Mandag morgen den 6. august 1945 begynder ikke som alle andre. For første gang i lang tid har 13-årige Sadae Kakaoka en fridag. Egentlig burde hun gå i skole, men de sidste par år har det været så som så med undervisningen på Shintoku Pigeskole. I stedet for at terpe japanske skrifttegn har hendes klasse ødelagt huse og arrangeret brandsikre arealer i Hiroshima, fordi byrådet forventer bomber. Amerikanerne flyver hver dag tættere og tættere på, men endnu er byen intakt.
Den spinkle pige gasser sig lidt på tatami-måtten på gulvet, men kryber så ud under myggenettet. Hun nyder stilheden. Natten har været præget af luftalarmer, men den sidste blev endelig afblæst lidt over halv otte. Ingen i familien gider mere gå til beskyttelsesrummene, for hvis de skulle reagere, hver gang amerikanerne flyver over Hiroshima, kunne de ikke lave andet end at løbe frem og tilbage.
I den senere tid er Tokyo og Nagasaki blevet bombet, ved Sadae, men hvor slemt siger stemmen i radioen ikke noget om. Hun tænker også mest på Hiroshima, hvor hun er født, og hvor det meste af familien bor. Hendes ældste bror er allerede død. Han var i flåden og blev dræbt under et slag ved Salomonøerne i 1942.
Nedenunder tager hun en portion af byggrøden, som hendes mor har kogt, før hun lister sig ind i faderens arbejdsværelse for at hente en bog. Midt i den store døråbning, hvor to døre før krigen adskilte arbejdsværelset og rummet bagved, standser hun. Gennem vinduet ud mod vejen ser hun et smukt, lysende glimt - som en pludselig solopgang - bare mange gange stærkere, smukkere og mere orange. Værelset og hun selv bliver lyst op. Sadae når lige at tænke på at kalde på sin farmor, Matsu, inden hun bliver kastet omkuld, og alt med et bliver mørkt omkring hende. Hun mærker en intens varme, så mister hun bevidstheden.
9450 meter over Hiroshima vender flyet Enola Gay brat omkring. Bag det rejser der sig en 16 kilometer høj paddehattesky, og flere gange ryster det efter trykbølgerne af bomben, Little Boy (Lille Dreng). Tre meter lang og fire ton tung er bomben et nyt, dødbringende våben, udviklet af flere hundrede amerikanske og internationale videnskabsmænd i New Mexicos ørken.
Den dybe, rystende rumlen bliver bare ved og ved. Sadae rækker hænderne op til hovedet for at mærke, om hendes øjne er åbne, for alt er stadig sort som natten. Fingerspidserne føler noget, der stikker ud fra hovedbunden. Glasskår. Hun mærker ingen smerte, men famler forsigtigt hænderne videre hen over issen. Den er dækket af store og små splinter, og hun har blod på fingrene.
Hun råber chokeret ud i mørket, men hører intet andet end den rumlende lyd fra eksplosionen. Udenfor er der stille. Hun kalder på sin farmor, men der er intet svar. Hen over glasskårene løber hun på bare fødder ud af huset og søger ned i beskyttelsesrummet hos naboen. Der sidder allerede et par lamslåede mennesker, men eftersom der ingen brande eller luftalarm er, ser Sadae ingen grund til at blive. Netop som hun vender sig om, kommer Matsu, hendes 90-årige farmor, som bor sammen med dem. Hun er uskadt, men forvirret.
Sadae løber tilbage til huset, som på grund af lufttrykket hælder kraftigt til den ene side. I haven ligger myrteblomster spredt ud på græsset, og mursten og tegl fra naboernes huse, der er blæst ind som støvfnug. Karperne i den lille sø lever, men træerne? De smukke magnolietræer ser visne ud, og det samme gør granatæbletræerne. Deres blade og modne frugter er sygnet hen, og flere grene er brækket af. Himlen er stadig mørk som før et tordenvejr, og gen- nem den hede luft hører hun naboens stemme ude på vejen.
Han står midt på grusvejen omgivet af mennesker, helt violet i ansigtet. Huden rundt om øjnene er hævet, læberne ophovnede. Han er forbrændt, tænker Sadae, og går frem for at høre, hvad han siger:
"Hiroshima er ødelagt. Med bare én bombe har amerikanerne ødelagt vores by. Der er ikke noget tilbage af centrum."
Hun ser på de andre naboer. Mærker frygten snige sig ind, for hvad med hendes mor og far? Faderen skulle op og hjælpe en ven med at ødelægge et hus tæt på centrum, ved hun, og nu siger naboen, at bomben ramte der. Hun ser ud over områdets andre, nu skæve huse, men ser ingen ildebrande. De opstår ellers altid med det samme efter almindelige bomber, har de lært i skolen. Hun mærker regndråber i ansigtet og tørrer dem af med hånden. Vandet er sort som blæk.
