Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

SpaceX-astronauter sætter kurs tilbage mod Jorden

SpaceX er det første private firma nogensinde til at stå for opsendelsen af astronauter. Foto: Joe Skipper/Reuters

Turen markerer enden på en historisk testmission af SpaceX's evner til at sende mennesker ud i rummet.

To amerikanske astronauter fra det amerikanske rumfartsagentur Nasa er på vej tilbage til Jorden i SpaceX-rumkapslen "Crew Dragon".

Det sker, efter at de natten til søndag klokken 00.35 dansk tid har afkoblet fra Den Internationale Rumstation (ISS), skriver nyhedsbureauet dpa.

- Så er de afsted efter 62 dage om bord og 1024 kredsløb om Jorden, skriver Nasa blandt andet på Twitter natten til søndag.

Rumfartsagenturet bekræfter, at rumkapslen er på "en sikker bane" på vej mod Jorden, skriver nyhedsbureauet AFP.

Turen markerer enden på en historisk testmission af SpaceX's evner til at sende mennesker ud i rummet.

De to astronauter forventes at lande i Den Mexicanske Golf ud for Floridas kyst søndag eftermiddag lokal tid. Deres tur tilbage til jorden forventes at tage 19 timer.

Astronauterne Bob Behnken og Douglas Hurley blev 30. maj opsendt af det amerikanske firma SpaceX. Firmaet er det første private selskab nogensinde til at sende astronauter ud i rummet, hvilket er sket i samarbejde med Nasa.

Opsendelsen i maj var desuden første gang siden 2011, at et rumfartøj med astronauter blev sendt ud i rummet fra amerikansk jord.

Dengang var det rumfærgen "Atlantis", der blev opsendt.

Efter denne tur blev Nasas program med rumfærger skrottet, og rumfærgerne er nu udstillet på museer.

Formålet med den nye opsendelse har været at blåstemple SpaceX's evne til at gennemføre bemandede rumfartsmissioner.

Falder det hele godt ud, kan Nasa give SpaceX sit grønne stempel, sådan at firmaet kan blive indsat som formel transportør af astronauter til ISS.

Sker det, vil det samtidig bane vejen for en ny æra med kommercielle rumfartsmissioner.

Det er Elon Musk, manden bag Tesla-bilerne, der står bag SpaceX. Ud over at sende astronauter i rummet har firmaet på sigt også et mål om at åbne for rumfartsturisme for almindelige mennesker.

/ritzau/