Prøv avisen

Spanien er europamester i arbejdsløshed

Spanien har EU's højeste arbejdsløshed - hver femte spanier har intet job. Særligt unge under 25 år er ekstremt hårdt ramt med en arbejdsløshed på 45 procent. Desperationen kommer blandt andet til udtryk på denne unge kvindes skilt med teksten: intet job, ingen bolig, ingen pension, ingen frygt. Foto: Susana VeraReuters.

Fodbolden går fri, men ellers er stort set alt andet i Spanien i krise. I årets første kvartal mistede over 250.000 mennesker deres job, og Spanien har nu EU's højeste arbejdsløshed

Antonio Reyes står og ser på de mange fiskerbåde i havnen i Barbate. For få år siden var alle bådene på havet på denne tid for at fiske tun. Men nu ligger de fleste fortøjet. Dels på grund af EU's stramme fangstkvoter, dels på grund af den økonomiske krise, der har ramt Spanien som en forhammer.

Selvom det regner, har Antonio Reyes ikke andet at tage sig til end at gå ture og se på fiskerbåde. Efter trekvart arbejdsliv som fisker er den 51-årige andaluser nu blevet en af Barbates 4932 registrerede arbejdsløse. Og det er mange i en by med lidt over 22.000 indbyggere.

LÆS OGSÅ:Verdensbanken. Økonomisk dødvande i årevis

Barbate ligger i Cadiz-provinsen, der sammen med flere andre andalusiske provinser har en ledighed på over 32 procent. Kun Las Palmas på De Kanariske Øer ligger lige så højt.

Ifølge de seneste tal fra det spanske statistiske institut, INE, er arbejdsløsheden i Spanien nu oppe på 21,3 procent. Det er rekorden i EU.

Men ledigheden er ulige fordelt. Mens næsten hver tredje arbejdsduelige andaluser i det sydlige Spanien må hæve understøttelse, er kun hver niende basker i Nordspanien uden job.

Situationen er specielt dramatisk for de unge. Det viser den rekordstore ledighed på 45 procent for unge under 25 år med al tydelighed. Og det faktum, at knap hver anden ung spanier er uden arbejde, har fået sociologer til at tale om, at Spaniens fremtid kan være i fare.

En af de 860.000 unge arbejdsløse er den 25-årige Tomás Muñoz fra Madrid. Han er uddannet journalist, men trods 200 ansøgninger er det endnu ikke lykkedes ham at finde et job, der har varet i mere end tre måneder. Og finder han endelig et job, vil det givetvis være til en nærmest latterlig startløn.

"Man taler om 1000 euro-generationen (7500 kroner) i Spanien. Men jeg griner lidt af det, for jeg har aldrig tjent så mange penge på en måned," siger han til det spanske dagblad El País.

I 1950'erne og 1960'erne rejste millioner af spaniere til udlandet af nød for at få et bedre liv. Nu er unge igen begyndt at emigrere, især de højtuddannede og især til Tyskland, der har brug for blandt andet ingeniører.

Værst står det til i de 1,4 millioner spanske familier, hvor alle er arbejdsløse. Efter maksimalt to års understøttelse kan en ledig få bistandshjælp på cirka 3000 kroner i op til seks måneder, hvis vedkommende går på kursus. Men derefter er de offentlige kasser lukket. Den situation er masser af spaniere og indvandrere havnet i, og derfor bliver køerne foran de humanitære og kirkelige hjælpeorganisationers folkekøkkener længere og længere.

Krisen har også været ubarmhjertigt hård ved indvandrerne. Indtil for to-tre år siden arbejdede de fleste i de to hårdest ramte sektorer, byggeriet og servicesektoren. Nu er en tredjedel af dem ledige.

En del har givet op og er vendt hjem, specielt til Latinamerika. Men de fleste holder stand og venter på bedre tider, som ifølge fagforeningerne nok ikke er lige om hjørnet.

"Problemet med Spaniens økonomi er, at familierne og firmaerne har stor gæld, og at bankerne har sat en brutal bremse på långivningen. Så jeg er bange for, situationen endog kan blive værre, for vi har også problemer med manglende produktivitet, som man ikke løser på en dag,"siger generalsekretæren for landets største fagforbund UGT, Cándido Mendez, til El País.

udland@k.dk