Det eneste, der bryder stilheden, er lyden af årer, der rammer vandet, når de to kvinder ror den store træbåd lastet med kasser fyldt med frugt, grøntsager, æg og brød. De bringer kasserne ud til dem, der er i karantæne, og som derfor ikke må forlade deres hjem. Vandet i Rio Novo, der forbinder stationen med Canal Grande, og som normalt er hovedtrafikåren for vandbusser, er nu blikstille, og kvinderne fra roforeningen Row Venice lægger alle kræfter i, når de trækker årerne gennem vandet.
Kanalerne tilhører dem i øjeblikket. For over en måned siden forvandlede de deres tre traditionelle træbåde, som de normalt bruger til at undervise turister og andre interesserede i venetiansk roning, til en servicetjeneste for samfundet. Stilheden brydes af klokkerne, der ringer hver time, og som igen er begyndt at markere dagens rytme. Venedig er smuk. Venedig er frygteligt tom. Venedig er for venetianerne igen.
”Det eneste gode, der er kommet ud af denne tragiske tid, er, at vi nu kan få øje på hinanden, se hinanden og hilse på hinanden. Det har vi ikke kunnet i meget lang tid, for det var altid umuligt at genkende hinanden imellem alle turisterne. Vi havde ikke set hinanden i 40 år,” siger gondolbyggeren Lorenzo Della Toffola.
Han er en af lagunebyens 52.000 indbyggere, som plejer at blive mødt af op imod 25 millioner turister hvert år. Men nu er turisterne forsvundet, og når jeg spørger Lorenzo Della Toffola, kendt som ”vikingen”, om han vil forklare mig situationen, viser han mig sine hænder:
”De er rene for første gang nogensinde. Der er hverken spor af maling eller noget andet, jeg har arbejdet med. Det er for mig det største tegn på, at noget er galt.”
I to måneder har Lorenzos hænder ikke været beskidte. For i to måneder har gondolerne i Venedig ligget stille præcis dér, hvor de blev efterladt, og ingen står i kø for at komme ombord.
Mens hele Europa drøfter eller har iværksat en gradvis genåbning af restauranter, barer, butikker og museer, er der kun én by, der ikke kan vende tilbage til normalen: For uden turister er Venedigs økonomi ikkeeksisterende. Den strøm af mennesker, der ankom hver dag med tog, fly, skib eller bus, er fuldstændig stoppet. Venedig var hårdt belastet af de 100.000 mennesker, der ankom til byen hver dag – en ulidelig mængde – men i dag lider byen under, at antallet er nul.
”Det, der virkelig skærer mig i hjertet, er at se området Riva del Vin. Det var dér, det gamle marked lå, og hvor de plejede at losse de kurveflettede vinballoner af. Området er fyldt med små restauranter. Men alt er lukket, og ingen har nogen som helst anelse om, hvornår det vil genåbne,” fortæller Elisabetta Ferrari.
Hun har været turistguide i over 30 år, og hendes lokalkendskab kender ingen grænser. Hvert et hjørne af lagunen har en historie at fortælle.
”Vandet er krystalklart, fordi der ikke er nogen motorbåde. Robådene er tilbage, hvilket er helt poetisk, men også meget smerteligt at se.”
Borgmester Luigi Brugnaro bliver ved med at gentage, at turisterne vil vende tilbage en dag. Men også, at indtil da har alle byens erhvervsdrivende brug for støtte, så de har mulighed for at genåbne, når den dag kommer, og for at undgå, at alt for mange mister deres livsværk i mellemtiden.
Lorenzo Della Toffola bestyrer Squero di San Trovaso, det sidste tilbageværende værksted i Venedig, hvor gondolerne bliver bygget og restaureret. Historiske dokumenter viser, at dette værksted har været her siden før det 17. århundrede. De såkaldte øksemestre – dem, der forvandlede træerne til både – kom alle fra Cadore-regionen i Alperne, og de byggede deres huse i den eneste stil, de kendte til, nemlig bjergstilen.
”I disse måneder pleje vi at arbejde døgnet rundt for at restaurere bundene, male og klargøre alle både. Men alle 433 gondolierer i Venedig er sendt hjem, og de har ingen anelse om, hvornår de kan begynde at arbejde igen,” forklarer han.
