Prøv avisen

Socialdemokratisk veteran: Tysklands politiske kultur har lidt under Angela Merkel

Karsten Voigt læste på Københavns Universitet i begyndelsen af 1960’erne, hvor han blandt andet studerede tyskernes politik under Besættelsen. ”Jeg er vokset op med læren, at tysk engagement snarere bliver opfattet som et problem af vores naboer, og at man ville inddæmme Tyskland. Det har ændret sig,” fortæller han. ”Vi har det godt, både internationalt og derhjemme. Og det er svært at argumentere troværdigt for et skifte, når vi selv har bidraget til den gode udvikling." Foto: Leif Tuxen

Martin Schulz er ingen Willy Brandt, men bør drage ved lære af sin forgænger som SPD-formand og stå fast, også selvom han om to uger skulle tabe det tyske valg stort. Det siger SPD’s udenrigspolitiske nestor, Karsten Voigt, som savner flere kontroverser i tysk politik og udpeger Angela Merkel som den skyldige

”Willy Brandt skal forblive kansler”.

En galgenhumoristisk sjæl fik i den forgangne uge sat en 45 år gammel SPD-plakat op i Leverkusen. Det var ved det såkaldte ”vælg Willy”-valg i 1972, at de tyske socialdemokrater fik deres bedste valgresultat nogensinde med 45,8 procent af stemmerne. Hele 91,1 procent af de vesttyske vælgere stemte dengang, og SPD oplevede stor medlemsfremgang takket være den karismatiske og visionære Willy Brandt, som opfordrede vesttyskerne til at ”vove mere demokrati” og forsone sig med deres østtyske landsmænd på den anden side af Berlin-muren.

Et trækplaster som afdøde Willy Brandt er i den grad savnet i SPD i dag. Med mindre end to uger til forbundsdagsvalget står hans socialdemokrater under Martin Schulz’ ledelse i flere målinger til at havne nede omkring de 21-22 procent og dermed klare sig endnu dårligere end de 23 rekordlave procent, som i 2009 rystede partiet. Dengang som nu havde SPD i fire år ageret juniorpartner i en stor koalition med den kristeligt demokratiske CDU-leder Angela Merkel som kansler.

Efter fire år i opposition og kun et marginalt forbedret valgresultat gik socialdemokraterne i 2013 atter med i en Merkel-regering. Noget, Schulz i valgkampens slutspurt nu igen er begyndt at forberede sine partifæller på, fordi det ser ud til at være SPD’s eneste mulighed for at opnå indflydelse i Berlin.

Men det vækker ikke begejstring i baglandet. En af dem, der kraftigt fraråder sit parti at lade sig lokke af Merkel en tredje gang, er Karsten Voigt.

Han har været medlem af SPD i 55 år og er med en fortid som både udenrigsordfører, hovedbestyrelsesmedlem og regeringskoordinator for det tysk-amerikanske forhold i dag partiets udenrigspolitiske nestor.

”Jeg håber stadig, at SPD får et bedre resultat end for fire år siden. Hvis det bliver tilfældet, er det også sandsynligt, at vi ikke går med i en stor koalition igen. Det bør vi i hvert fald kun gøre, hvis vi selv bliver det største parti, hvilket er ret usandsynligt. Men vi skal ikke deltage i en stor koalition under Angela Merkels ledelse én gang til,” siger Karsten Voigt under et besøg i København, hvor han i 1960’erne læste historie og skandinaviske studier.

”Den store koalition har været en gevinst for landet, men ikke for SPD. For selvom SPD har fået meget igennem såsom den lovpligtige mindsteløn, er alting blevet opfattet som kanslerens succes, og SPD kan i valgkampen ikke tage afstand fra de succeser, partiet selv har opnået. Vi har det godt, både internationalt og derhjemme. Og det er svært at argumentere troværdigt for et skifte, når vi selv har bidraget til den gode udvikling,” siger Karsten Voigt.

Det har været et af Martin Schulz’ største problemer, at han ikke for alvor har kunnet gå i kødet på Angela Merkel, der har rost socialdemokraterne som pålidelige regeringspartnere, men som ellers har ignoreret de få angreb eller konkrete forslag, Schulz er kommet med i valgkampen.

