Snart er der ikke flere tilbage, der har gennemlevet holocaust

I dag markerer Israel den årlige mindedag for de seks millioner jøder, der blev dræbt under det nazistiske Endlösung-program. Hver måned dør omkring 1000 israelere, der har gennemlevet holocaust

Holocaust-overlevende mindes de, som nazisterne dræbte, i Auschwitz, Oswiecim i Polen, den 27. januar 2017. Arkivfoto.
Holocaust-overlevende mindes de, som nazisterne dræbte, i Auschwitz, Oswiecim i Polen, den 27. januar 2017. Arkivfoto. Foto: Czarek Sokolowski.

I gennemsnit er de 85 år gamle, og hver måned dør 1000 af de mennesker, der har oplevet holocaust på deres egen krop og sjæl. I Israel er der nu blot 158.000 mennesker tilbage, der selv har overlevet det nazistiske udryddelsesprogram shoah, som er det hebraiske ord for holocaust.

I dag går flagene på halv, og Israel mindes de seks millioner mennesker, der blev dræbt i den nazistiske dødsmaskine.

”De seks millioner anklagere,” som den israelske statsanklager Gideon Hausner repræsenterede i retssagen imod Endlösung-programmets arkitekt, Adolf Eichmann. Sagen blev ført i Jerusalem fra 1960 til 1962, efter at israelske agenter havde fundet og kidnappet ham fra Argentina og i al hemmelighed fløjet den nazistiske chefbureaukrat til Israel.

”Jeg var 17 år. Jeg var i en bus på vej hjem fra skole. Chaufføren hørte radionyhederne over højttalerne, da det blev sagt, at Eichmann var blevet fanget og nu skulle for retten i Israel. Hele bussen brød ud i råb og kaos. Jeg anede ikke, hvem Eichmann var,” husker historikeren Nili Keren.

Det var først med Eichmann-sagen, at det israelske samfund fik indblik i Europa under nazismen. Hele retssagen med 106 vidneudsagn blev udsendt over radioen, og vidnerne var valgt med omhu, så befolkningen fik en bred og kronologisk gennemgang af shoah, forklarer Nili Keren, der siden blev holocausthistoriker og på Kibbutzernes Lærerseminar har uddannet generationer af israelske lærere, der underviser i holocaust.

De første israelske skolebøger om shoah kom først i 1980’erne. Siden 2013 har undervisningen i shoah været lovpligtig for alle børn fra de treårige i børnehaverne.

De overlevende og deres vidnesbyrd udgør en central del af undervisningen. Eleverne møder dem enten i skolerne eller ved besøg på holocaustmuseet Yad Vashem. Men i takt med, at der bliver færre til at fortælle, diskuteres undervisningens øvrige pædagogiske indhold og dét, at en enkelts erindring ikke er nok at vide om shoah.

I en ny debatbog ”Shoah, sha’at chinuch”, (shoah, en undervisningstime), kritiserer en gruppe holocaustundervisere den måde, staten Israel i dag bruger holocaust i undervisningen. Efter deres mening til at indgyde eleverne frygt for antisemitisme og som løftestang til en national/nationalistisk etos.

”’Aldrig igen’, siger vi om holocaust, men jeg spørger: Hvad er det, der aldrig igen skal ske? Ifølge regeringens undervisningsprogram skal eleverne forstå, at et stærkt Israel med en stærk hær skal forhindre en fremtidig shoah. Der er ingen humanistisk dimension i undervisningen,” siger Nili Keren, der har skrevet forordet til bogen.

”De millioner af nazismens ofrer, der ikke var jøder, nævnes ikke. Der bliver ikke undervist i andre folkemord. Hverken de i Darfur og i Syrien, eller de historiske som folkemordet på armenierne. Når jeg siger ’aldrig igen’, så mener jeg, at eleverne skal lære, som mennesker, aldrig nogensinde at være passive tavse tilskuere,” siger Nili Keren.