Lorenzo Della Toffola stryger nænsomt skelettet af en gondol, som han arbejdede på i begyndelsen af marts, før han måtte sætte arbejdet på pause. Han begynder at opremse alle dem, der nu ikke længere har noget at tage sig til som følge af coronakrisen:
”Jeg nævnte gondoliererne, men der er også alle motorbådsførerne, kokkene, tjenerne, butiksejerne, hotellernes dørmænd, portiererne, personalet på pensionaterne, butiksassistenterne, turistguiderne og håndværkerne. For ikke at nævne teatrene, museerne, Venedig-biennalen, biograferne og byggepladserne. Det har været et forfærdeligt år: Først måtte vi blive hjemme på grund af den høje vandstand, som vi aldrig har oplevet før, og nu på grund af en virus. Jeg må indrømme, at jeg er helt nede i kulkælderen. Jeg kan ikke se, hvordan vi kommer ud på den anden side.”
Mens han taler, prøver han at blive fortrolig igen med det sted, han blev forvist fra for otte uger siden:
”Jeg er endelig tilbage i mit værksted og er i gang med at genåbne i håb om, at nogen vil komme forbi. Hvert andet år skal hver gondol males påny. Det tager en måned. En gang brugte vi beg, men i dag bruger vi trælak. Det kræver 10 lag maling, og alle lag skal påføres manuelt med en pensel. Gondolerne skal være i vandet hele tiden, for hvis de ligger stille, forfalder de endnu mere. Normalt bliver de holdt konstant våde af de bølger, som motorbåde, skibe og dampfærger skaber. Nu, hvor vandet er stille, og det ikke har regnet i to måneder, er træet tørret ud, og alle gondolerne er revnede eller krakelerede. Hvis de ligger stille, kommer der også meget mere tang på kølen. Der kunne være masser at lave for mit værksted, men jeg ved ikke, hvor mange gondolierer, der har lyst til at investere i vedligeholdelse af deres både uden at vide, hvornår turisterne kommer igen. Og jeg er bange for, at vi ikke ser turister igen i et år.”
Lorenzo Della Toffola kigger rundt på det landskab, der omgiver ham, og han gentager selv det spørgsmål, jeg stillede ham:
”Hvad skal jeg gøre nu? Jeg var ved at bygge en gondol, som næsten er færdig. Jeg regner med, at vi vil bygge en mere efter den. Det bliver året for nye både.”
Mens ”vikingen” – som han kaldes, fordi han er lyshåret, har blå øjne og en lidt upoleret fremtoning – gik derhjemme med sine rene hænder og bekymrede sig over, hvad han skulle gøre, gik Giovanni Pelizzato gennem de smalle gader og over broerne med favnen fuld af bøger.
Hans boghandel La Toletta blev åbnet af hans bedstefar i 1933. Familien er meget stolt af, at den aldrig har lukket butikken – ikke engang i de hårdeste måneder under Anden Verdenskrig. Så torsdag den 12. marts, da alle blev beordret til at lukke ned, åbnede han skodderne før daggry omkring 10 minutter i seks, og for at undgå at bryde sammen i tårer skrev han en seddel, han kunne sætte i vinduet:
”Vi bringer bøger ud hver dag mellem 13 og 17 (undtagen søndag) efter, vi har modtaget bestillinger mellem 9 og 11,” stod der.
”Jeg blev drevet af desperation og overlevelsesinstinkt,” fortæller han.
”Jeg anede ikke, om nogen ville ringe, om nogen ville købe en bog. Men nu er jeg ude at gå hele tiden. 20 kilometer om dagen. Jeg har altid levet op til at kunne levere samme dag, så jeg leverer hurtigere end Amazon, og på trods af, at jeg er 53 år, har jeg opdaget hjørner af denne by, som jeg ikke kendte.”
Giovanni Pelizzatos gåture med bøger har sikret næsten 20 procent af salget, men uden de resterende 80 procent vil mange medarbejdere blive afskediget, og terminerne må fortsat udskydes. Butikken er ved at genåbne, men det manglende salg til turister og studerende fra det nærliggende Ca’ Foscari-universitet, der er lukket ligesom alle andre universiteter, vil kunne mærkes. Oversvømmelserne den 12. november 2019 gav boghandleren det første slag:
”Jeg er en ængstelig sjæl, og hver gang, der bliver slået alarm, flytter jeg alle bøgerne op på de øverste hylder 1,7 meter over havets overflade. For i de værste oversvømmelser hidtil var vandet nået op på 1,5 meter. Men denne gang nåede vandet op på 1,87 meter og ødelagde 3800 bøger.”
