Socialdemokratisk politik for den lille mand vender stærkt tilbage i Tyskland

SPD’s succes skal ses i lyset af neoliberalismens død, mener tysk lektor, som tror på en produktiv ny forbundsregering

SPD stiller med den største parlamentsgruppe i Forbundsdagen, og derfor kunne kanslerkandidat Olaf Scholz (th) og hans socialdemokratiske kolleger i går lykønske partifællen Bärbel Bas, da hun var blevet valgt som parlamentsformand.
SPD stiller med den største parlamentsgruppe i Forbundsdagen, og derfor kunne kanslerkandidat Olaf Scholz (th) og hans socialdemokratiske kolleger i går lykønske partifællen Bärbel Bas, da hun var blevet valgt som parlamentsformand. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix.

For første gang i 16 år tegner der sig et flertal uden om Tysklands engang så magtfulde kristendemokratiske CDU, efter at Europas største nationale parlament, Forbundsdagen med sine 736 nyvalgte medlemmer, i går konstituerede sig.

Dermed er Angela Merkel, som overværede mødet fra tilhørerpladserne i Rigsdagen i Berlin, nu kun fungerende forbundskansler efter 16 år ved magten. Med den populære Merkels afgang led hendes CDU et historisk nederlag ved valget den 26. september. Et nederlag, som især tilskrives CDU-formand Armin Laschets fejl i valgkampen, og som banede vej for den socialdemokratiske kanslerkandidat Olaf Scholz, der som valgets vinder nu har indledt regeringsforhandlinger med De Grønne og det liberale FDP. Det er den korte analyse, som er gentaget igen og igen i den tyske offentlighed.

Men der er dybereliggende årsager til, at det socialdemokratiske SPD har rejst sig som Fugl Fønix, mens det gamle kristendemokratiske folkeparti, som har regeret efterkrigstidens Tyskland i 52 af 72 år, nu er i opløsning. Det vurderer den tyske politolog Thomas Biebricher, som er lektor ved CBS, handelshøjskolen i København.

”Socialdemokraternes succes hænger nøje sammen med CDU’s deroute. Men SPD har også gjort sig fortjent til succesen, for så vidt at partiet de seneste fire år har ført en klassisk socialdemokratisk politik for den lille mand, for den lavtlønnede, for mennesker, der kæmper med alderdomsfattigdom, altså et socialdemokratisk kerneklientel. De politiske initiativer i den store koalition havde en stærk socialdemokratisk slagside,” siger Biebricher om Merkels afgående samlingsregering, som sled på SPD’s popularitet:

”Det er mig uforklarligt, hvorfor socialdemokraterne alle de år ikke fik nogen som helst anerkendelse for det.”

Tiderne skifter

Når den klassiske socialdemokratiske politik er tilbage, hænger det sammen med et opgør med neoliberalismen, som især i årtierne efter Murens fald har præget det politiske liv i Vesten. De neoliberale strømninger har kæmpet for at indskrænke statslig regulering og give markedet frie tøjler. Neoliberalismen havde sin storhedstid i slutningen af årtusindskiftet, hvor også partier til venstre for midten blev præget af tankegangen, herunder New Labour i Storbritannien, Demokraterne i USA og tyske SPD. Tyskland havde efter genforeningen i 1990 store økonomiske problemer, og i den neoliberale tidsånd moderniserede Merkels forgænger, socialdemokraten Gerhard Schröder, og hans rød-grønne regering fra 1998 tysk økonomi.

”På det tidspunkt syntes det at være den oplagte opskrift at liberalisere arbejdsmarkedet, mindske statens indflydelse, aflaste selvstændigt erhvervsdrivende, sænke indkomstskatten og give færre penge til arbejdsløse. Først ved udgangen af 2010’erne mistede neoliberalismen sin charme. Man indså i Europa, hvor katastrofale virkningerne af den skrappe sparepolitik for eksempel har været i Grækenland,” siger han.

”Men der er nu en udbredt omend vag fornemmelse af, at tiderne har ændret sig. Folkestemningen blæser i retning af socialdemokratisk politik.

En mere aktiv stat

Såvel USA’s demokratiske præsident, Joe Biden, som SPD med Scholz i spidsen ønsker, at staten skal spille en langt mere aktiv rolle.

