Skærtorsdag den 11. april 1968 cykler den 28-årige tyske studenterleder Rudi Dutschke på Kurfürstendamm i Vestberlin. Han skal på apoteket for at købe næsedråber til sin tre måneder gamle søn, Hosea-Che. På vejen bliver han passet op af en ung nazisympatisør Joseph Bachmann, der affyrer skud mod Tysklands på det tidspunkt mest berømte studenterleder. Skuddene i Berlin falder kun syv dage efter mordet på den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King den 4. april 1968, og nedskydningen udløser støttedemonstrationer i flere europæiske storbyer. Mens attentatet sætter Rudi Dutschke ud af spillet i ungdomsoprøret, går titusinder af unge på gaden i Berlin og Paris i maj 1968.
Rudi Dutschke overlever og må gennemgå mange måneders intensiv genoptræning for at genvinde sin fysik, sproget og de kognitive færdigheder, og attentatet efterlader ham med epilepsi. Han drager i eksil. Først til Storbritannien, og da den britiske indenrigsminister udviser ham med den begrundelse, at Rudi Dutschke udfører undergravende virksomhed, lykkes det den danske studenterleder Mihail Larsen at formidle kontakt til professor Johannes Sløk fra institut for idéhistorie ved Aarhus Universitet. Her får Rudi Dutschke et job som undervisningsassistent.
Artiklen fortsætter under videoen
Rudi Dutschkes førstefødte, den i dag 50-årige Hosea-Che Dutschke, er barn af ungdomsoprøret. Han blev født den 11. januar 1968, og hans forældre gav ham det samme navn som en profet i Det Gamle Testamente, og den berømte argentinske revolutionshelt Che Guevara. Navnet Che bruger han ikke længere. Det er for besværligt.
Hosea Dutschke tager imod ved et højt mødebord bag en glasvæg på fjerde sal på rådhuset i Aarhus. Han er direktør for 7000 ansatte i Aarhus Kommunes sundheds- og omsorgsforvaltning og repræsenterer den magtelite, som hans far i sin tid var så kritisk over for. Stilen er uformel, og Hosea Dutschke er klædt i cowboybukser og løsthængende skjorte.
Efter udvisningen fra Storbritannien ankom familien Dutschke til Aarhus den 20. februar 1971.
En af Hosea Dutschkes første barndomserindringer er tunnelen under Ringgaden i Aarhus, som han husker som ”gigantisk stor”. Et billede fra dengang viser den treårige Hosea, der sidder ved siden af sin far på et pressemøde. På universitetet holdt Rudi Dutschke blandt andet forelæsninger for de studerende i ”kritiske materialistiske refleksioner over begrebet proletariatets diktatur som lærestykke for kulturrevolutionen”.
Hosea og hans lillesøster, Polly, der i dag er plejehjemsleder i Aarhus, skulle bo i kollektivet Aldershvile uden for Aarhus, hvor man betalte husleje efter indtægt. Rudi Dutschkes hustru, Gretchen Dutschke, har i en bog om sin mand beskrevet, hvordan livet i kollektivet ofte var præget af indbyrdes konflikter, og hvordan idealet om fri kærlighed, der ikke lod sig begrænse af ægteskabet, kunne skabe komplikationer. Hosea Dutschke har læst historierne om 68’ernes børn, der følte sig svigtet af forældrene, fordi de havde travlt med at realisere sig selv. Men sådan har han aldrig opfattet sin barndom.
”Jeg havde det vældig sjovt i naturen. Der var mange legekammerater, og vi besøgte nabogården. Aldershvile var et godt sted at vokse op,” fortæller han.
Rudi Dutschke, der blev født i 1940 under Anden Verdenskrig, voksede op i provinsbyen Luckenwalde i det daværende DDR. Faderen var postfunktionær, og familien var meget religiøs. Som 17-årig holdt Rudi Dutschke sin første tale i byen. Han opfordrede sine jævnaldrende til at nægte at gå i militæret for at slås mod andre tyskere. Det var uhørt, og han blev afskåret fra at læse til sportsjournalist på grund af sine politiske holdninger.