”Vi kan se, at Schulz fremlægger det ene initiativ efter det andet, og så siger kansleren enten ingenting eller også siger hun, at det er noget, hun også vil overveje. Det er ren taktik,” mener Karsten Voigt og minder om, at Merkel i den forrige valgperiode i første omgang ville holde fast i atomkraften, men skiftede spor efter Fukushima-ulykken i Japan i 2011 og pludselig alligevel besluttede at lukke de tyske atomkraftværker:

”Det skete uden nogen større debat. Ligesom der i dag ikke er nogen reel debat om hendes stadigt mere restriktive flygtningepolitik. Først sagde hun: ’Vi klarer den.’ Nu siger hun: ’Vi klarer den ikke en anden gang.’ Hun er gået samme vej som den folkelige opinion. Jeg synes, det er et problem for vores lands politiske kultur, når kansleren nægter at diskutere den slags.”

Han hæfter sig ved, at det næppe heller vil skade kansleren, at hun i valgkampen ”ikke vil tage diskussionen om de udgifter, som Tyskland bliver mødt af i fremtiden” og nævner selv den tyske infrastruktur, de stadig dyrere socialsystemer samt øgede forsvarsudgifter både i Nato og EU som eksempler.

”Alt dette skal der tages stilling til efter valget, og debatten burde have fundet sted nu, i valgkampen. Socialdemokraterne har prøvet, men Angela Merkel bider slet ikke på. Hun har helt bevidst nægtet at drøfte disse vanskelige spørgsmål og udskudt debatten til efter valget. Når meningsmålingerne giver hende ret, er der jo heller ikke det store incitament til at ændre noget,” siger han lettere syrligt.

Karsten Voigt anerkender dog, at det efter to regeringssamarbejder i tre valgperioder kan være svært at kende forskel på SPD og Merkels CDU/CSU.

”Der er brug for polarisering i en valgkamp. Og mens der i USA hersker alt for megen polarisering, er der alt for lidt kontroversiel debat om fremtidsopgaverne og de udfordringer, vores land står over for. Det vil ændre sig efter valget. Jeg tror, at partiledelserne er ved at indstille sig på denne nye situation, for der findes en ekstrem usikkerhed i befolkningen. De fleste tyskere ønsker sig i det skjulte at være med i et stort tysk Schweiz, men denne mulighed har vi ikke,” siger han og taler om de enorme forandringer, som Tyslands genforening, den kolde krigs endeligt og globaliseringen har medført.

Forandringer, som i hans øjne især har gavnet yderfløjene i tysk politik i form af Alternativ for Tyskland, AfD, og venstrepartiet Die Linke.

”Mange i befolkningen har stadig ikke bearbejdet den kolossale udfordring, som integrationen af det tidligere DDR har betydet for vores samfund og for Tysklands rolle i verden. Vi oplever en kløft i opfattelsen af globaliseringen og dens konsekvenser, hvor mange er angste for, hvad det betyder for dem. Og i den forandrede internationale situation griber en del folk instinktivt tilbage til noget, de kender fra fortiden. I Tyskland har den politiske ledelse erkendt, at vi hverken ud fra vores interesser, værdier, geografiske beliggenhed eller historien må gå i en nationalistisk eller isolationistisk retning. Men det betyder ikke, at vælgerne nødvendigvis er nået til samme erkendelse. Og jeg tror heller ikke, at politikerne har diskuteret det nok med befolkningen. Der er et kløft, som findes mellem den politiske elite og store dele af befolkningen,” siger han og tilføjer:

”I det miljø, som jeg har opholdt mig i hele mit liv, kan man decideret lugte, at de ved, hvad der venter os af omvæltninger. Men det er sjældent, CDU og SPD tør tale konsekvenser med deres vælgere.”

Karsten Voigt kan dog godt se, at det er langt mere komplekst for nutidens politikere at tale om konsekvenser, end da Willy Brandt for 45 år siden gik til valg på sin østpolitik.

