Det var i april for små seks år siden, at telefonen pludselig ringede.
”Din søster har forsøgt at kvæle sig selv med en snor.”
P.C. Jersild for ud i sin bil og satte kurs mod plejehjemmet.
Den svenske læge og forfatters søster var netop fyldt 89 år. Hun var blevet enke, hendes helbredssituation var forværret hurtigt, og nu var hun havnet på en midlertidig plads på et ældrecenter. Indtil for nylig havde hun kunnet klare sig selv. Nu var hun multisyg og delte stue med et menneske, hun aldrig før havde mødt.
Da P.C. Jersild nåede frem, vægrede søsteren sig imod at tale om selvmordsforsøget.
”Ja, og du må jo ikke engang skrive mig en recept på nogle piller,” bemærkede hun tørt, da samtalen alligevel berørte episoden.
På vej hjem fra plejehjemmet funderede forfatteren over, hvorvidt hans ni år ældre søster kunne være dement. Eller lide af en depression. Han troede ikke på nogen af delene, men hun havde utvivlsomt store smerter.
To uger efter ringede telefonen igen.
”Din søster har forsøgt at skære halsen over på sig selv med en saks.”
Denne gang var søsteren efter en tur på skadestuen indlagt på psykiatrisk afdeling. Men hun skammede sig ikke længere over det, der var sket. Nu var hun vred. Og – i sin egen optik – færdig med livet.
P.C. Jersild overvejede en sidste appel. Skulle han nævne søsterens ansvar over for sine børn og børnebørn? Eller hendes kristne tro? Forsøge at vække et sidste håb for en lysere fremtid?
Han lod være. Enhver velmenende indvending ville fremstå som en floskel, funderede han.
På gangen mødte den svenske forfatter en overlæge, der inden for kort tid havde behandlet tre andre kvinder på søsterens alder. Alle havde de forsøgt at tage deres eget liv. De anså sig for at være færdige med tilværelsen, fortalte han forfatteren.
P.C. Jersilds søster døde naturligt – og med store smerter – tre uger senere. Og midt i sorgen over hendes bortgang begyndte forfatteren at genoptage sine refleksioner over det tema, han ad flere omgange havde beskæftiget sig indgående med professionelt: Spørgsmålet om dødshjælpen.
”Faktisk har jeg beskæftiget mig jævnligt med assisteret selvmord og dødshjælp siden 1980’erne, blandt andet gennem mine 20 år i statens medicinsk-etiske råd. Samtidig er jeg gennem store dele af mit liv stødt på mennesker, som enten var døde eller var på vej til at dø på en måde, som i mine øjne var uacceptabel. Og da min søster endte i samme situation, føltes det oplagt at samle mine tanker i en bog,” fortæller den 85-årige svensker over telefonen fra Stockholm.
”For mig at se kan det grundlæggende koges ned til to ting: For det første er det en menneskeret at bestemme over vort eget liv, også når vi er døende. Og for det andet anser jeg det som en pligt at forsøge at hjælpe mennesker, som lider voldsomt og uhelbredeligt. Findes der ikke anden hjælp end at forkorte livet, og sker det helt frivilligt fra begge parters side, så mener jeg, at dødshjælp er acceptabelt.”
P.C. Jersild, som bærer det borgerlige navn Per Christian, er en interessant hybrid i svensk åndsliv. Han blev født i Katrineholm i Södermanland sydvest for Stockholm og uddannede sig til læge, men det er især gennem hans virke som forfatter og debattør, at han har skabt sig et navn i offentligheden. Siden debuten i 1960 har han udgivet over 40 bøger, modtaget en lang række priser og skrevet fast i Sveriges største aviser.
Genremæssigt har han spændt over satiriske samtidsromaner, science fiction-inspirerede fortællinger og debatskabende kortlægninger af det svenske samfund – ofte med inspiration fra hans lægevidenskabelige baggrund. Og det gør sig også gældende i ”Hvordan vil du dø? Om magten over livets afslutning”, som udkom i Sverige i slutningen af 2020. Første del af titlen er nemlig synonymt med det spørgsmål, han som læge stillede sine studerende. Et spørgsmål, som ofte fremkaldte voldsomme reaktioner, fortæller han.
”Debatten om dødshjælp er jo en slags ur-etisk debat og derfor både følsom og betændt. Men den er også enormt vigtig. Og i min tid i medicinsk-etisk råd tog vi derfor en række initiativer for at sætte gang i debatten. Men det var svært. Selv i Sverige bliver mange mennesker enormt provokeret alene af, at spørgsmålet om dødshjælp rejses,” siger han.
”Det kan jo hænge sammen med, at døden i det hele taget er svær at tale om. Der er mange, der ikke bryder sig om at forholde sig til den, og samtidig findes der meget fastgroede forestillinger om dødshjælp – ikke mindst blandt læger og i den kristne etik.”
Ikke desto mindre er der en bevægelse i gang på området. Flere og flere lande lovliggør i disse år dødshjælp eller assisteret selvmord – senest vedtog Spanien i forrige uge at lovliggøre aktiv dødshjælp under særlige omstændigheder. Men vedtagelsen var omgærdet af heftig debat, for risikerer man ikke derved gøre sig selv til herre over døden og dermed livets ukrænkelighed, ville kritikerne vide? Og hvad med dem, som måske ikke befinder sig ved livets afslutning, men som af den ene eller den anden grund måtte føle sig som en byrde, enten for samfundet eller deres familie?
Personligt er P.C. Jersild tilhænger af den såkaldte Oregon-model. Navnet stammer fra den amerikanske vestkyst-delstat, hvor assisteret selvmord er lovligt under strikse betingelser.
