Snowden har sat USA i forlegenhed

Edward Snowden-affæren er en pinagtig sag for USAs regering, der har grund til at frygte nye skadevirkninger

Edward Snowdens afsløring af omfattende amerikansk spionage har sat USA i en pinlig situation overfor sine allierede.
Edward Snowdens afsløring af omfattende amerikansk spionage har sat USA i en pinlig situation overfor sine allierede. . Foto: Jens Buettner Denmark.

Den forsvundne spionagesigtede amerikaner Edward Snowden er ifølge præsident Barack Obama intet andet end en ung hacker, hvis historie i bedste fald kan give næring til en tv-film. Han er ikke, lyder meldingen fra Det Hvide Hus nu, en statsfjende af en kaliber, der påbyder præsidenten at sætte himmel og hav i bevægelse for at få ham udleveret fra hans formodede gemmested i Moskvas internationale lufthavn.

Den amerikanske regerings forsøg på at nedtone den tidligere langt skarpere retorik omkring Edward Snowden kommer, efter at først Kina og siden Rusland afviste at sende den 30-årige tidligere efterretningsanalytiker ufrivilligt tilbage til USA, hvor han er sigtet for at afsløre statshemmeligheder. Snowden, der har lækket oplysninger om USAs elektroniske overvågning af både egne og udenlandske statsborgere til flere nyhedsmedier, har ifølge whistleblowerhjemmesiden Wikileaks nu søgt asyl i 21 forskellige lande.

Der er mange gode grunde for den amerikanske regering til at holde igen med stærke ord og uforsonlige udleveringskrav. Det synes eksempelvis uforstandigt at forværre de i forvejen kølige relationer med Moskva ved at stille et ultimatum om udleveringen af Edward Snowden, når USA samtidig har brug for Ruslands samarbejde om en fredsproces i Syrien.

Samtidig er der indenrigspolitiske hensyn at tage. Det er blevet klart, at dele af præsident Obamas bagland nærer sympati for Snowdens erklærede målsætning om at oplyse folket og at gøre regeringsførelsen mere gennemsigtig. Dertil kommer, at et forfejlet forsøg på at fremtvinge en udlevering vil give bagslag ved at gøre Barack Obama sårbar for republikanske anklager om, at han mangler international slagkraft.

LÆS LEDER HER:
Snowdens stjerne falmer

Og selvom Edward Snowden stadig er uden for USAs rækkevidde, synes der nu at være ved at ske en opblødning internationalt.

Regeringsledere, som indledningsvis mere eller mindre direkte stillede Snowden en sikker havn i udsigt, er begyndt at tage afstand fra den unge uforudsigelige amerikaner, der på længere sigt kan blive en politisk byrde. Vladimir Putin sagde eksempelvis forleden, at Snowden kun kan blive i Rusland, hvis han ophører med at lække amerikanske hemmeligheder, mens den socialistiske ecuadoreanske præsident, Rafael Correa, nu antyder, at Ecuador alligevel ikke vil hjælpe amerikaneren med at undslippe sit nuværende limbo.

Men selvom Obama-regeringen nu udadtil affærdiger Edward Snowden som blot en ung computerhacker uværdig til en international menneskejagt, er der ingen tvivl om, at de amerikanske myndigheder overordentligt gerne vil tale med ham. Snowden er angiveligt i besiddelse af fire bærbare computere spækket med tophemmelige filer fra den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency, NSA, og har til hensigt at lække mere materiale til nyhedsmedierne. Journalisten Glenn Greenwald, der skrev de første artikler baseret på lækagerne, sagde forleden til tv-stationen Fox News, at der er nye afsløringer på vej, som vil chokere verden. Snowden siges at have givet flere aviser krypterede filer, som de får adgang til i det tilfælde, at han forsvinder.

USAs regering har også grund til at frygte, at Kina eller Rusland allerede kan have skaffet sig adgang til materialet. Snowden befandt sig i Hongkong i flere uger, inden han rejste til Moskva, og amerikanske eksperter formoder, at de kinesiske myndigheder, der råder over avancerede cyberhacking-enheder, kopierede hans filer, inden de lod ham rejse videre. Også de russiske efterretningsmyndigheder kan have en stor interesse i at kigge materialet igennem.

Barack Obama har få redskaber til rådighed til at vinde kontrol med Edward Snowden-sagen, og hovedpersonen selv synes at være klar til at fortsætte sin globale gemmeleg. Der kan derfor gå en rum tid, inden USA er i stand til at gøre hele skaden op fra den pinagtige affære.