”Globaliseringen handler både om åbenhed og social retfærdighed på verdensplan, men går også på tværs af de traditionelle temaer som indre sikkerhed, social orden og velfærdsstaten. Dengang med østpolitikken var det meget simpelt: Du var enten for eller imod. I dag er der mange konflikter, der går på tværs,” siger han og uddyber:

”Jeg bor for eksempel i Berlin-Moabit, hvor en stor del af befolkningen har migrationsbaggrund. Hvis jeg nu boede i Zehlendorf, Berlins svar på Charlottenlund, så vil det være nemt for mig at sige, at folk burde være tolerante, for dem, der er integrationsproblemer med i dagligdagen, bor i andre bydele. Men der er helt reelle problemer i disse områder, som man ikke kun kan besvare med ordet tolerance. Her handler det om at mindske problemer, næppe om at løse dem. Og disse emner går på tværs af de klassiske politiske skel. Der er partier, der står for en åben økonomisk politik, som samtidig mener, at de kan lukke af for kulturel indflydelse udefra. For eksempel siger Sarah Wagenknecht fra Die Linke ting, som AfD hilser velkommen. Og hvad angår Europa, er jeg selvfølgelig i dag langt mere enig med CDU.”

I dette stadig mere mudrede billede, hvor den kristeligt demokratiske kansler har haft held med at sælge sig som en garant for stabilitet, er det svært for socialdemokraterne at gøre sig gældende. Det vakte ellers mindelser om Brandt-begejstringen, da Martin Schulz i vinter blev kåret til SPD’s kanslerkandidat og siden valgt til partiformand med historiske 100 procents opbakning blandt partifællerne. Pludselig begyndte folk at melde sig ind i SPD igen, og socialdemokraterne oplevede så stor fremgang i meningsmålingerne, at den tidligere formand for EU-Parlamentet blev anset som en seriøs udfordrer til Angela Merkel.

Karsten Voigt mener, at Martin Schulz faktisk ikke kan klandres for, at SPD siden har tabt hele sit kortvarige momentum på gulvet.

”Det var medierne, der pustede ham op, fordi de higede efter noget nyt. Og da det så viste sig, at han er den, han altid har været, var det de samme medier, der pillede ham ned igen. Det er ingen bebrejdelse. Medier fungereR efter en anden logik end politiske processer og vil hellere rapportere om det nye end det kontinuerlige. Men en politiker skal, hvis han er god, være optaget af at skabe forandringer på længere sigt.”

Som ung mand var Karsten Voigt i begyndelsen af 1970’erne formand for SPD’s ungsocialister, hvor han ofte var på kant med Willy Brandt. Og han minder om, at Brandt heller ikke stod uanfægtet.

Det interessante er jo, at Willy Brandt frem til 1969 også var juniorpartner i den første store koalition og faktisk gik hen og vandt?

”Ja, men der var én stor forskel: Striden om østpolitikken foregik på tværs af partigrænserne. Der var mange folk, som hinsides alle gængse fordelingsspørgsmål pludselig stemte socialdemokratisk. Og Willy Brandt blev heller ikke valgt i første ombæring. Brandt overlevede flere svære valgkampe, blev udsat for hetz, og mange ville have en anden kandidat. I dag har man glemt, hvor omstridt han også var internt i partiet. Jeg kan kun håbe på, at SPD efter valget holder fast i sin ledelse og sin kurs, for det er den eneste måde, hvorpå man på langt sigt kan overbevise folk om, at man står inde for det, man tror på.”

Og SPD kæmper stadig med sit omdømme som følge af den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreformer, som i 2005 kostede partiet kanslerposten?

”Jeg talte med Schröder om det, da jeg arbejdede i kanslerministeriet. Han var overbevist om, at det var rigtigt for at gøre Tyskland konkurrencedygtigt igen. Men han sagde også, at ingen med sådan et program nogensinde havde opnået genvalg. Af samme grund turde Kohl (Schröders konservative forgænger, red.) aldrig gøre det, selvom han anså det for nødvendigt. SPD har længe lidt under dette. Det er fortidens sår, og nu gælder det om at holde fast i vores program og ledelse, hvis vi ikke vil miste troværdighed igen,” siger han og gentager, at Willy Brandt også holdt fast i sin afspændingspolitik, selvom den var kontroversiel.

Hvad kan Schulz så konkret lære af Brandt?

”Et langt sigte. Helmut Schmidt (Brandts efterfølger som kansler, red.) sagde få uger før sin død til mig: ’Jo ældre jeg bliver, desto mere langsigtet tænker jeg’. Det var ikke noget dårligt svar,” siger Karsten Voigt med et grin.