Søster André var verdens ældste menneske: ”Jeg tror, Vorherre har glemt at hente mig”

Lucile Randon voksede op i et protestantisk hjem, men blev katolsk døbt som 19-årig og trådte 22 år senere ind i en nonneorden. Hun blev 118 år og døde som verdens ældste menneske

Så godt som hele det 20. århundrede og næsten en femtedel af det 21. har spejlet sig i den franske nonne Søster Andrés lyseblå øjne, som med tiden var blegnet og holdt synet af verden ude. Hun døde i sidste uge som verdens ældste menneske.
Så godt som hele det 20. århundrede og næsten en femtedel af det 21. har spejlet sig i den franske nonne Søster Andrés lyseblå øjne, som med tiden var blegnet og holdt synet af verden ude. Hun døde i sidste uge som verdens ældste menneske. . Foto: Nicolas Tucat/AFP/Ritzau Scanpix.

Søster André var 113 år, da hun i 2019 fik titlen som den ældste europæer. Tre år senere blev hun det ældste menneske i verden. Hun var dermed også verdens ældste nonne.

De sidste billeder viser hende med hovedet hældet til siden og dækket af Sankt Vincent Søstrenes blå slør og hænderne foldet på brystet i bøn i en madonnalignende position.

Så godt som hele det 20. århundrede og næsten en femtedel af det 21. har  spejlet sig i hendes lyseblå øjne, som med tiden var blegnet og holdt synet af verden ude. Som om, de havde set nok.

”Siden, jeg kom til verden, har jeg kun set krig og ufred. Det er frygteligt, som mennesker hader hinanden og bruger kræfterne på at skabe konflikt i stedet for at elske og hjælpe hinanden,” sagde hun, da hun blev interviewet i anledning af sin 115-års fødselsdag, hvor hun allerede var en berømthed som den ældste franske borger.

Hun talte kun sjældent om, hvorfor hun i en alder af 40 år besluttede at blive novice i den katolske nonneorden Sankt Vincent Søstrene, Les Soeurs de la Charité, i Paris.

Og endnu mindre om sin åndelige rejse til katolicismen.

For Lucile Randon kom til verden den 11. februar 1904 i en protestantisk familie i byen Alès i Cevennerne i det sydlige Frankrig, en af den franske protestantismes stærkeste bastioner.

Hendes far, Paul Randon, var skolelærer i en af byens skoler. Han var præget af den franske skoles verdslighedstradition, der modstiller tro og rationalitet, og familien var ikke aktivt troende. 

Men hendes bedstefar var præst, og huguenotternes historie flyder i protestanternes årer. Ikke mindst i Cevennerne, hvor næsten alle kirker blev protestantiske i 1550’erne.

Religionskrigene hærgede området, og da Nantes-ediktet, der havde givet protestanterne en kortvarig religionsfrihed, blev ophævet i 1685, blev Cevennerne et af de øde steder i Frankrig, hvor protestanterne samledes illegalt. "I Ørkenen”, som man sagde.

At bryde med denne familietradition var ikke uden vanskeligheder. Da hun aflagde sit klosterløfte, tog hun derfor det religiøse navn Søster André efter sin ældre bror, André. I den maskuline form, uden det ekstra e til sidst, som gør drengenavnet til et pigenavn. Som for at vise, hvor meget broderen og slægtskabet betød for hende.

Hun var 10 år, da Første Verdenskrig brød ud. Faderen slap for at blive mobiliseret, men de to ældre brødre, Lucien og André, måtte afsted.

”Der blev så trist og stille i huset, da de drog i krig,” har hun fortalt.

Det smukkeste minde i hendes lange liv var den dag, de begge vendte tilbage, fire år senere.

”De var kommet hjem midt om natten. Sikken glæde, der blev. De fleste familier oplevede sorg, fordi deres nærmeste ikke kom hjem. Vi var så heldige, at vi fik dem begge tilbage. Lucien var blevet alvorligt såret. Men André var uskadt. Han var blevet officer og havde fået medaljer. Han var en dreng, da han tog afsted, og han kom hjem som en modig soldat. Jeg var stolt af ham,” har hun fortalt til radiostationen France Inter.

Det er denne bror, som Lucile Randon tog navn efter, da hun i 1944 blev nonne i Sankt Vincent Søstrene, Les Soeurs de la Charité.

Inden da, i 1923, var hun blevet katolsk døbt. Hun var dengang 19 år og guvernante og lærerinde i en familie i Paris. Allerede som 12-årig blev hun barnepige for de tre børn i en protestantisk lægefamilie i Marseille. Derefter blev hun guvernante og huslærer i Peugoet-familien i Versailles, en af Frankrigs store, protestantiske industrifamilier. 

Hvordan, hun mødte den katolske tro, har hun aldrig fortalt offentligt.

”Gud kastede sit net ud efter mig. Han viste mig kærligheden, og jeg fandt, at alt var så smukt. Det skete bare, og så var det den vej, jeg skulle. Jeg elsker Vorherre over alt, og han har også omfattet mig med stor kærlighed,” har hun sagt til Le Figaro.

I sine sidste år havde hun mistet synet og var bundet til en rullestol. Hun tænkte med glæde tilbage på årene i Paris og på alle de børn, hun tog sig af gennem et langt liv som guvernante og som nonne på et hjem for forældreløse børn i Vichy.

"Jeg har givet al min kærlighed til børnene. Jeg var der altid for dem," har hun sagt. 

Hun fik hver dag et glas vin til maden og nød også gerne et glas portvin og især et stykke chokolade. Og båndene til familien var ikke kappet. Hun havde stadig kontakt til sin brors børn og børnebørn.

Hun så sit lange liv som et spejlbillede af den korte tid på jorden, som blev hendes tvillingesøster Lydie til del. Hun døde i en ulykke blot 18 måneder gammel.

"Måske har Vorherre givet mig nogle af de år, hun ikke fik. Men jeg synes, Vorherre lader vente på sig. Nogle gange tænker jeg, at han har glemt at komme og hente mig.”

Hun sov ind den 17. januar 2023 på plejehjemmet Sainte-Catherine-Labouré i Toulon.