”Biden vil gennemføre de mest vidtrækkende socialreformer siden 1990’erne, og SPD vil hæve mindstelønnen og bekæmpe alderdomsfattigdom med bedre pensioner. Staten skal også spille en mere aktiv rolle i teknologisk nytænkning og investeringer. Det kan ikke gøres af den private sektor alene. Neoliberalismen har altid sagt, at staten ikke er den bedre iværksætter, det har været et mantra i mange år, men nu er der en tendens til at ændre fokus,” siger han.

Ifølge tyske medier vil de mulige regeringspartnere SPD, FDP og De Grønne blandt andet gøre det lettere for indvandrere at blive tyske statsborgere og i højere grad åbne for kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. De vil styrke indsatsen mod klimaforandringer, men slås stadig om, hvordan den skal finansieres.

”Man kan forestille sig, at FDP-formand Christian Lindner får det magtfulde finansministerium, mens De Grønne som trøstepræmie får et nyt, stort klimaministerium,” siger Thomas Biebricher, som dog tilføjer, at De Grønne som det næststørste parti i den kommende koalition i første omgang fortsat vil kæmpe for, at deres medformand Robert Habeck bliver finansminister efter den kommende kansler Scholz.

I 1998 fik Tyskland sin første rød-grønne regering, også efter 16 år med CDU, og man talte om nye vinde, men koalitionen blev hurtigt en skuffelse. Kan man frygte noget tilsvarende nu?

”Den rød-grønne regering dengang indledte med to katastrofeår. Dels var der dårligt politisk håndværk, dels rev spørgsmålet om intervention i Kosovo-krigen De Grønne fra hinanden. Meget mere kan ikke gå galt denne gang. Der er store modsætninger mellem de tre partier, men selv mellem De Grønne og FDP er der overlap såsom digitalisering og modernisering af den statslige sektor. Jeg mener, det kan blive en produktiv regering, hvor to af de tre partier på skift finder sammen og tager teten i visse spørgsmål,” siger han.

CDU skal genopfinde sig selv

Samtidig har CDU fået halveret sin opbakning siden 2013, og partiet skal genopfinde sig selv i opposition. Partiets nedtur skyldes ikke kun, at CDU-kanslerkandidat Armin Laschet gjorde en dårlig figur i valgkampen.

”CDU’s krise har at gøre med, at partiet nærmest er tømt for indhold. Ingen ved længere, hvad CDU står for. Man hører ofte, at partiet i Merkel-årene ofrede mange konservative hellige køer. Men det er ret normalt, at moderate konservative partier indtager positioner, som de senere forlader. Det er ikke primært Merkels ansvar, tendensen går mindst 20-25 år tilbage. Og på kort sigt var det ikke noget, der skadede partiet,” siger Thomas Biebricher.

Han henviser til, at CDU med Merkel i spidsen udfasede atomkraften, afskaffede værnepligten, var med til at indføre en mindsteløn, gik ind for kvindekvoter i bestyrelser og åbnede for, at homoseksuelle kan indgå ægteskab.

”Problemet er, at der ikke er vokset nye holdninger frem. Ingen har sagt, ’okay, vi har ændret os, nu må vi arbejde ihærdigt på at skabe en ny profil og argumentere for, hvad man i dag forstår ved konservativ politik’.”

Hvad bør man som konservativ eller kristendemokrat gøre?

”Det er mig en gåde, hvorfor man ikke har formuleret en kristendemokratisk fortælling med hensyn til klimaforandringer. At naturen skal beskyttes, fordi den er en del af en skabelsesorden. Man kunne også overveje, om det set med konservative briller ikke er bekymrende, at vi lever i en verden, hvor big data og virksomheder som Facebook har så enorm økonomisk og politisk magt. Vi står midt i en teknologisk udvikling, som rækker dybt ind i vores intimsfære. Det ville være en konservativ holdning at sige, ’der er noget galt her, vi gør alle mulige informationer tilgængelige, som ikke burde være tilgængelige’.”

Spiller C’et, det kristelige, stadig en rolle i CDU?

”Den er mindre end tidligere. Den kristne vilje til at beskytte de svageste medlemmer af samfundet er ikke særlig stor. Der foregår nogle seriøse debatter i CDU om aktiv dødshjælp og kunstig befrugtning, alle disse spørgsmål om liv og død i relation til den teknologiske udvikling er stadig stærkt præget af det kristne menneskesyn,” siger Thomas Biebricher.