Rafael Matesanz gør sig ingen illusioner om, at det bliver let at gå på pension. Den 67-årige læge siger i morgen farvel til den spanske organisation for organtransplantation, ONT, som han selv var med til at stifte i 1989, og det vil kræve afvænning.
”Jeg kommer til at savne ONT så meget, at jeg nok i lang tid vil gå rundt med en slags abstinenssyndrom, for donation og transplantation har været mit halve liv,” siger han.
I den spanske lægeverden vil savnet givetvis også kunne mærkes. Matesanz er manden bag ”transplantationsmiraklet”, som også er titlen på den bog, han udgav om de spanske erfaringer i 2006. Efter at have arbejdet som nyrespecialist på et hospital i Madrid i 10 år var Rafael Matesanz i 1989 med til at grundlægge ONT under sundhedsministeriet. Allerede tre år senere gik Spanien fra at have haft en donationsrate på omkring 14,3 organdonorer pr. million indbyggere til at være nummer ét i verden med 21,7 organdonorer pr. million indbyggere. En position, landet har holdt og yderligere udbygget lige siden.
”Det er selvfølgelig vigtigt at have tredoblet antallet af donorer og firedoblet antallet af transplantationer. Men endnu vigtigere er det, at vi har opbygget en stærk organisation, som gør, at antallet af donationer og transplantationer vil blive ved med at vokse i fremtiden. Jeg er også glad for at have kunnet dele mine erfaringer med andre lande som Italien, USA, Portugal, Australien og Argentina. Ja, der er kun få lande, der ikke har lært af det spanske system. Jeg er overbevist om, at vi har frelst flere mennesker uden for end i Spanien,” siger han.
En central ledelse og organisering af alle donationer og transplantationer i Spanien samt et stort netværk af koordinatorer på de offentlige hospitaler er efter Rafael Matesanz’ mening blandt de væsentligste forklaringer på det spanske donormirakel. I de seneste fire år er donorraten steget markant fra 34 organdonorer pr. million indbyggere til 43,4 organdonorer pr. million indbyggere i 2016.
”Den store stigning skyldes, at vi for nogle år siden besluttede at gå i gang med at spotte potentielle organ-donorer på skadestuerne i modsætning til førhen, hvor vi kun gjorde det på intensivafdelingerne. Samtidig begyndte vi også at bruge organer fra hjertedøde personer i stedet for som tidligere kun fra hjernedøde,” siger Rafael Matesanz.
Danmark bruger som flere andre lande i Europa ikke organer fra hjertedøde mennesker, men kun fra hjernedøde. Men det er ikke hele forklaringen på, at de nordeuropæiske lande ligger efter Spanien i antal donationer, mener den spanske læge.
”I de protestantiske lande er holdningen mere pragmatisk over for livet i den forstand, at hvis chancen for, at patienten overlever, er minimal, slukker man for respiratoren, og det gør muligheden for donation mindre. I de katolske middelhavslande, deriblandt Spanien, er holdningen, at så længe der er liv, er der håb. Derfor gør vi alt for at holde liv i patienten, og det muliggør i højere grad donation,” siger Rafael Matesanz.
Massemedierne har også en stor del af æren for den spanske førsteplads, mener han:
”Vi har altid været ærlige og sagt sandheden, også hvis der var noget negativt at fortælle. Så spanierne har følt sig godt informeret og svaret igen med at være gavmilde. Vi har ikke haft råd til at føre kampagner og tror heller ikke, at de virker. Ingen bliver overbevist til at være donor af en reklame.”
Selvom Rafael Matesanz nu går efter 27 succesfulde år i ONT, bliver han efter eget udsagn næppe fuldtidspensionist:
”Jeg vil nok kunne overtales til at give et råd eller holde et foredrag i ny og næ.”