betydet, at beboerne i mange år har forrettet deres nødtørft i plasticposer, som er havnet i det fri. Men ifølge guiderne er der de seneste år kommet bedre styr på de sanitære forhold takket været et franskstøttet projekt, der har opført toiletter, hvor toiletaffald omdannes til biogas.

Slumturismen vokser i disse år. Det begyndte i Sydafrika med ture til Soweto i tiden efter apartheidstyrets fald. Favelaerne i Brasilien var nogle af de første, der introducerede turister til den latinamerikanske slum, og de seneste 10 år har fænomenet spredt sig til blandt andet Indien, Thailand og Østafrika.

Winnie Shakwa og Elisabeth Wambui er begge 25 år og enlige mødre. De har studentereksamen og tjener nu penge ved at vise turister rundt i slummen for rejsebureauet Kibera Tours. De modtager omkring 30 kroner pr. tur plus drikkepenge. De to kvinder er ikke i tvivl om, at slumturismen har skabt arbejdspladser, og at den i det hele taget giver lokalbefolkningen en mulighed for at vise, at de ikke er hjælpeløse ofre.

”Vi viser nogle af de fremskridt, der sker, og at beboerne er stolte mennesker,” siger Winnie Shakwa.

Samme holdning har Fredrick Omondi, der i 10 år har været en af de ledende kræfter i rejsebureauet Kibera Tours.

”De fleste her i Kibera er glade for turisterne. Vi kan sælge souvenirs, og nogle af de unge har også fået uddannelsesstipendier til de bedste skoler i Nairobi efter mødet med turisterne. Slumturismen giver muligheder for dem, som udviser initiativ. Men det er klart, at der er beboere, som ikke kan lide turisterne,” siger Fredrick Omondi.

Hans opfattelse er, at de lokale modstandere af slumturisme ”først og fremmest skal findes blandt dem, der er påvirket af narkotika og altid er bitre over deres liv og deres omgivelser”.

I en blå container har en gruppe hiv-smittede kvinder indrettet en butik, der sælger perlekæder lavet af papirkugler og souvenirs fra det lokale marked. En af kvinderne, den 41-årige enke Theresa Atien, fortæller, at forretningen og mødet med turisterne har givet hende en mulighed for at klare sig økonomisk, efter at hendes mand døde af hiv.

”Det hjælper, at der hver dag kommer turister i forretningen. Jeg ville have svært ved at finde et regulært job,” siger Theresa Atien, der er mor til tre voksne børn på 23, 22 og 19 år, hvoraf den yngste er hiv-smittet.

Turismeforsker Ko Koens fra universitetet i Breda i Holland er med i et internationalt netværk, der forsker i konsekvenserne af slumturisme. Han ser fænomenet som et udtryk for, at turister søger stadig mere eksotiske og i nogle tilfælde ekstreme oplevelser.

”Hvis slumturisme fungerer, kan den bidrage til at styrke beboerne i et fattigt område økonomisk,” siger Ko Koens.

Om slumturisme er et etisk problem, afhænger ifølge den hollandske forsker meget af, hvordan besøgene foregår.

”Slumturisme kan også bruges til at nedbryde stereotyper om fattigdom. Jeg har i mine undersøgelser mødt slumbeboere, der sagde: ’Endelig møder vi udlændinge, der er rede til at tale med os.’ Slumturismen kan betyde, at omverdenen får mere inter-esse for ellers glemte områder, som den lokale elite ofte ser ned på og negligerer, og det kan styrke de fattigste,” siger Ko Koens.

Han understreger, at etikken i slumturisme står og falder med, om turarrangøren opererer ud fra etiske retningslinjer og sørger for, at fattige menneskers privatliv ikke udstilles på en måde, der strider mod deres ønsker. I den forbindelse er et af problemerne ifølge Ko Koens, at turisten på forhånd kan have svært ved at finde ud af, om rejsearrangøren har et etisk kodeks. En anden risiko ved slumturisme er ifølge Ko Koens, at områderne bliver for økonomisk afhængige af de besøgende.