Sort regn falder over Hiroshima, en halv time efter at verdens første atombombe detonerer 600 meter over byen den 6. august 1945 klokken kvart over otte om morgenen. Lige under bomben, i hypocenteret, bliver stort set alt udslettet i sekunderne efter. Stråling og temperaturer på 4000-5000 grader celcius tilintetgør alt, og hvad der står tilbage, tager lufttrykket sig af. Kun enkelte betonkonstruktioner bliver stående som afbrændte skeletter.
Om aftenen kommer faderens bror fra den anden ende af byen og fortæller, at Sadaes far, Shinajiro, er hos dem. Nu ligger Shinajiro på futon-måtten foran hende. Ukendelig. Ildelugtende og nærmest forkullet ligner han ikke et menneske. Hans øjne er så hævede, at han ikke kan blinke, og læberne er store og røde som granatæbler.
Sadae vil så gerne hjælpe sin far, men lige nu ved hun slet ikke, om det er ham. Hun kigger igen på det sorte, forvredne ansigt. Ingen af ansigtstrækkene passer på faderen. "Vand, vand, giv mig vand," lyder det svagt fra de enorme læber. Stemmen går lige i hjertet på hende, for det er hendes fars. Men hun ved, at vand er det værste, hun kan give ham, for alle siger, at hvis man giver et forbrændt menneske vand, så slår man det ihjel. Han tigger igen om vand, men hun lyver; siger, at vandet ikke virker.
I stedet smutter hun ud af stuen og ned til familiens mark. Her kan hun finde kartofler, agurker og tomater, som kan rives til en pasta. Den vil hun smøre på hans hud for at lindre smerterne.
Faderen klager sig uophørligt. Maddiker kravler i hans brandsår og spiser af ham. Han er ved at blive vanvittig.
"Du skal fjerne dem," hvisker han.
Hun forstår ikke, at han stadig er ved bevidsthed. Stanken fra hans brændte krop fylder rummet, som fluerne. Han ligner en grillet fisk, tænker hun. Alligevel sætter hun sig ved siden af ham og begynder at pille maddiker ud af hans krop. Alle følelser indeni er slået fra. Hun græder ikke. Mærker ikke noget mere. Verden er på 24 timer blevet en helt anden end den, hun kendte, og alle normale spilleregler er sat ud af spil. Mennesker ligner ikke mere mennesker.
Sadae ved, at hendes far skal dø, men vil alligevel gerne lindre hans smerte. Forsigtigt begynder hun at smøre grøntsagsblandingen ud på den forkullede, brændte hud. Den falder af og sætter sig i store flager fast på hendes håndflader.
Shinajiro dør onsdag den 8. august om morgenen. Resten af dagen brækker Sadae og hendes storebror, Kichitaro, tatami-måtternes trærammer i stykker. Det er det eneste træ, de kan finde til Shinajiros ligbål.
På stranden, hvor der før var fiskerleje, og hvor faderen arbejdede, bygger de bålet, og næste morgen lægger de Shinajiro ovenpå. Langs hele stranden oser de mange døde, og stadig sender store brande inde i Hiroshimas centrum deres sorte røgsøjler til vejrs.
Efter flere dages søgen finder Kichitaro endelig sin og Sadaes mor, Kichi. Han har ledt på alle Hiroshimas hos-pitaler og interimistiske feltlazaretter, men hun er blevet sejlet til øen Ninoshima - svært forbrændt - sammen med alle de andre levende døde. Af en udmattet medarbejder på øen får han udleveret en lille kuvert. Kichis navn står udenpå, og indeni ligger en tot hår og lidt aske. Det er, hvad Kichitaro kan bringe tilbage til familien.
I månederne efter, at "Little Boy" detonerede over Hiroshima, vidste ingen af byens læger, hvad de skulle stille op med de tusinder af syge mennesker, der hver dag søgte hjælp på hospitalerne. Selv de, der efter bomben virkede raske, blev pludselig syge og døde.
Sadae Kakaoka mistede begge sine forældre, Shinajiro og Kichi, i forbindelse med selve bombeangrebet. Senere mistede hun sin storesøster Sumiko og sin ægtemand, Kenji, på grund af skader fra strålingen. Hendes brødre Kichitaro og Saijiro har været syge flere gange.
Japan kapitulerede officielt den 2. september 1945, da repræsentanter fra regeringen skrev under på, at landet ville overgive sig betingelsesløst. Kejser Hirohito meddelte dog den japanske befolkning over radioen allerede den 15. august, at krigen var forbi. Hans plads som kejser var sikret via forhandlinger med USA, og han var overbevist om, at Japan ikke kunne vinde krigen. På det tidspunkt var tre millioner undersåtter døde, og to atombomber kastet over Hiroshima og Nagasaki.
