Sociolog: Almindelige amerikanere har ikke kategoriske holdninger til abort

Lækket dokument fra USA's højesteret har gjort abort højaktuelt forud for valg i november. Men den uforsonlige abortdebat har ikke resonans i befolkningen, siger sociologen Tricia C. Bruce

Abort-tilhængere og -modstandere støder torsdag sammen i højlydte diskussioner under en demonstration foran den amerikanske højesteret i forbundshovedstaden Washington DC.
Abort-tilhængere og -modstandere støder torsdag sammen i højlydte diskussioner under en demonstration foran den amerikanske højesteret i forbundshovedstaden Washington DC. . Foto: Michael Mccoy/Reuters/Ritzau Scanpix.

Selvom retten til abort har været et af de mest omdiskuterede emner i amerikansk politik gennem årene, har det i snart 50 år været ude af almindelige amerikaneres hænder. Højesteretsafgørelsen “Roe mod Wade” fra 1973 har nemlig forhindret den enkelte delstater i at lave indskrænkelser af retten til abort frem til det tidspunkt i graviditeten, hvor fosteret er levedygtigt uden for livmoderen. Det vil sige cirka 24. graviditetsuge.

Men en opsigtsvækkende nyhed natten til tirsdag dansk tid varslede en helt ny tid for delstaternes mulighed for selv at præge deres abortlovgivning. Et lækket udkast fra USA’s højesteret pegede nemlig på, at et dommerflertal vil underkende afgørelsen fra 1973 og stille delstaterne fri til at lave deres egne abortlove.

Udkastet er ikke gældende, og de enkelte dommere kan nå at ombestemme sig, inden den endelige afgørelse forventes at komme inden for de næste måneder. Men ender de republikansk udpegede dommere med at stå fast, vil spørgsmålet om abort blive et af de helt centrale emner i den politiske debat op til midtvejsvalget i november. Spørgsmålet er, hvordan de amerikanske vælgere så vil forholde sig til det.

Et bud på det kan findes hos sociologen Tricia C. Bruce, der er tilknyttet center for religions- og samfundsstudier ved det katolske University of Notre Dame i South Bend, Indiana. Hun stod for en omfattende undersøgelse af amerikanernes syn på abort i 2020, hvor hun blandt andet fandt ud af, at den uforsonlige abortdebat blandt politikere og i medierne slet ikke er repræsenteret hos den brede befolkning.

Politikerne har ført abortdebatten på en meget konfrontatorisk vis, der ikke afspejler, hvordan de fleste amerikanere ser spørgsmålet, siger sociologen Tricia C. Bruce.
Politikerne har ført abortdebatten på en meget konfrontatorisk vis, der ikke afspejler, hvordan de fleste amerikanere ser spørgsmålet, siger sociologen Tricia C. Bruce. Foto: triciabruce.com

“Når man taler med amerikanere, der er moderat optaget af politik og ikke er en del af nogen aktivistisk fløj i abortdebatten, viser det sig, at selvom spørgsmålet er allestedsnærværende i den politiske debat, er det ikke noget, de fleste amerikanere taler meget om. Og selvom den offentlige debat er dybt polariseret, har den gennemsnitlige amerikaner ikke kategoriske holdninger til spørgsmålet,” forklarer hun.

I undersøgelsen udpegede Tricia C. Bruce og hendes kolleger 217 personer fra seks forskellige delstater, der ud fra kriterier som religiøsitet, alder, køn hudfarve og politisk orientering repræsenterede den amerikanske befolkning. De 217 blev derefter interviewet om deres syn på abort.

Resultatet giver nuancer til udbredte meningsmålinger om amerikanernes syn på abort. Flere af rundspørger peger for eksempel på, at mellem 60 og 70 procent er imod en underkendelse af “Roe mod Wade”-afgørelsen fra 1973. Det stemmer nogenlunde overens med undersøgelsen fra University of Notre Dame, men:

“Mange amerikanere kender ikke indholdet af ‘Roe mod Wade’ og er ikke bevidste om forskellen på føderal abortlovgivning og abortlovgivning på delstatsniveau. Det kan vidne om, at der i høj grad er en følelsesmæssig opbakning til at bevare adgangen til abort, som den er, men at den ikke nødvendigvis er på et oplyst grundlag,” siger hun og tilføjer, at de fleste amerikanere til en vis grad har en moralsk modstand mod abort:

“Der er bred opbakning til, at abort skal være tilgængeligt, men folk har forskellige holdninger til, hvordan adgangen skal reguleres. De fleste adspurgte har et dybt personligt, mere mangefacetteret og nogle gange endda selvmodsigende syn på abort. De føler ikke, at deres holdninger kan sammenfattes af simple begreber som pro-life og pro-choice (henholdsvis abortmodstand og pro-abort, red.), og mange af dem er tilhængere af abort rent juridisk, selvom de moralsk er imod.”

 Har du et bud på, hvorfor den offentlige abortdebat er så ekstrem, når amerikanerne synes at foretrække en pragmatisk tilgang?

“Jeg tror, det har at gøre med, at spørgsmålet i USA er blevet overladt til domstolene, hvor det i sagens natur bliver behandlet som en sag for og imod. Når man taler om rettigheder inden for jura, er der ikke plads til de nuancerede og nogle gange selvmodsigende holdninger, man finder hos folk, der for de flestes vedkommende har haft abort inde på livet selv eller kender nogen, der har. Derudover har politikerne ført debatten på en meget konfrontatorisk vis, der ikke afspejler, hvordan de fleste amerikanere ser spørgsmålet.”

 Hvor meget forudser du, at spørgsmålet vil fylde i den politiske debat, hvis afgørelsen fra 1973 bliver underkendt, og de enkelte delstater pludselig får magt til at regulere abort anderledes end nu?

“Jeg tror, at folk vil blive tvunget til at forholde sig til det meget mere, end de gør nu. At mange af vores adspurgte ikke kendte til detaljerne i den amerikanske abortlovgivning, skyldes formentlig, at spørgsmålet har været parkeret ved domstolene. Hvis ‘Roe mod Wade’ bliver underkendt, vil flere amerikanere formentlig begynde at sætte sig ind i, hvad deres lokale politikere mener, og hvor de selv står i spørgsmålet," siger Tricia C. Bruce.