”Turisme er en meget sårbar indtægtskilde. Hvis et kvarter for eksempel bliver præget af vold, så holder turisterne sig væk. Derfor er det vigtigt, at områder som Kibera ikke udvikler en overafhængighed af turisme,” lyder det fra Ko Koens.

Tore Holst, der er turisme- og migrationsforsker ved Københavns Universitet og Roskilde Universitet, forsvarede i 2016 en ph.d. om slumturisme på baggrund af fire måneders feltarbejde hos en organisation i New Dehli i Indien, der lader gadebørn i slummen fortælle om deres liv. Han fremhæver, at de guidede rundvisninger kan være en øjenåbner, der giver turisterne vigtig indsigt i tilværelsen i andre dele af verden. Generelt ser han slumturisme som et mikrokosmos af den ulige relation mellem rige og fattige lande. Slumturismen kan ifølge Tore Holst også fungere som et modbillede til forestillingen om, at indbyggere i slummen er passive ofre.

”Mine studier viste, at mens turisterne overvejende så turene som velgørenhed, så betragtede guiderne dem nemlig først og fremmest som turisme, der fulgte markedets logik,” siger Tore Holst og henviser til, at to timers oplevelser i slummen er til salg på samme måde som en kanalrundfart.

”Man kan sige, at slumturisme laver fattigdom til underholdning på samme måde, som det sker i Danmarks-indsamlingen. Samtidig er der ingen tvivl om, at visse former for slumturisme hjælper konkrete mennesker,” siger Tore Holst.

I Kibera går turen forbi et lille værksted indrettet i container. En ung mand sidder ved en slibemaskine og filer dyreknogler fra slagteriaffald til små halssmykker, som senere bliver malet.

Den 35-årige Jack Nyawanga viser stolt amuletterne frem til den lille gruppe turister. Den høje smilende mand fortæller, hvordan han som 12-årig flygtede fra sin familie på landet og ind til slummen. Han har arbejdet i virksomheden Victorious Craft (Sejrrigt håndværk), siden den blev oprettet for 10 år siden. Via en canadisk turist blev amuletterne en salgssucces i Canada. I dag leder han den lille virksomhed og har kone og tre børn.

”Så længe turismen gavner lokalsamfundet, ser jeg ingen problemer. Tværtimod. Det giver os håb. Vi kæmper for, at folk i Kibera skal have bedre forhold. Men der er da beboere, som er kede af, at turister fotograferer, og mener, at de tjener penge på billederne, siger Jack Nyawanga.

Et par hundrede meter fra værkstedet ligger jernbanen, hvor toget kører gennem Kibera et par gange om dagen. Ved jernbanen ligger dynger af affald, og fra området er der en udsigt over slummen og en klynge nærliggende højhuse. Et par mænd, der sidder på jernbaneskinnerne, giver udtryk for deres utilfredshed med turisterne. Ikke alle i Kibera er glade for de besøgende, og sidste år bragte tv-kanalen al-Jazeera et kritisk indslag om slumturismen i Kibera.

”Kibera er ikke en nationalpark, og vi er ikke vilde dyr,” sagde en beboer for eksempel til al-Jazeera.

Guiderne fører gruppen væk fra jernbanen til et lille blikskur, der er indrettet med en seng og et kaffebord. Det er en model af en Kibera-beboers hus.

På det lille bord er der en boks til drikkepenge og en hvid plasticmodel af det uddannelsescenter med navnet ”Hope and shine” (Håb og forbedring), som rejsebureauet samler ind til. Winnie Shakwa rækker turisterne et papir, så de kan skrive sig på som donorer til projektet.

Så længe turismen gavner lokalsamfundet, ser jeg ingen problemer. Tværtimod. Det giver os håb.

Jack Nyawanga, indbygger i Kibera
De to guider Winnie Shakwa (tv.) og Elisabeth Wambui har fået en indkomst ved at vise turister rundt i slumkvarteret Kibera i Nairobi, hvor de begge er vokset op. "Vi viser nogle af de fremskridt, der sker, og at beboerne er stolte mennesker,” siger Winnie Shakwa. Foto: Privatfoto