Sophia Cheng føler sig lidt som julemanden, når hun med udgangen af hvert skatteår beslutter, hvilke velgørende projekter hun vil give penge til.
Den 33-årige ejer af et kommunikationsbureau er del af bevægelsen ”Giving What We Can” (Giver, hvad vi kan), som er grundlagt af filosoffen Toby Ord fra universitetet i Oxford tilbage i 2009. Han giver selv halvdelen af sine indtægter til velgørenhed, og det handler ikke bare om at give, men om at give til organisationer og projekter, hvor pengene gør mest gavn, og hvor mindst muligt bliver spist op af administration og andre omkostninger – også kendt som effektiv altruisme.
I år, hvor coronakrisen har sat sig dybe spor verden over, har ”Giving What We Can” på globalt plan passeret 5000 personer og virksomheder, som har givet tilsagn om, at de vil give mindst 10 procent af deres indkomst til velgørenhed.
Det er en rejse, som Sophia Cheng også er taget med på. I starten gav hun 2,5 procent af sin årlige indtægt, men har de seneste år hævet det til 10 procent af overskuddet i hendes lille kommunikationsvirksomhed.
”Jeg giver 50 procent med hjernen og 50 procent med hjertet,” forklarer Sophia Cheng.
De 50 procent med hjernen er blandt andet de projekter, som er udvalgt som værende de økonomisk mest effektive for slutbrugerne, udvalgt af ”Giving What We Can”, mens den anden halvdel er projekter, som hun personligt synes er vigtige netop det pågældende år.
Denne mere systematiske og strategiske velgørenhed er den foreløbige kulmination på en lang personlig rejse. Men velgørenhed var også i mindre målestok en del af hendes opvækst.
”At give til velgørenhed har altid været en del af, hvad vi gør i min familie,” fortæller hun.
Hun husker, hvordan hun som barn tog del i de store landsindsamlinger med tv-kampagner på BBC som ”Children in Need” (Børn i nød) og ”Red Nose Day”, hvor alle render rundt med en rød næse og gør fjollede ting for at samle penge ind.
”Så tankerne om at give til velgørenhed har altid simret i baghovedet, men det var aldrig noget, som jeg tænkte strategisk over,” fortæller Sophia Cheng.
Beslutningen om at skride til handling kom, da hun først læste artikler i avisen The Guardian og siden bogen ”Doing Good Better” (Gør gode gerninger bedre) af Will MacAskill, der er medstifter af ”Giving What We Can” og ligeledes medstifter af Centeret for Effektiv Altruisme i Oxford.
”Jeg har tidligere arbejdet for velgørende organisationer og været frivillig i genbrugsforretninger og i organisationer, der arbejder med miljø og klima. Så det var mere min tid end mine penge, som jeg gav. Og så støttede jeg, når venner eksempelvis løb en maraton for at samle penge ind til sager, de støttede, så jeg følte, jeg gjorde nok.”
Men Will MacAskills bog var en øjenåbner, fordi den viste, hvor meget af omsætningen i mange velgørende organisationer, der går til de faste omkostninger.
”Det satte gang i en intellektualisering, hvor jeg indså, at mine penge kunne gøre endnu mere nytte.”
Sophia Cheng følte sig som sådan ikke velhavende, men tankeprocessen gav et gevaldigt skub, da hun på hjemmesiden for ”Giving What We Can” skrev sin indtægt ind i den såkaldte velstandsberegning.
”Og jeg er blandt de fire procent med den højeste indtægt på globalt plan. Det var noget af en mavepuster. Jeg følte, at jeg havde en forpligtelse, og at jeg skulle give mere som en ansvarlig borger. Det satte fokus på min personlige forpligtelse og åbnede hjernen,” siger Sophia Cheng om sit heureka-øjeblik.
I starten var det 2,5 procent af hendes løn efter skat, som hun gav videre hver eneste måned.
Og fra starten lagde hun sig fast på princippet om at dele donationerne, så halvdelen blev givet med hjertet og den anden halvdel med hovedet.
På den måde har hun blandt andet støttet myggenet og medicin til behandling af maveorm.
”Det er der, hvor du kan gøre mest gavn i verdens fattigste lande. Vi hører tit om skolebøger, uniformer og løn til lærere. Men det mest effektive er at hjælpe børn, så de er sunde nok til at gå i skole, hvilket udfordrer den paternalistiske tilgang om, at vi her i Vesten ved, hvad der er bedst for andre,” forklarer Sophia Cheng.
