Det er ikke, fordi det er forkert, hvad Københavns biskop sagde i sin tale ved mindegudstjenesten forleden – at katastrofer er noget, der sker dagligt, når "mennesker brat og meningsløst mister livet i trafikken, eller når en mor dør af cancer fra børn og mand". Det er også rigtigt, at "vi bryder sammen, når vi rammes af den slags katastrofer, ja, det er, som om vi går under."
Katastrofe er græsk for vendepunkt, og ingen vil benægte, at sådanne begivenheder er smertelige vendepunkter i det enkelte menneskes liv.
Men der er katastrofer og katastrofer: vendepunkter for den enkelte eller de ganske få – og så sande vendepunkter, der i en vis udstrækning og på længere sigt kommer til at omfatte alle, hele nationen og hele kulturen. Med tidens tendens til at udråbe alle ulyksalige hændelser til katastrofer bliver det stadigt vanskeligere at skelne.
Oversvømmelsen i Asien er bestemt en naturkatastrofe, men den er ikke og bliver aldrig, med statsministerens rørstrømske ord fra nytårstalen, "en (dansk) national tragedie af hidtil uset omfang". Hvad med lidt professionel is i maven? Vi kunne blive ramt af en virkelig katastrofe.
Vist har ofrene vores umiddelbare medfølelse, og vist må vi forsøge at sætte os i deres sted, men efterhånden som de vestlige tabstal falder, glider begivenheden ind i glemslen, så sporløst som den kom – ikke i hovederne på dem, der led tab ved den, naturligvis, men i andres. Så vidt den abstrakte medmenneskelighed – vi kan ikke hænge så længe ved noget, som ikke vedkommer os direkte, og desuden er den kollektive hukommelse kort i moderniteten. Der skal være plads til nye mediebegivenheder.
At det sandsynligvis vil gå sådan hænger ikke mindst sammen med, at det var så "ren" en katastrofe; ikke forbundet med nogen skyld. Der er ikke mulighed for meget efterspil, i al fald ikke på disse breddegrader.
Historisk set er der katastrofer, der har givet anledning til uoprettelige brud i kulturen – hvor folk gik rundt og mente, at de var på vej i den og den retning og troede, at de vidste, hvad det handlede om, ændrer spillet sig med et slag, og de finder sig på en anden rute med et andet udsyn.
I de sidste tusind års vestlige historie er der en god håndfuld begivenheder eller begivenhedsforløb, der kvalificerer sig som sådanne brud, der vender op og ned på verden: korstogene, den sorte død, reformationen, den franske revolution, Første Verdenskrig, den russiske revolution, holocaust, murens fald og måske en eller to til.
Som det fremgår, er der tale om katastrofer af meget forskellig karakter – en epidemi, en religiøs opstramning, nogle sociale og politiske sammenbrud, en krig og et folkemord. Selv om vi elsker at tælle døde, er det egentlig ikke afgørende, hvor mange dødsofre disse katastrofer havde, om end de i visse tilfælde skal tælles i millioner.
Skæbne eller tilfældigheder – det afgørende er katastrofens metafysiske indhold eller konsekvenser; hvordan den spiller ind i en kulturs overordnede "fortælling" og hele normative kultur. Vores verdensbillede og menneskesyn, hvordan vi ser os i forhold til andre, "de andre", hvor vi tror, vi er på vej hen, og hvad meningen er – den slags ting.
"En gang i mellem sker der noget", sagde George Orwell med reference til Første Verdenskrig, "og hele livsånden og tempoet forandres, folk får et nyt livssyn, som afspejler sig i deres politiske opførsel, deres manerer, deres arkitektur, deres litteratur og alt andet". Det er den type af virkning, vi taler om her. Hver af de ovenfor nævnte begivenheder fik en sådan betydning for eftertiden: Noget sker, og alt er forandret.
Det er de store vendepunkter i den vestlige fortælling: Den sorte død forandrer det overlevende individs forhold til Gud, kirke og samfund og fører til renæssancen. Den franske revolution fører til nationalisme og prioritering af individuel dannelse som bolværk mod en gentagelse. Den første verdenskrig medfører sammenbrud i autoritetsstrukturen og eksperimenter med radikale lighedsprojekter som kommunisme og nazisme. Holocaust ...
Hvis man bevæger sig fra den vestlige kultur til den nationale, optræder der også her katastrofer af denne karakter. I en dansk sammenhæng er 1864 det fremtrædende eksempel fra de seneste århundreder. Ikke mange tusinde faldne, men en omfattende indvirkning på dansk selvforståelse og samfundsliv – førende ud i "ved jorden at blive, det tjener os bedst", og "hvad udad tabes, må indad vindes".
Der går en linje fra 1864 til den danske velfærdsmodel efter Anden Verdenskrig, og med Grundtvigs verslinje fra 1820 er der også en tilbage til den danske deroute i Napoleonskrigene. Og det er karakteristisk for en katastrofe af den art, som vi taler om her: Den fører til en ny tolkning af historiens lange linjer. Den afhænger af den måde, hvorpå katastrofen spiller ind i den herskende fortælling om kulturen – den herskende orden – ved særlig at betone visse sider ved den eller ved helt at underminere den.
Oversvømmelsen i Asien er ikke en varig eller symbolsk katastrofe. Ikke i så høj grad som World Trade Center-attentatet, som meget vel – ligesom Titanics forlis er blevet til en forfilm til Første Verdenskrig – kan ende med at blive betragtet som et afgørende vendepunkt i den amerikanske fortælling. Men det afhænger af, hvad der siden skete.
Henrik Jensen er forfatter
og lektor i historie på RUC