Sort magi trækker fortsat dybe spor i Afrika

Kristendom og islam stortrives i afrikanske lande, men det betyder ikke, at afrikanerne har opgivet troen på magi og hekseri som en genvej til succes

Den 41-årige tanzanier og muslim Said Juma Khalid håber ikke, at hans børn vil komme til at tro på sort magi og hekse, når de bliver voksne. Selv besøgte han en lokal heksedoktor, da det gik dårligt med hans taxikørsel. ”Efter besøget begyndte jeg stille og roligt at få flere kunder,” siger han. –
Den 41-årige tanzanier og muslim Said Juma Khalid håber ikke, at hans børn vil komme til at tro på sort magi og hekse, når de bliver voksne. Selv besøgte han en lokal heksedoktor, da det gik dårligt med hans taxikørsel. ”Efter besøget begyndte jeg stille og roligt at få flere kunder,” siger han. – . Foto: Mercy John.

Særlig stolt af det er den 38-årige tanzanier Fumati Massawe ikke: At han er blandt de mange tanzaniere, der har prøvet at konsultere en heksedoktor. Ikke blot én, men flere gange, er Fumati Massawe taget af sted.

Selvom han har dårlig samvittighed over det, indrømmer han:

”Mine forældre er kristne, og jeg er kristent opdraget, men da jeg skulle til at klare mig selv og tjene mine egne penge, blev livet hårdt. Jeg så, at nogle af mine venner her i byen klarede sig rigtigt godt og tjente mange penge. Da jeg spurgte dem, hvordan de gjorde, fortalte de mig, at de havde konsulteret en heksedoktor for at få succes. Så gjorde jeg det samme. Heksedoktoren gav mig en medicin, som jeg skulle tage,” siger han.

Fumati Massawe lever af at sælge solcellepaneler og eldrevne produkter i storbyen Arusha i det nordlige Tanzania, og han er ikke et øjeblik i tvivl om, at heksedoktorens medicin har haft en væsentlig betydning for, at hans forretning i dag går godt.

”Ugen efter, at jeg havde besøgt heksedoktoren og spist medicinen, modtog jeg en stor ordre på levering af solcellepaneler. Siden har jeg ikke tvivlet på, at heksedoktorens magi virkede, og jeg er også klar til at gøre det igen, hvis jeg får brug for det i forbindelse med min forretning. Det er en nem vej til succes, for det får dig til at tjene mange penge i løbet af kort tid,” siger han.

Når Fumati Massawe alligevel har kvaler over at have besøgt heksedoktoren, hænger det sammen med hans kristne opdragelse. Den tanzaniske mand understreger, at heksetro er i direkte modstrid med Bibelen:

”Bibelen siger, at du kun skal tro på Gud og ikke på andre guder. Derfor er det meget svært for mig at kombinere min heksetro med min kristendom. Jeg går ikke særlig tit i kirke, fordi jeg har dårlig samvittighed over at have besøgt en heksedoktor. Nu kommer jeg kun i kirken ved særlige lejligheder.”

”Bibelen siger, at du kun skal tro på Gud og ikke på andre guder. Derfor er det meget svært for mig at kombinere min heksetro med min kristendom,” siger Fumati Massawe fra Arusha. –
”Bibelen siger, at du kun skal tro på Gud og ikke på andre guder. Derfor er det meget svært for mig at kombinere min heksetro med min kristendom,” siger Fumati Massawe fra Arusha. – Foto: Mercy John

I slutningen af januar blev 10 børn i alderen to til ni år fundet myrdet og lemlæstet i Njombe-distriktet i den sydlige del af Tanzania. I modsætning til tidligere lignende tilfælde var børnene ikke albinoer, har landets sundhedsminister oplyst.

Alle børnene havde fået fjernet kropsdele, tænder og indre organer. Landets indenrigsminister, Kangi Lugola, slog efterfølgende fast i medierne, at drabene på børnene, som forinden var blevet bortført fra lokale markeder eller deres hjem, var forbundet med ”heksetro”. Kangi Lugola fortalte også, at nogle af børnenes egne familiemedlemmer var anholdt i forbindelse med sagen, samt at flere end de 10 fundne børn var rapporteret savnet i Njombe-distriktet.