Inden Berlinmurens opførelse i 1961 flyttede han til Vestberlin, hvor han blev optaget på Det Frie Universitet. I begyndelsen af 1960’erne deltog Rudi Dutschke i organiseringen af den gryende studenterbevægelse i byen, og i 1965 blev han valgt ind i det politiske råd i den socialistiske studenterbevægelse SDS. To år senere deltog han i organiseringen af en storstilet demonstration mod shahen af Iran i forbindelse med dennes besøg i Berlin, hvor en tilfældig student, Benno Ohnesorg, blev dræbt af en tysk politimand. Skuddene mod Benno Ohnesorg fik mange til at tilslutte sig det gryende ungdomsoprør og fik også den unge Dutschke på barrikaderne. Inden attentatet i 1968 var Rudi Dutschke bannerfører for de tyske demonstrationer mod Vietnamkrigen.
”Min fars oprør var rettet mod de eksisterende magtstrukturer, om de så var socialistiske eller kapitalistiske magt-havere. Han talte for en forandring af Vestens demokratier, der skulle gå hånd i hånd med støtte til Den Tredje Verdens frihedsbevægelser. Desuden mente han, at der skulle ske en demokratisering af de kommunistiske lande i Østeuropa,” siger Hosea Dutschke.
Han fremhæver, at kristendommen var helt afgørende for Rudi Dutschkes politiske engagement. Han betegnede Jesus som den ”største revolutionære” gennem tiderne og var en nær ven med præsten Helmut Gollwitzer fra den bekendende kirke. Helmut Gollwitzer havde ligesom den tyske præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, der blev hængt af nazisterne få uger før Anden Verdenskrigs afslutning, forsøgt at bekæmpe nazismen. Efter krigen talte Gollwitzer for en socialistisk kristendom og betonede nødvendigheden af tilgivelse.
”Der lå i min fars holdninger en kritik af systemet i Østtyskland og adskillelsen af de to tysklande, hvilket på det tidspunkt blev betragtet som en slags utopisk drømmeri. I begyndelsen var han pacifist og militærnægter. Han var præget af sin kristne opdragelse og af mødet med Gollwitzer, men også af kampen mod kolonialismen og især af protesterne mod Vietnamkrigen,” forklarer Hosea Dutschke.
Han henviser blandt andet til, at hans far efter attentatet havde en brevveksling med gerningsmanden Josef Bachmann. Han ville forsøge at forstå Bachmann, der fortrød sin handling og begik selvmord i fængslet i 1970.
Efter et par år i kollektivet flyttede Hosea Dutschke og hans familie til en lejlighed i Vestervang i Aarhus. Selvom de intellektuelle forældre stak ud i det aarhusianske arbejderkvarter, så følte Hosea Dutschke sig godt tilpas, når han spillede fodbold med kammeraterne i et hjørne af Botanisk Have. Rudi Dutschke nåede på grund af de kognitive skader efter attentatet aldrig at lære dansk, og Hosea fungerede ofte som tolk for sin far.
”Min far var ofte på rejser i Tyskland, men når han var derhjemme, var han en god far. Han var tidligere mester i tikamp i Østtyskland og en god sportsmand,” fortæller Hosea Dutschke.
I slutningen af 1970’erne engagerede Rudi Dutschke sig i opbygningen af partiet De Grønne i Vesttyskland. Inden hans død i 1979 var planen, at familien skulle flytte til Bremen, fordi Rudi Dutschke ville stille op til delstatsparlamentet for De Grønne.
Juleaften 1979 havde Gretchen Dutschke sat gåsen i ovnen, da hun fandt sin mand død i badekarret efter et epileptisk anfald. Den knap 12-årige Hosea Dutschke fór ind på badeværelset og forsøgte forgæves at genoplive sin far. Hosea Dutschke husker tydeligt begravelsen i Berlin, hvor omkring 6000 mennesker deltog i mindehøjtideligheden. Oplevelsen var på alle måder traumatiserende og satte sit præg på hans barndom og ungdom. I bogen, ”Rudi und ich” (Rudi og jeg), der udkom for et par år siden, beskriver Hosea Dutschke, hvordan han i årene efter sin fars død kæmpede for at holde sammen på sig selv. Han græd sjældent. På et tidspunkt kom han i specialklasse, fordi han lagde sig ud med lærerne og de andre elever, men da han kom i syvende klasse, mødte han en lærer, som han følte forstod ham, og han genvandt sin lyst til skolearbejdet.
”I dag er smerten ikke længere noget, der trykker. Det er en blød og rolig smerte, der altid er hos mig, ” skriver Hosea Dutschke i bogen.
For en nutidig læser kan Rudi Dutschkes teorier virke verdensfjerne. Inspireret af den kinesiske leder Mao Tse-tungs lange march formulerede Rudi Dutschke ”den lange march mod institutionerne”, hvor han talte om, at samfundsbærende institutioner skulle reformeres indefra. Men Hosea Dutschke mener stadig, at budskabet har gyldighed.