Hans beretning er en af mange, hvor ord som ”fortvivlelse” og ”åndedrag” bliver brugt, fordi udfordringen fremover bliver at holde vandet rent og kunne høre lyden af årer, uden at byen omkring kanalerne dør samtidig.
Det er mærkeligt at tænke på, at for bare et par måneder siden handlede debatten om, hvordan Venedig kunne leve af turismen uden at dø af turismen.
”Turisternes påvirkning har de seneste par år været for massiv. Byen var ved at miste sin identitet,” siger Elisabetta Ferrari, der har modet til også at sige:
”Det, der sker lige nu, er katastrofalt, men giver os også mulighed for at reflektere. Man skal forstå denne by og slentre rundt i den for at nyde den. Det er ikke en forlystelsespark.”
For at få et indblik i turisternes adfærd i Venedig kan man bare se på de kolde fakta: 80 procent af byens besøgende overnatter her slet ikke, og Palazzo Ducale, museet med flest besøgende, sælger 1,3 millioner entrébilletter om året. Men det er faktisk kun 1 ud af 25 turister, der besøger dette symbolske sted i byen.
Stefano Croce, der som formand for sammenslutningen af turistguider i Venedig lever af turisterne, lægger ikke fingrene imellem:
”Turisterne kommer i de her store grupper af 40 eller 50 mennesker. De tilbringer et par timer her, myldrer rundt i gaderne, tager en selfie på Markuspladsen, snupper en bid mad på en fastfoodrestaurant, køber to magneter og giver ikke Venedig andet end lutter skrald. Det er ikke sandt, at al turisme bringer velstand. Og de besøgende, som gerne vil vide mere om Venedigs historie og udforske byen, skynder sig væk igen.”
Men det er venetianerne, der flygter som de første – de kan ikke længere bo i en by, hvor butikkerne forsvinder, og hvor Airbnb gør det umuligt at finde et hus at leje.
”Den ene forretning lukker efter den anden. Der er kun én skobutik til mænd tilbage i hele byen. For at handle må en venetianer tage til fastlandet eller købe varerne online. Hver gang en af de historiske butikker lukker, åbner der en fastfoodrestaurant, der serverer kebab, pizza-slices eller sandwicher. Husene er omdannet til pensionater eller udlejes på Airbnb, der i dag tilbyder 9000 overnatningsmuligheder i byen, hvilket svarer til omkring 20 procent af de tilgængelige boliger i hele byen. Dette er årsagen til, at unge par eller de, der kommer for at arbejde i byen, ikke længere kan bo i Venedig,” siger Stefano Croce.
Fra broen Ponte dell’Accademia kigger jeg ud over Canal Grande. Der er ingen, der sejler ned ad kanalen eller krydser den, før en fragtbåd dukker op: Også her er leverancer fra netgiganten Amazon blevet den største handelsvare.
Der er et utal af forslag til, hvordan man kan opnå varige ændringer lige fra at begrænse antallet af boliger, der må bruges til Airbnb, til et reservationssystem, der kontrollerer de daglige besøg.
”Mange mennesker har forsøgt at udtænke en løsning, men det afgørende er, at antallet af turister skal være foreneligt med antallet af indbyggere, altså mellem 50.000 og 70.000 besøgende om dagen. I dag har vi nul besøgende, for et år siden var det 100.000. Der er en risiko for, at den store mangel på turister, der er lige nu, og som vil hjemsøge byen i de kommende måneder, vil skabe et scenario, hvor alt er tilladt, og der pludselig ikke er nogen regler. Men det ville være en glidebane for Venedig. Venedig må kigge fremad og skabe holdbare forandringer, lige så snart muligheden byder sig,” siger Stefano Croce.
Nu begynder det endelig at regne lidt, hvilket er en Guds gave til de udtørrede gondoler i denne karantænetid, og derefter viser der sig en regnbue over Canal Grande. Et muligt varsel om en lys fremtid.
Oversat af bureauet Translated by Us
Mario Calabresi har været chefredaktør for de italienske aviser La Repubblica og La Stampa og arbejder i dag som freelancejournalist og forfatter. Denne artikel er oprindeligt offentliggjort på hans blog.