Fumati Massawe har læst om sagen i Njombe i aviserne. Den slags heksetro tager han kraftig afstand fra.

”Jeg vil kun konsultere en heksedoktor, når det handler om min forretning. Nogle bruger også heksekunst til at skade andre. Det er forkert. Der findes heksedoktorer, som vil have dig til at tro, at ritualer, som involverer børns kropsdele eller drabet på et barn, vil kunne give dig succes i din forretning. Jeg er sikker på, at det er det, som er sket i Njombe, og det er meget forkert,” siger han.

Fumati Massawe er skilt og far til tre børn. Men på samme måde, som han ikke selv blev opdraget til at tro på sort magi, opdrager tanzanieren heller ikke sine egne børn til at tro på sort magi.

”Det skyldes, at heksetro også kan bruges til nogle meget dårlige ting. Som nu det, der overgik børnene i Njombe,” siger han.

Sagen med de myrdede børn er ikke enestående i Afrika syd for Sahara, hvor lande som Nigeria, Ghana, Elfenbenskysten, Sydafrika og Den Centralafrikanske Republik blot er nogle af de lande, som har været ramt af officielle skandaler, der involverer heksetro og magi.

Op til præsidentvalget i det vestafrikanske land Elfenbenskysten i 2015 blev over 20 børn bortført, og de fleste blev efterfølgende fundet dræbt og lemlæstet, berettede det britiske nyhedsbureau Reuters dengang. Drabene mentes at have forbindelse til heksetrosritualer op til valget, og teorien bliver understøttet af, at der var lignende stigninger i bortførelser af ivorianske børn op til valgene i både 2010 og 2006.

I et andet vestafrikansk land, Ghana, eksisterer der fortsat såkaldte hekselejre, som kvinder bliver forvist til, efter at lokalsamfundet har fundet dem skyldige i at være hekse.

Den 41-årige Said Juma Khalid er muslim og opvokset i det centrale Tanzania. I lighed med Fumati Massawe flyttede han til Arusha i jagten på indtjening og en fremtid.

I dag er han gift, far til to, kører motorcykeltaxi og går i moskéen for at bede til Allah næsten hver dag. Men magi eller heksetro har også en plads i hans liv.

”Det er ikke ofte, at jeg har besøgt en heksedoktor, men jeg har gjort det på et tidspunkt, hvor det gik dårligt med mit arbejde,” siger han.

Said Juma Khalid er ikke i tvivl om, at heksedoktoren og -troen har udrettet noget i hans liv, som hans muslimske tro ikke kunne have taget hånd om. I hvert fald ikke lige så hurtigt:

”Efter besøget hos heksedoktoren begyndte jeg stille og roligt at få flere kunder. Jeg kan også huske, at hvis nogen var syge i landsbyen, dengang jeg var barn, blev de indimellem bragt til den lokale heksedoktor eller babu (der på swahili betyder ”bedstefar” og ofte bliver brugt om landsbyens lokale healer). Og så helbredte han dem.”

For Said Juma Khalid er besøgene hos heksedoktoren en måde, hvorpå han slipper for at ”hustle”, der bedst kan oversættes til at snyde andre lidt for egen vindings skyld, i sit arbejdsliv. ”Jeg foretrækker at aflægge et besøg hos heksedoktoren, selvom det strider imod islam. Jeg ser det som en genvej til velstand og succes, for gør jeg præcis, som han siger, virker det,” siger han.

Said Juma Khalid har også hørt om de myrdede børn i Njombe. Sagen er ”frygtelig”, mener han.

”Nogle heksedoktorer kan sige til dig, at du skal gå ud og slå din egen bror, søster, mor eller sågar dit eget barn ihjel, for at du selv kan opnå succes og rigdom. Det foregår mest ude på landet. Den slags heksedoktor ville jeg aldrig opsøge. Jeg tror ikke, du kan opnå succes ved at slå et andet menneske ihjel, og da slet ikke et barn. Derfor håber jeg heller ikke, at mine børn kommer til at tro på hekse, når de bliver voksne,” siger han.

Mercy John fra Tanzania har bidraget til artiklen.