”Som embedsmand mener jeg, det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at man ikke glemmer borgerne, og hvorfor man er her. Det er da også et pejlemærke for mig, at jeg skal forsøge at påvirke systemet indefra. Frihed er også frihed for den, der tænker anderledes. Det er vigtigt hele tiden at skabe plads for kritik og åbenhed. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at der altid er enighed mellem ledelse og medarbejdere,” siger Hosea Dutschke.
Han er i sit eget lederjob jævnligt i praktik hos kommunens social- og sundhedsassistenter for at komme tættere på borgernes og de ansattes liv.
Også i forhold til børneopdragelse gjorde Rudi Dutschke sig tanker, der i dag virker teoretiske.
”Min adfærd over for Hosea-Che er ikke altid rigtig. I sådanne tilfælde afsløres rester af min egen autoritære opdragelse. Jeg ser på ham med undertrykkende autoritet, når han lægger sig alt for hårdt på Laura (et barn i kollektivet, red.),” skrev Rudi Dutschke blandt andet i sin dagbog.
”Jeg læser det, som om han forsøgte at kigge på sig selv og gøre op med et autoritært opdragelsessystem. Den tankegang var jo afgørende for den frie opdragelse og bruddet med en tradition, hvor det var legitimt at slå børn,” siger Hosea Dutschke.
Kritikere af Rudi Dutschke mener, at han var voldsparat. De henviser blandt andet til hans deltagelse i begravelsen af RAF-terroristen Holger Meins i 1974. Ved graven hævede Rudi Dutschke sin knytnæve og udtalte ordene: ”Holger, kampen går videre.” Optrinnet blev kritiseret i det venstreorienterede miljø og i den tyske presse. Hosea Dutschke afviser, at episoden ved graven var et udtryk for en indirekte støtte til Baader-Meinhof-gruppens terrorhandlinger, der resulterede i adskillige blodige attentater og kostede mindst 30 mennesker livet mellem 1971 og 1993.
”Jeg ser ikke hans hilsen som en støtte til voldsparathed, men som en personlig hilsen til en tidligere ven, der havde trådt ved siden af,” siger Hosea Dutschke.
Han har gennempløjet den østtyske sikkerhedstjeneste Stasis og den vesttyske sikkerhedstjeneste Verfassungsschutz’ arkiver om sin far.
”Den østtyske og den vesttyske efterretningstjeneste konkluderede nøjagtig det samme om min far, nemlig at han som socialist gik ind for en tredje vej og var kritisk over for både Vest- og Østtyskland. Men de afviste, at han var terrorist.”
Set med nutidens øjne mener du, at 1968-oprørets marxistiske retorik og den markante afvisning af hele den bestående samfundsorden var nødvendig?
”Min far og hans generation var børn af en meget autoritær tid med professorvælde på universiteterne. I Tyskland sad mange gamle nazister stadig på ledende poster, så der var meget at gøre oprør mod. Man glemmer nogle gange, at det gik voldsomt til i Tyskland, hvor myndighederne indførte Berufsverbot, og hvor politiet slog hårdt ned mod demonstranterne. Min far mente ikke, at vold kunne legitimeres i Europa. Men omvendt gik han ikke ud og sagde til vietnameserne, at de skulle være pacifister, når de blev bombarderet af B-52-fly. Rote Armee Fraktion var langt ude, og jeg vil slet ikke på nogen måde forsvare dem og den terrorisme, der opstod i Tyskland. Men det opgør mod autoriteterne, som blandt andet min far stod for, har været med til at skabe et meget mere frit, lige og ikke så hierarkisk samfund,” siger Hosea Dutschke, der betegner sig selv som tilhænger af evolution frem for revolution.
Når han i dag tænker på sin far, ville han først og fremmest ønske, at han kunne have oplevet genforeningen af Tyskland i 1990.
I dag er Hosea Dutschke far til to børn i begyndelsen af 20’erne, og han mener stadig, at der er brug for, at den unge generation gør oprør.
”Tiden i dag er meget disciplineret, og de unge bliver på mange måder låst af uddannelsessystemet. Men omvendt skal vi passe på med at overdrive hele 12-talspige-diskussionen. Der er masser af kraft i ungdommen, og mange unge rejser verden rundt. Men verden er helt anderledes end i 1968. Det er ikke så let at gøre oprør mod forældregenerationen i dag, som det var for 50 år siden.”