”Da coronakrisen rasede i Bergamo i marts, kunne man læse i Italiens aviser, at byens hospitaler var presset til det yderste, og at der næsten ikke var flere ledige sengepladser til de syge. Men det passede ikke. Vi var ikke kun presset til det yderste. Vi var faktisk presset langt ud over vores maksimale kapacitet, så vi var ganske enkelt tvunget til at afvise patienter.”
Selvom der er gået godt et halvt år siden de dramatiske begivenheder i Bergamo, kan man høre på den norditalienske bys borgmester, Giorgio Goris, stemme, at disse mentale billeder stadig står stærkt hos ham. Det er ikke ord, han bare lirer rutinemæssigt af sig. Det er helt tydeligt begivenheder, der har mærket ham.
”De officielle tal siger, at Bergamo by har haft 300 covid 19-ofre. Men det reelle tal ligger nok omkring 670. Mange døde, inden de fik foretaget en test. Og mange døde derhjemme. Så de personer figurerer ikke i de officielle statistikker,” forklarer han over for Kristeligt Dagblad.
Tæller man Bergamos omegnskommuner med, kommer dette tal imidlertid op på hele 6000 corona-ofre. Vi taler med andre ord om et dødstal, der er omtrent ni-ti gange større end det dødstal, der er registreret i hele Danmark. Og det for et område med blot omkring 1,1 millioner indbyggere.
”Bergamo og byens opland er nok det område i verden, der har været hårdest ramt af corona inklusive New York og Wuhan,” siger Giorgio Gori.
Han erkender, at alle havde undervurderet virussen i begyndelsen:
”Man kan sige, at vi alle har fejlet, også mig selv. Vi havde slet intet kendskab til fænomenet og dets styrke. Men vi politikere lyttede jo til lægerne og eksperterne, og de var også uenige. Så der var virkelig en stor forvirring i den første tid.”
I begyndelsen af virusudbruddet prøvede Bergamos myndigheder at fortælle indbyggerne, at de skulle være forsigtige. Var de det, kunne de godt gå ud og købe ind og i det hele taget forsætte deres liv som før. Målet var naturligvis at undgå en nedlukning af økonomien i et område, der som hjemsted for tusindvis af små og mellemstore virksomheder er et af de mest erhvervsaktive i Italien.
”Vi var helt sikkert ikke tilstrækkeligt forsigtige. Jeg er dog ret sikker på, at der findes en psykologisk mekanisme, der iværksættes, når vi står over for udsigten til en katastrofe. Den siger: ’Alt dette kan umuligt ske hos os, og hvis det sker, bliver det i en mild form’,” forklarer borgmesteren.
Men sådan gik det ikke. Katastrofen indtraf. Virussen begyndte at rase, og på et tidspunkt i marts kunne Bergamos hospitaler ikke tage imod flere patienter. De blev simpelthen afvist. ”Det var, for nu at sige det mildt, en uhyggelig situation”, siger Georgio Gori.
Den første smittede italiener kom fra Codogno, ikke langt fra Bergamo. Smitten bredte sig snart til nabobyen Alzano, og de to små byer blev hurtigt gjort til røde zoner. Det vil sige, at de blev lukket ned, og al indgang og udgang blev forbudt. Det samme var planen med Bergamo, da virussen også begyndte at rase her. Men det skete ikke. Hvorfor?
”Da det først var gået op for mig, hvor stærkt smitten løb, anbefalede jeg faktisk regeringen at gøre Bergamo til rød zone. Men det skete ikke, og den dag i dag ved jeg faktisk ikke hvorfor,” siger han.
Det faktum, at Bergamo ikke blev gjort til rød zone, har givet anledning til megen polemik i Italien. Den lokale afdeling af Confindustria, den italienske pendant på Dansk Industri, lancerede slogannet ”Bergamo stopper ikke”. Ifølge det afslørende tv-program ”Report” skulle organisationen også have udført et meget aggressivt lobbyarbejde over for regeringen i Rom for at få forpurret planerne om at gøre Bergamo til rød zone. Efterfølgende stiftede advokat Luca Fusco foreningen Noi Denunceremo (Vi vil anklage) i et forsøg på at finde frem til sandheden. Foreningen har en Facebook-side med mere end 66.000 følgere, og cirka 600 af foreningens medlemmer lagt sag an imod regionen Lombardiet, hvor Bergamo ligger.
”Stort set alle familier i Bergamo er mærket af corona. Jeg selv har mistet min far. Vi ønsker ikke økonomisk erstatning. Vi ønsker at få placeret ansvaret for, at Bergamo ikke blev gjort til rød zone. Det kunne have sparet mange menneskeliv”, siger Luca Fusco.
Borgmesteren bekræfter, at stort set alle i Bergamo enten direkte eller indirekte er blevet ramt af corona.
”Det gælder også for mig selv. Jeg har også mistet mennesker i min nærmeste familie. Jeg vil nok sige, at jeg aldrig tidligere har haft døden så tæt inde på livet som i dette forår,” siger Georgio Gori.
Det står klart, at Gori har været – og fortsat er – dybt følelsesmæssigt involveret. Både som borgmester og som privatperson. Med det store drama, Gori har haft tæt inde på livet, er det naturligt at spørge, om han er troende, og om troen i givet fald har hjulpet ham gennem den barske periode i foråret?
”Ja, jeg er troende katolik og også praktiserende. Troen har helt sikkert hjulpet mig til at stå imod. Jeg har ofte bedt for folk, som jeg kendte, der var ramt af virus. Samtidig må jeg tilføje: Jeg tror, at det er meget menneskeligt at spørge sig selv om, hvorfor Gud tillader alt dette? Hvorfor al den smerte? I sådan et tilfælde opfatter jeg Gud som meget mystisk,” siger han.
Har de måneder og den samlede erfaring efter coronastormen i foråret dannet baggrund for en mere eksistentiel refleksion?
”Jo, helt sikkert. Generelt føler vi mennesker os jo som herre over vores eget liv. Vi betragter ofte videnskaben som et ufejlbarligt instrument i forhold til naturen. Man kan vel godt sige, at vi føler os uovervindelige. Og lige pludselig indfinder der sig så noget, der hedder corona. Det får os til at forstå, at vi mennesker i virkeligheden er utroligt sårbare. Vi er små. Med corona har naturen ganske enkelt sat styrkeforholdet mellem menneske og natur i et helt klart perspektiv”, siger Georgio Gori.
Med til historien om virusstormen i Bergamo hører også det berømte foto af militærlastvogne, der kører bort med byens virusdøde. Et foto, som gik verden rundt.
”Det foto ramte os alle hårdt. Også mig. Det var et foto med et utroligt emotionelt budskab, som illustrerede det, vi med ord havde forsøgt at forklare omverdenen. Det viste, hvor alvorlig situationen i Bergamo rent faktisk var. Det lyder måske underligt, men i dag er jeg faktisk taknemmelig for det foto, der blevet taget af en Ryanair-stewart fra hans hjems balkon. For det hjalp med til at fortælle historien om vores dramatiske situation i forhold til både udlandet og regeringen i Rom,” siger han.
Siden de dramatiske begivenheder er der gået et halvt år. Hvordan kan Bergamo beskrives i dag?
”Bergamo er helt sikkert en by, der slikker sine sår. Vi har været nede, og nu skal vi vise, at vi er i stand til at rejse os. Det, der er sket, er umuligt at glemme. Men Bergamo er en by, der er båret frem af en rodfæstet arbejdskultur. Den kultur ligger dybt i os, og det bliver især den, der skal bære os igennem krisen og få os til at se fremad,” siger Georgio Gori.