Sovjetunionen blev den udfordring, Nazityskland knækkede halsen på

De sovjetiske soldater var langt dårligere uddannet end de højprofessionelle og taktisk dygtige tyskere. Men undervurderingen af Sovjetunionen endte alligevel med at blive en af de største tyske fejl

Tyske soldater rykker ind i Sovjetunionen i sommeren 1941. Her blev Den Røde Hær løbet over ende.
Tyske soldater rykker ind i Sovjetunionen i sommeren 1941. Her blev Den Røde Hær løbet over ende. Foto: Ritzau Scanpix.

Der blev spillet ”Brylluppet i Malinovka” den lørdag aften, den 21. juni 1941, i den belarusiske hovedstad Minsk. Blandt tilskuerne til komedien, som blev opført for fulde huse i officerernes klub, var generaloberst D.G. Pavlov, den øverstkommanderende for Den Røde Hærs indsatsområde langs den sovjetiske grænse i vest.

Undervejs i forestillingen fik Pavlov oplyst, at tyske soldater tilsyneladende var ved at gøre sig klar til kamp langs grænsen.

”Det kan ikke passe,” sagde Pavlov efter sigende og fortsatte med at se teater.

Hans ordre var under alle omstændigheder at forholde sig i ro. Ifølge den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, var de verserende rygter om et tysk angreb og dermed et brud på ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen fra 1939 uden hold i virkeligheden.

Men Operation Barbarossa, den tyske invasion af Sovjetunionen, var virkelig nok. Fra daggry den 22. juni skød og bombede tre millioner soldater, ledsaget af 3000 kampfly, sig over grænsen og løb fuldstændigt Den Røde Hær over ende. I løbet af fire måneder var Baltikum, Belarus og det meste af Ukraine faldet til tyskerne. Leningrad var afskåret fra sine vigtigste forsyningsruter, og den tyske hær stod 150 kilometer fra Moskva. I oktober 1941 levede næsten 90 millioner mennesker, svarende til 45 procent af den russiske befolkning før krigen, under tysk herredømme.

Samtidig havde Den Røde Hær mistet mere end tre millioner soldater. Nederlaget syntes totalt og uundgåeligt for Sovjetunionen. Triumfen var Adolf Hitlers.

Og alligevel ikke. Selvom angrebet den 22. juni kom som et chok for Sovjetunionen, var krigen i sig selv ingen overraskelse. Sovjetunionen var bedre forberedt, end tyskerne anede, siger Niels Bo Poulsen, chef for Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie og ekspert i russisk militærhistorie og Anden Verdenskrig.

Den sovjetiske diktator Josef Stalin havde i årevis været overbevist om, at Sovjetunionen på et tidspunkt ville blive angrebet af de vestlige lande, fordi den socialistiske drømmestat ville blive set som en trussel mod deres egne kapitalistiske systemer, og landet havde oprustet siden 1937.

Desuden var der lagt omfattende og detaljerede mobiliseringsplaner for, hvordan fabrikker kunne omstilles fra civil til militær produktion. Fabrikker, der producerede damesko, skulle omstille til militærstøvler. Kakkelovnsrør skulle ændres til feltkøkkener. Og der var masser af fabrikker at omstille. Ifølge den britiske historiker og forfatter Catherine Merridale havde Sovjetunionen i 1938 Europas største industri.

”Undervurderingen af Sovjetunionen var en af de største tyske fejl. Og det var ikke kun Hitler, der tog fejl. Det var en gennemgående vurdering blandt de tyske generaler, at Sovjetunionen var en svag modstander,” siger Niels Bo Poulsen.