”Jeg forstår til fulde dem, der frygter, at mere aktiv dødshjælp vil risikere at føre til en form for misbrug. At folk, der ikke burde få det, får dødshjælp. Men tager man argumenterne for og holder dem op mod argumenterne imod, så er jeg overbevist om, at Oregon-modellen vil være det rigtige mange steder – også i Sverige,” siger han.
I Oregon-modellen assisterer lægen den døende, men det er patienten selv, som tager det dødelige præparat. Forud skal to læger med to ugers mellemrum gennemføre samtaler med den syge, og det skal være helt klart, at beslutningen ikke træffes på grund af eksempelvis en depression. Anmodningen om hjælp til at dø skal ske skriftligt og med to vidner, og desuden må der ikke være økonomiske hensyn, eksempelvis omkostninger ved pleje af den syge, som spiller ind. Og sidst men ikke mindst skal den forventede, resterende levetid være under seks måneder.
”Og fordi den kræver, at man har konstateret en dødelig sygdom med en forholdsvis kort prognose, så er jeg heller ikke nervøs for, at det vil betyde en glidebane i forhold til mennesker, som nogle – eller dem selv – måtte betragte som en belastning,” siger P.C. Jersild.
I delstaten, som har lagt navn til modellen, er dødshjælp involveret i 0,4 procent af alle dødsfald set over de seneste 20 år. Men i virkeligheden kan spørgsmålet om dødshjælp slet ikke reduceres til statistik, understreger svenskeren.
”For mig har det afgørende været de mange personlige møder med mennesker, der har befundet sig i en uudholdelig situation. Når det etiske dilemma bliver konkret, så kan man ikke bare vende ryggen til et andet menneskes smerte med henvisning til filosofiske eller religiøse argumenter. Jeg kan i hvert fald ikke. Og som læge mener jeg, det er ansvarsløst,” siger han.
”Mange klamrer sig til lægeløftet, som jo stammer fra den hippokratiske ed. Men Hippokrates sagde også, at læger ikke skulle medvirke til abort, og det har de færreste jo noget imod. Jeg vil aldrig tvinge nogen til at beskæftige sig med dødshjælp, men jeg mener, at vi må indrette samfundet, så en læge kan tage hånd om sin patient. Og når den palliative behandling ikke længere rækker, når alt håb er ude, og der kun er lidelse og uudholdelig smerte tilbage, så mener jeg ikke, man skal tvinges til at opgive sin patient. Og er patientens ønske da at dø som en absolut sidste udvej – dér må man tage det ansvar på sig.”
Den sidste indvending, P.C. Jersild ofte møder i debatten om dødshjælp, har rod i kristen etik. For risikerer mennesket ikke at komme faretruende nær at agere som Gud, når man ønsker at tage kontrol over livets afslutning?
”Det er et meget stærkt argument. Hvis man tror på Gud,” har forfatteren tidligere sagt til Svenska Dagbladet.
”Men det gør jeg ikke.”
Det gjorde P.C. Jersild dog en gang. Eller han forsøgte i hvert fald.
For faderen var bogstavtro baptistpræst, og troede sønnen ikke på Gud, ville han havne i helvede, lød formaningen i barndomshjemmet. Men når P.C. Jersild forsøgte at forestille sig den Gud, han skulle bede til, så han sin både kærlige, men også tyranniske far for sit indre blik. Som 15-årig opgav han troen og brød med sin far, og først mange år senere, da faderen befandt sig på sit dødsleje, forsonedes de. Sådan da.
”Ved du, hvad min største sorg er?” spurgte faderen sin søn.
”Det er, at vi to ikke skal mødes efter døden.”
I dag, på flere årtiers afstand, kan P.C. Jersild godt smile ad faderens overbevisning om, at han selv ville havne i himlen og sønnen i helvede. Og han respekterer troen. Men selvom kirken – særligt den katolske – har været drivende i modstanden mod aktiv dødshjælp på verdensplan, tror forfatteren, at det i Sverige er en helt anden kraft, der står i vejen for en lovliggørelse af dødshjælp.
”Hos os er folkhemmet det mest hellige, vi har. Og der tror jeg, at mange tilhængere af Socialdemokratiet, som jo er det moderne Sveriges stamfader, synes, at dødshjælp passer vældigt dårligt ind i den store fortælling. Drømmen om det svenske folkehjem er jo drømmen om det ideelle samfund, hvor alt kan overkommes i fællesskab og med mere velfærd. Men her har vi noget, der ikke kan klares med flere ressourcer, hvor ingen hjælp af denne verden kan afhjælpe ønsket om at dø. Og det er svært at acceptere, for det kræver den ubehagelige erkendelse af, at der er grænser – selv for staten og fællesskabets formåen,” siger P.C. Jersild.
”I og for sig er det underligt, for friheden og retten til at bestemme over sit eget liv er jo helt central i den demokratiske og liberale tradition, som vi bekender os til i Vesten. Og den frihed bør vi også have på vej ind i døden. Men alligevel er politikerne bange for at tage spørgsmålet op, selv i det sekulære Sverige. Vi bryder os ikke om at diskutere det ubehagelige. Og det bør vi snart blive i stand til, for svenskerne bliver ældre og ældre, og jeg tror, den ærlige debat om døden er bydende nødvendig.”
Selv bliver den svenske læge og forfatter også ældre. Og godt på vej mod sin 86 års fødselsdag er han afklaret omkring, hvad der skal ske, hvis han selv havner i en situation, hvor han ikke længere finder livet udholdeligt.
”Jeg er jo læge, så jeg kan udskrive det, der måtte være behov for,” siger han med antydningen af et smil i stemmen.
”Jeg har talt det igennem med mine nærmeste, og vi er heldigvis ganske enige. Jeg kommer ikke til at acceptere en uacceptabel død.”