Det er få lande, der har sat deres religiøse skel så meget i system som Libanon og Irak. I begge lande beskriver forfatningen, hvordan de øverste politiske positioner skal varetages af personer fra bestemte religiøse grupperinger. Blandt andet skal præsidenten i Libanon være kristen, mens premierministeren skal være sunni-muslim. I Irak skal præsidenten for eksempel være kurder og premierministeren shia-muslim.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at de omfattende protester, der har fundet sted den seneste måned i begge lande, er drevet af en social og politisk indignation, der går på tværs af de traditionelle sekteriske grupperinger.
Folk deler en dyb vrede og utilfredshed med de siddende politikere, og alle ønsker alle væk.
”Der er ikke nogen, der repræsenterer folket. Ikke Iran, ikke politikerne, ikke præsterne. Vi ønsker magten over vores land tilbage,” siger 55-årige Ali Ghazi fra Bagdad i Irak til den franske nyhedsstation France24.
Mange irakere og libanesere har fornemmelsen af, at det er selve den institutionaliserede sekterisme, der er roden til problemerne med dårlig økonomi og social ulighed, siger Morten Valbjørn, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i sekterisme i Mellemøsten:
”Det er nogle uhørt store demonstrationer, og det er interessant, at de netop opstår i de to lande, hvor de politiske systemer er mest indrettet på sekterisme. Det hænger sammen med, at systemerne producerer en høj grad af klientilisme og korruption, hvor du hele tiden er optaget af at sikre din egen gruppe. Du får ikke et arbejde, fordi du er dygtig, men fordi du tilhører den rigtige religiøse gruppe.”
Morten Valbjørn peger på, det er den indspisthed og uretfærdighed, som almindelige borgere har fået nok af. For dem, der først og fremmest høster fordelene ved systemet, er eliten inden for hver gruppering.
”Samtidig med, at de religiøse eliter forsøger at forhindre et samarbejde på tværs mellem de sekteriske gruppers almindelige borgere, samarbejder de i høj grad selv om at skumme fløden. Det er en del og hersk-politik, som går ud over de almindelige mennesker,” siger han.
Lina Khatib, leder af programmet for Mellemøsten og Nordafrika ved forskningsinstituttet Chatham House i Storbritannien, siger til det amerikanske magasin Atlantic, at det er helt grundlæggende sekulære bekymringer, der forener befolkningerne i Libanon og Irak.
De ønsker bedre fremtidsmuligheder, bedre økonomi, bedre uddannelse og sundhed. Jobs. Og de har mistet tilliden til, at de eksisterende politikere ønsker at skabe de forandringer.
”Folk kræver fundamentale forandringer af det politiske system, fordi de føler, at deres regering ikke tager sig af borgerne. Og de gør det, uanset hvilken sekterisk baggrund de har,” siger hun.
I Irak har omkring 250 mennesker mistet livet siden den 1. oktober i forbindelse med urolighederne, skrev det franske nyhedsbureau AFP i går. Alligevel fortsætter særligt unge irakere med at demonstrere, og de kommer fra alle dele af samfundet.
”Før blev mange protester affærdiget med, at det var sunni-muslimer, og at de ’også altid er så utilfredse’. Men nu er det alle mulige, der er vrede. I de store byer går folk side om side,” siger Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, som har beskæftiget sig med Irak i årtier.
Bredden og fællesskabet i urolighederne betyder, at de også udgør en større trussel mod de eksisterende politiske systemer. Men hvorvidt den voldsomme politikerlede og træthed er stærk nok til at forene irakerne, er for tidligt at sige, mener Helle Lykke Nielsen.
”Der ligger nogle ansatser, som peger fremad, men om de fører til noget, må vi vente at se,” siger hun.
Morten Valbjørn er lige så afventende.
”Fællesskabet på tværs af de sekteriske grupper er meget markant, men det er helt åbent, om det går i sig selv eller bliver til et egentligt skifte i forholdet mellem religion og politik. Hidtil har de politiske eliter været meget dygtige til at udnytte splittelserne i befolkningerne,” siger han.