Det amerikanske magasin The Atlantic bringer en analyse af fænomenet Islamisk Stat, IS, ved Graeme Wood, redaktør og professor i politisk teori ved Yale Universitet. Kæmpende islamisme eller jihadisme kan antage mange former, fastslår Wood, og må endelig ikke betragtes som blot variationer af det berømte al-Qaeda. Den er organiseret som et netværk af terrorceller med stor geografisk spredning. Islamisk Stat har derimod bundet sin legitimitet til ambitionen om fra starten at fremvise et kalifat, altså et konkret territorium, som løbende skal udvides gennem kamp. Derfor har IS også en stor, synlig organisation med både en militær og en civil gren, som styrer de erobrede områder.
Ligeledes må man gøre sig klart, at navnet Islamisk Stat skal tages for pålydende, selvom medier og en del politikere gerne bestrider, at organisationen har noget med islam at gøre.
”Meget af, hvad IS gør, forekommer meningsløst, hvis man ikke ser det i lyset af en oprigtig, omhyggeligt overvejet forpligtelse til at lade civilisationen vende tilbage til en lovgivning fra det 7. århundrede og hidkalde en apokalypse,” skriver Wood.
Det lønner sig at lytte til IS's mest velformulerede talsmænd, der vedholdende understreger, at de ikke viger fra forskrifter, som stammer fra Muhammed og hans tidligste tilhængere. Disse talsmænd, siger Graeme Wood, ”taler ofte i koder og med henvisninger, der virker sære og gammeldags for ikke-muslimer, men som knytter sig til specifikke traditioner og tekster i den ældste islam”.
For eksempel har den ledende IS-talsmand sheikh Abu Muhammad al-Adnani opfordret muslimer i blandt andet Frankrig og Canada til at ”ødelægge de vantros afgrøder” - en sært usamtidig formulering, som netop stammer fra de meget gamle strategier.
”Sandheden er, at IS er muslimsk. Meget muslimsk. Nok har den tiltrukket psykopater og eventyrere, især fra de utilfredse befolkningsgrupper i Mellemøsten og Europa. Men den religion, der prædikes af dens ivrigste tilhængere, er udledt af sammenhængende og lærde tolkninger af islam.”
Graeme Wood har personligt interviewet IS-teologer og var imponeret over deres sammenhængende argumentation. Han tilføjer, at han til sit eget efterfølgende ubehag desværre fandt deres selskab interessant.
”Muslimer kan afvise IS, det gør næsten alle. Men at lade, som om den ikke er en religiøs, apokalyptisk gruppe med en teologi, som man skal begribe for at kunne bekæmpe, har allerede forledt USA til at undervurdere den og følge tåbelige strategier til at imødegå den.”
DER HERSKER UVENSKAB mellem al-Qaeda og IS, som især har udspring i IS' grusomhed på indre linjer. Traditionelt skelnes der inden for islam mellem synderen og den frafaldne, som skal dø. IS-teologerne udnævner imidlertid mange syndere til direkte frafaldne. Sælger man alkohol eller narkotika, går i vestligt tøj, barberer sig, stemmer ved et valg - selv med udelukkende muslimske kandidater - eller er man for slap til at betegne andre som frafaldne, har man i IS gjort sig skyldig i en synd, der kan ligestilles med frafald.
Også shiiterne opfattes som frafaldne. IS anser retningen som en nyskabelse, og fornyelse af Koranen er en bestridelse af dens perfektion.
”Det betyder, at omkring 200 millioner shia-muslimer har dødsdømt sig selv. Det har tillige alle statsledere i de muslimske lande, som har ladet menneskeskabte love stå over sharialoven.”
De ugentlige massehenrettelser på IS-territorium rammer faktisk mestendels dem, som er erklæret frafaldne. Det lader til, at kristne ikke henrettes automatisk, medmindre de modsætter sig det nye styre, hævder Wood. Man må altså medtænke den religiøse dimension.
”Blot fordi religiøs ideologi ikke betyder meget i Washington eller Berlin, er den ikke tilsvarende irrelevant i Raqqa eller Mosul. Når en maskeret bøddel siger 'Allahu akbar', mens han halshugger en frafalden, så gør han det nogle gange af religiøse grunde,” lyder det syrligt fra Wood.
Mange muslimske organisationer har ganske vist erklæret IS for u-islamisk. Det er beroligende, men skyldes kun en mere eller mindre bevidst miskendelse af islams gamle, historiske regler. IS-kæmperne følger derimod omhyggeligt den tidlige islams normer for krig, der tæller slaveri, korsfæstelse og halshugning.
Heldigvis har IS en akilleshæl, lyder det i The Atlantic.
Mens al-Qaeda ikke kan udryddes, fordi den som en kakerlak overlever i sit skjul, så er IS nødvendigvis ude i det åbne. Mister den sine landområder i Syrien og Irak, vil den også tabe sin legitimitet. Dens påstand om at være motor for Allahs vilje og hidbringer af den savnede apokalypse vil være fatalt ramponeret.
Anders Raahauge er kulturjournalist