Med hjertet giver hun penge til projekter, der geografisk er tættere på hende, såsom forskning i alzheimer og mental sundhed for unge.
”Da jeg først startede med at give systematisk, indså jeg, at det var let. Og det efterlod mig ikke på nogen måde i en nødlidende position. I 2017 ændrede jeg min tilgang, så i stedet for at tage pengene ud af min løn skiftede jeg til at give 10 procent af overskuddet i min virksomhed,” fortsætter Sophia Cheng, der afviser præmissen om, at det betyder, at hun blot lægger en ekstra skat på virksomhedens kunder.
I lang tid var hun kun sig selv, men i dag har hun to ansatte i sin lille græsrodsforretning, så sidste år var de 10 procent af overskuddet 2000 pund, svarende til lidt over 16.000 kroner.
”Men det var den største profit, som jeg nogensinde har haft, og jeg indså, at de 10 procent for mig var rigtigt mange penge. Og det var en udfordring for mig at give så relativt mange penge til velgørenhed. Og jeg havde denne her lille stemme siddende på min skulder, som sagde, at jeg i stedet skulle sætte flere penge af til pension og tænke mere på at sikre mig selv,” siger Sophia Cheng, der dog endte med at holde fast i sine principper.
”Det er min egen lille skat, og det giver mig en følelse af at gøre en forskel.”
Samtalen finder som så meget andet i disse coronatider sted over en videokonference, hvor hun sidder med store høretelefoner på. Og hver gang et spørgsmål overrasker hende, så holder hun en lang tænkepause, mens hun har hovedet på sned.
Det gælder også spørgsmålet, om det ikke svarer til at tage penge væk fra skattevæsenet og dermed det fælles gode, når hun tager de 10 procent fra virksomheden.
”Jeg betaler stadig min personskat, og jeg betaler stadig selskabsskat, og pengene til velgørenhed tages først efterfølgende,” lyder det eftertænksomt.
Sophia Cheng er også en del af klimabevægelsen Extinction Rebellion, hvilket rejser spørgsmålet, om det er en særlig gruppe af mennesker, som er villige til at give 10 procent til velgørenhed.
”Jeg er ikke supertæt på de folk, der er en del af ’Giving What We Can’. Men mit indtryk er, at det er en meget blandet skare, som kommer fra alle dele af samfundet, og det, som binder os sammen, er, at vi giver noget, hvor vi kan se resultaterne. Mit indtryk er også, at der nu er flere kvinder,” fortæller Sophia Cheng, som også indrømmer, at det ikke er altid, at hendes donationer går til de mest effektive organisationer.
”Men vi skal ikke straffe velgørende organisationer for at tage chancer.”
Og derfor er det også først ved afslutningen af hvert skatteår, at årets modtagere udvælges.
”Jeg reflekterer over, hvor der er behov for forandringer, og hvad der har berørt mig de seneste 12 måneder. Her under nedlukningen på grund af corona har jeg talt med mine bofæller om det, og hvor jeg eksempelvis kunne give til noget, der bekæmper racisme. Men jeg bruger det ikke til at sige ’Er jeg ikke fantastisk, jeg har givet 10 procent’. Men jeg deler ofte beregneren, så folk kan se, hvor rige de er.”
Når det er sagt, har hendes mor ikke altid fuldt ud forståelse for, at det skal være hele 10 procent, som går til velgørenhed.
”Min mor satte spørgsmålstegn ved, om det var det mest fornuftige, frem for at sikre min egen økonomiske fremtid. Men det er ikke noget, der påvirker mine forældre, og når vi taler om det, så er jeg ikke missionerende om det. Jeg går heller ikke ud og shopper, og for mig er det en fornøjelse hvert år at tænke over, hvor mine penge kan gøre en forskel, og jeg føler ikke, at jeg giver afkald på noget.”
For Sophia Cheng er religion ikke en del af hendes velgørenhed, selvom hun nu har besluttet at betale tiende.
”Jeg kommer lidt til min velgørenhed som en frafalden katolik, hvor du altid føler skyld, hvilket nok er noget, som jeg har arvet fra den irske del af min familie. Men jeg har læst filosoffen Alain de Bottons ’Religion for ateister’, hvor han beskriver, hvad sekulære kan låne og lære fra religion,” siger hun.