”Tyskland havde ikke taget Sovjetunionens enorme modstandskraft i betragtning. Det socio-økonomiske system var meget mere stabilt end forudset. Der var opbygget en enorm sværindustri. Den sovjetiske hær var større end forventet, og der var en stor evne til totalmobilisering. Stalin traf også nogle andre valg i løbet af krigen. Han lagde vægt på at producere billigere militært udstyr end tyskerne. Det gik hurtigere, men slagkraften var fremragende. Samtidig blev stort set al civil produktion indstillet. Folk arbejdede i døgndrift, og de sultede. De døde bogstaveligt talt ved drejebænkene – men de opfyldte produktionsmålene.”

Niels Bo Poulsen peger på, at Stalin og Hitler begge var totalitære ledere, der ville omforme deres stater, men Sovjetunionen havde haft sin revolution i 1917 og var kommet længere i processen med at underordne samfundets institutioner det politiske system. Det gav Stalin og hans inderkreds en frihed til at føre krig for enhver pris, som Hitler trods alt ikke havde. Hitler måtte tage flere hensyn til befolkningen, til kirken, til industrien. For eksempel kunne – og ville – han ikke lade kvinderne arbejde.

”Stalin kunne se stort på alle de hensyn. Sovjetunionen regnede med, at krigen ville komme før eller siden, og erfaringen fra Første Verdenskrig var, at den ville blive lang og modbydelig,” siger Niels Bo Poulsen.

Svagheden ved begyndelsen af krigen var, at de sovjetiske soldater var langt dårligere uddannet end de højprofessionelle og taktisk dygtige tyskere.

”De var dilettantiske, men de var indstillet på en eksistenskamp og accepterede store tab. Og Den Røde Hær bliver meget dygtigere undervejs i krigen,” siger han.

”Stalin har delvis den samme psyke som Hitler, men forskellen er, at Stalin lærer af sine fejl undervejs. Han er også meget mere flittig og stringent end Hitler. Hitler er en doven fætter, der ikke læser de militære analyser grundigt nok. Stalin er på mange måder en bedre strategisk leder, og han giver sine chefer et vist råderum.”

På den tyske side hober problemerne sig op, jo længere tid der går. Niels Bo Poulsen sammenligner Tyskland med en kvik og adræt letvægtsbokser, der i begyndelsen danser elegant rundt om sin tunge og klodsede modstander og kan sætte en masse overraskende slag ind. Men i det lange løb er Sovjetunionens størrelse en fordel.

For landet selv betyder det, at såvel hærenheder som produktion kan flyttes ind i landet fra de besatte områder. For tyskerne betyder størrelsen, at materiel, mad og soldater skal transporteres over enorme strækninger.

”Tyskerne har sofistikerede våben, men de kan ikke få dem frem. Blandt andet har jernbanerne en anden sporvidde, så alt skal omlastes.”

Når Tyskland fejlvurderede Sovjetunionen så fatalt, skyldtes det flere faktorer, forklarer den tyske forfatter og historiker ved institut for samtidshistorie i München Christian Hartmann der har specialiseret sig i nazismen og tysk militærhistorie.

”Tyskland registrerede blandt andet, hvor svært Sovjetunionen havde ved at vinde Finlandskrigen. Desuden var den tyske erfaring fra Første Verdenskrig, at det var svært at vinde i vest, men let i øst. Så da det gik strygende på vestfronten, troede man, at det blot ville blive endnu nemmere i øst mod Sovjetunionen. Men det blev Nazitysklands største brøler under Anden Verdenskrig,” siger Christian Hartmann.

Karl Christian Lammers, lektor emeritus ved Københavns Universitet med speciale i moderne tysk historie og nazisme, kalder invasionen af Sovjetunionen for ”en enorm stor opgave, der ikke er tænkt til ende”. Blot et år efter angrebet ved de tyske generaler, at de står over for et nederlag.

”Kampen mod Den Røde Hær bliver meget blodigere end mod de allierede på Vestfronten. Der er meget større slag, og Sovjetunionen kan sætte mange flere soldater ind. Det dræner Tyskland,” siger Karl Christian Lammers.

”Der er ingen tvivl om, at Sovjetunionen bærer den tungeste del af Anden Verdenskrig.”