Prøv avisen

Sociale medier og tech-giganter er under voldsom kritik for rolle i unges selvmord

Adam Mosseri, der er direktør for Instagram, har indrømmet, at sociale medier som Instagram og deres moderselskab, Facebook, er nødt til gøre mere for at forhindre, at folk gør skade på sig selv og i værste fald begår selvmord.

Apple nægter forældre til afdød teenagepige adgang til hendes telefon. Sociale medier vil heller ikke hjælpe, men lover nu at fjerne billeder af selvskade

Forældrene til en 14-årig britisk pige, der begik selvmord i 2017, er ramt ind i en mur hos teknologiselskaber. De vil ikke give forældrene adgang til datterens mobiltelefon, så de kan forstå, hvad der drev hende til at tage sit eget liv.

I modsætning til blandt andet Tyskland har britiske forældre ikke ret til adgang til deres afdøde børns elektroniske apparater og sociale medier.

Pigen begik selvmord efter en periode, hvor hun skadede sig selv, og forældrene kan blandt andet se, at hun søgte efter billeder af andre, der havde forårsaget skade på sig selv, på det sociale foto-delingsmedie Instagram. Og at Instagram også sendte hende links til billeder af andre, fordi hun havde søgt på det – på samme måde som fans af søde billeder af katte bliver guidet til flere billeder af katte.

Efter at forældrene gik ud i pressen med deres frustrationer, mødtes direktøren Adam Mosseri fra Instagram i den forgangne uge med den britiske sundhedsminister, Matt Hancock. Efterfølgende indrømmede direktøren, at sociale medier som Instagram og deres moderselskab, Facebook, er nødt til gøre mere for at forhindre, at folk gør skade på sig selv og i værste fald begår selvmord.

”Historisk har vi tilladt indhold, der var relateret til selvskade, fordi folk nogle gange har behov for at fortælle deres historie, men vi har ikke tilladt billeder, der har fremmet selvskade. Men fremover vil vi ændre vore politikker og ikke tillade grafiske billeder af selvskade,” siger Adam Mosseri til avisen The Times.

Det vil ske så hurtigt som muligt, men han siger også, at det stadig vil være muligt at vise gamle ar fra selvskade, fordi det kan hjælpe andre.

Selvom sundhedsminister Matt Hancock kalder mødet positivt, udelukker han ikke, at det kan blive nødvendigt at ændre loven.

”Det er ikke længere nok at spørge høfligt. Vi er nødt til at sikre, at vi kan håndhæve indholdet. Mange føler sig i dag magtesløse, men vi er ikke magtesløse, vi kan og vil lovgive,” fastslår Matt Hancock over for BBC Radio.

Den ansvarlige EU-kommissær på området, tjekkiske Vera Jourová, er ikke indstillet på at lovgive om indholdet på sociale medier.

”Vi har en aftale med it-virksomhederne om bedre internet til børn, når det handler om skadeligt indhold og opførsel på nettet. Men jeg mener ikke, at vi skal komme med streng lovgivning, der skal gøre dem ansvarlige for indholdet. Men de ved også, at hvis de ikke kan selvregulere, så vil vi være nødt til at regulere, men jeg er ikke personlig tilhænger af overregulering,” siger hun til BBC.

Ian Russell, faderen til den 14-årige pige, der efter en periode med selvskade begik selvmord, har klart sagt, at hans datter brugte Instagram til at dele og søge efter billeder af selvskade. Men han er også kritisk over for, at familien ikke kan få adgang til datterens iPhone og de sociale medier, som hun var aktiv på, så de kan få indblik i, hvorfor hun endte med at tage sit liv.

Virksomhedernes strikse politik giver ifølge ekspert i digital etik Carl Öhman fra Oxford Internet Institute and the Digital Ethics Lab dog god mening.

”Fra et etisk synspunkt er det ikke mærkeligt, at forældre nogle gange bliver nægtet adgang til deres børns data. De data, vi producerer på sociale medier, er i mange tilfælde af en følsom og privat karakter, hvilket betyder, at de ikke skal deles, selv efter at brugeren er død,” siger Carl Öhman, der arbejder på en ph.d.-afhandling om døden på internettet.

Han taler om, at vi efterlader os ”et lig af informationer” i form af de data, vi har produceret.

”Den etiske status af, hvad vi efterlader os, er som de biologiske efterladenskaber. Disse data skal behandles med samme respekt. På samme måde som det er begrænset, hvad forældre kan gøre med liget af et barn, har den afdøde stadig en vis ret til et privatliv,” siger han og tilføjer, at internetbranchen arbejder på, hvad der skal ske med folks data, når de dør.