Amerikanerne kender Martin Luther King som en karismatisk baptistpræst, der gennem fredelige aktionsmetoder blev den ukronede leder af USA’s borgerrettighedsbevægelse fra midten af 1950’erne, indtil han blev dræbt af en snigskyttes riffelskud den 4. april 1968.
Men det er et ufuldkomment billede af Martin Luther King, som forhindrer det amerikanske folk i at tage hele baptistpræstens budskab til sig på et tidspunkt, hvor nationen forbereder mindehøjtideligheder for 50-års- dagen for attentatet på King. Det siger en række sorte, kristne aktivister, der ønsker et opgør med det, de kalder USA’s renskurede version af Martin Luther King.
”Der har de seneste årtier været et forsøg på at tæmme mindet om Martin Luther King ved at fjerne den radikale del af hans budskab. Man har forsøgt at tage Kings ”I have a dream”-tale og pakke den ind i cellofan og holde den separat fra hele omfanget af hans liv, præsteembede og budskab,” siger biskop Darin Moore fra den sorte metodistkirke African Methodist Episcopal Zion Church i Charlotte, North Carolina.
Som formand for et netværk af 38 hovedsagligt kristne trossamfund, The National Council of Churches, er han med til at organisere et af de største religiøse initiativer på mindedagen for drabet på King. Formålet er at tilskynde troende i USA til at bekæmpe racisme og gøre Kings arbejde færdigt.
”Det er ikke tilstrækkeligt, at vi bliver ved med at mindes King, hvis vi ikke selv forpligter os til at udleve hans vision om et land, der frygtløst konfronterer ulighed. Racisme er en moralsk synd, og vi ønsker igen at engagere kirkemiljøet i et opgør med denne synd,” siger Moore.
Biskoppen insisterer på, at der er plads til alle kristne grupperinger i kampen for at stoppe racisme i USA i Kings ånd, da de kristne værdier og racisme er uforenelige:
”Kings stærke artikulering af, at mennesket ikke skal bedømmes på dets hudfarve, men på dets karakterindhold, kan ikke forstås adskilt fra, at King samtidig udfordrede de strukturer i samfundet – økonomiske, uddannelsesmæssige og lovgivningsmæssige – der behandler sorte amerikanere som mindreværdige end hvide.”
For journalist Wendy C. Thomas, der har hjemme i Memphis, Tennessee, hvor Martin Luther King blev dræbt, var det også ønsket om et opgør med, hvad hun kalder den ”intetsigende og karakterløse” version af Martin Luther King, der fik hende til at søsætte et nonprofit historiefortællingsprojekt om King.
Hun kritiserer, at de fleste hvide kirker i byen, hvor King døde, stadig ikke sætter fokus på racisme, ligesom mange sorte præster fortsætter med at lægge mere vægt på personlig udvikling end på at tackle den ulighed, der findes i lokalsamfundets institutioner.
”King efterlyste en omfattende omfordeling af den politiske og økonomiske magt i USA, men det er ikke et citat, som vi ser på T-shirts, når vi mindes ham. Mit projekt, MLK50, går ud på at give en mikrofon til de sorte arbejdere, som King krævede bedre forhold for her i Memphis,” siger hun og understreger, at forholdene i Memphis i dag på mange måder er lige så grumme, som da den legendariske baptistpræst kom til byen for at demonstrere:
”52 procent af sorte børn i Memphis og omegn lever i fattigdom. Det er ikke en statistik, King ville være stolt af. Det nytter ikke noget, at vi i USA bare mødes i kirken og mindes King som en, der opfordrede små sorte og hvide drengebørn til at holde hinanden i hånden. Det kræver intet af os, intet offer og ingen afgivelse af magt. Det er bevidst uvidenhed, som der ikke kommer noget ud af.”
Wendy C. Thomas er overbevist om, at hvis Martin Luther King levede i dagens USA og så den økonomiske ulighed, der stadig rammer sorte langt hårdere end hvide, så ville han føre an i omfattende civil ulydighedsak- tioner.
”Han ville ikke være imponeret over mindehøjtideligheder og begivenheder. Han ville spørge os: ’Hvad gør I for at skabe gode arbejdspladser og lige løn?’.”
Jemar Tisby, der leder et online-forum for sorte kristne, forsker i race, religion og kultur ved University of Mississippi. Han er enig med Darin Moore og Wendy C. Thomas i, at mange kristne – specielt hvide evangelikale – misforstår racisme som noget, der kun sker på det personlige plan.
”Mit budskab til hvide konservative kristne er, at det er super fint, hvis de ikke selv har fordomme over for folk med en anden hudfarve. Men de må samtidig indse, at Amerika stadig er sat sammen politisk, økonomisk og socialt sådan, at der er fordele og ulemper, som kun kan forklares med race, og at det må vi bekæmpe sammen,” siger Jemar Tisby.
Han mener, at det er afgørende, at amerikanere indser, at Martin Luther Kings aktivisme ikke kan forstås adskilt fra hans kristne tro:
”Mange konservative kristne ønsker kun at mindes præsten King, og mange aktivister ønsker kun at mindes King for hans borgerrettighedskamp, men for Martin Luther King hang de to ting uløseligt sammen.”
Martin Luther Kings budskab til hvide præster i hans berømte åbne brev fra en varetægtsfængsling i Alabama, ”Letter From a Birmingham Jail”, om at være modige i stedet for tilbageholdende og tavse bag kirkens beskyttende vinduer, føles yderst presserende i dag for en sort, kristen mand som Jemar Tisby.
”Vi lever i en meget anspændt tid. Mange af os er foruroliget over, at folks racistiske synpunkter igen er kommet op til overfladen, nu hvor vi har en præsident, der lader snæversyn og had flamme op. Når nynazister og racister åbenlyst omfavner manden i landets højeste embede, så må vi som amerikanere stille spørgsmålet, hvor langt er vi egentligt kommet?”.
”Sandheden er, at præsident Trump ikke skabte disse problemer. Han synliggjorde dem for hele nationen, og han har gjort det tydeligt, at racisme stadig udgør en fare for USA i det 21. århundrede,” mener Jemar Tisby.
Derfor mener biskop Darin Moore også, at det er forhastet at tale om forsoning, når amerikanerne på onsdag mindes Martin Luther King på 50-årsdagen for drabet på præsten med den berømte drøm om, at alle amerikanere en skønne dag ville leve frit sammen, og at hans børn ville blive bedømt på deres egenskaber og ikke deres hudfarve.
”En forudsætning for forsoning er, at vi ikke alene erkender den personlige racisme, men også den strukturelle racisme i dette land. Først derefter kan der være reel anger. Det var Kings håb, at med anger ville følge en overbevisning om, at vi må gøre op med USA’s moralske synd. Først da kan vi hele dette lands sjæl,” mener Darin Moore.