Prøv avisen

Socialdemokratisk veteran: Tysklands politiske kultur har lidt under Angela Merkel

Karsten Voigt læste på Københavns Universitet i begyndelsen af 1960’erne, hvor han blandt andet studerede tyskernes politik under Besættelsen. ”Jeg er vokset op med læren, at tysk engagement snarere bliver opfattet som et problem af vores naboer, og at man ville inddæmme Tyskland. Det har ændret sig,” fortæller han. ”Vi har det godt, både internationalt og derhjemme. Og det er svært at argumentere troværdigt for et skifte, når vi selv har bidraget til den gode udvikling." Foto: Leif Tuxen

Martin Schulz er ingen Willy Brandt, men bør drage ved lære af sin forgænger som SPD-formand og stå fast, også selvom han om to uger skulle tabe det tyske valg stort. Det siger SPD’s udenrigspolitiske nestor, Karsten Voigt, som savner flere kontroverser i tysk politik og udpeger Angela Merkel som den skyldige

”Willy Brandt skal forblive kansler”.

En galgenhumoristisk sjæl fik i den forgangne uge sat en 45 år gammel SPD-plakat op i Leverkusen. Det var ved det såkaldte ”vælg Willy”-valg i 1972, at de tyske socialdemokrater fik deres bedste valgresultat nogensinde med 45,8 procent af stemmerne. Hele 91,1 procent af de vesttyske vælgere stemte dengang, og SPD oplevede stor medlemsfremgang takket være den karismatiske og visionære Willy Brandt, som opfordrede vesttyskerne til at ”vove mere demokrati” og forsone sig med deres østtyske landsmænd på den anden side af Berlin-muren.

Et trækplaster som afdøde Willy Brandt er i den grad savnet i SPD i dag. Med mindre end to uger til forbundsdagsvalget står hans socialdemokrater under Martin Schulz’ ledelse i flere målinger til at havne nede omkring de 21-22 procent og dermed klare sig endnu dårligere end de 23 rekordlave procent, som i 2009 rystede partiet. Dengang som nu havde SPD i fire år ageret juniorpartner i en stor koalition med den kristeligt demokratiske CDU-leder Angela Merkel som kansler.

Efter fire år i opposition og kun et marginalt forbedret valgresultat gik socialdemokraterne i 2013 atter med i en Merkel-regering. Noget, Schulz i valgkampens slutspurt nu igen er begyndt at forberede sine partifæller på, fordi det ser ud til at være SPD’s eneste mulighed for at opnå indflydelse i Berlin.

Men det vækker ikke begejstring i baglandet. En af dem, der kraftigt fraråder sit parti at lade sig lokke af Merkel en tredje gang, er Karsten Voigt.

Han har været medlem af SPD i 55 år og er med en fortid som både udenrigsordfører, hovedbestyrelsesmedlem og regeringskoordinator for det tysk-amerikanske forhold i dag partiets udenrigspolitiske nestor.

”Jeg håber stadig, at SPD får et bedre resultat end for fire år siden. Hvis det bliver tilfældet, er det også sandsynligt, at vi ikke går med i en stor koalition igen. Det bør vi i hvert fald kun gøre, hvis vi selv bliver det største parti, hvilket er ret usandsynligt. Men vi skal ikke deltage i en stor koalition under Angela Merkels ledelse én gang til,” siger Karsten Voigt under et besøg i København, hvor han i 1960’erne læste historie og skandinaviske studier.

”Den store koalition har været en gevinst for landet, men ikke for SPD. For selvom SPD har fået meget igennem såsom den lovpligtige mindsteløn, er alting blevet opfattet som kanslerens succes, og SPD kan i valgkampen ikke tage afstand fra de succeser, partiet selv har opnået. Vi har det godt, både internationalt og derhjemme. Og det er svært at argumentere troværdigt for et skifte, når vi selv har bidraget til den gode udvikling,” siger Karsten Voigt.

Det har været et af Martin Schulz’ største problemer, at han ikke for alvor har kunnet gå i kødet på Angela Merkel, der har rost socialdemokraterne som pålidelige regeringspartnere, men som ellers har ignoreret de få angreb eller konkrete forslag, Schulz er kommet med i valgkampen.

”Vi kan se, at Schulz fremlægger det ene initiativ efter det andet, og så siger kansleren enten ingenting eller også siger hun, at det er noget, hun også vil overveje. Det er ren taktik,” mener Karsten Voigt og minder om, at Merkel i den forrige valgperiode i første omgang ville holde fast i atomkraften, men skiftede spor efter Fukushima-ulykken i Japan i 2011 og pludselig alligevel besluttede at lukke de tyske atomkraftværker:

”Det skete uden nogen større debat. Ligesom der i dag ikke er nogen reel debat om hendes stadigt mere restriktive flygtningepolitik. Først sagde hun: ’Vi klarer den.’ Nu siger hun: ’Vi klarer den ikke en anden gang.’ Hun er gået samme vej som den folkelige opinion. Jeg synes, det er et problem for vores lands politiske kultur, når kansleren nægter at diskutere den slags.”

Han hæfter sig ved, at det næppe heller vil skade kansleren, at hun i valgkampen ”ikke vil tage diskussionen om de udgifter, som Tyskland bliver mødt af i fremtiden” og nævner selv den tyske infrastruktur, de stadig dyrere socialsystemer samt øgede forsvarsudgifter både i Nato og EU som eksempler.

Andre læser lige nu