SPD, De Grønne og FDP er klar med skitse til regeringsgrundlag

SPD, De Grønne og FDP har udarbejdet skitse til et regeringsgrundlag. Formelle forhandlinger begynder mandag.

De Grønnes partileder, Annalena Baerbock, og De Frie Demokraters leder, Christian Lindner (th.) lytter til socialdemokraternes partileder og kanslerkandidat, Olaf Scholz. Ledere fra de tre partier har nu udarbejdet en skitse til et regeringsgrundlag.
De Grønnes partileder, Annalena Baerbock, og De Frie Demokraters leder, Christian Lindner (th.) lytter til socialdemokraternes partileder og kanslerkandidat, Olaf Scholz. Ledere fra de tre partier har nu udarbejdet en skitse til et regeringsgrundlag. Foto: Annegret Hilse/Reuters.

På mandag indleder partilederne i socialdemokratiet SPD, miljøpartiet De Grønne og det liberale De Frie Demokrater de formelle forhandlinger om en ny regering i Tyskland.

Det sker efter en periode med sonderinger og drøftelser partierne imellem.

Lederen af de tyske socialdemokrater i SPD, Olaf Scholz, siger, at der er enighed i hans parti om at gå ind i koalitionsforhandlinger med De Grønne og De Frie Demokrater.

Ledere fra de tre partier har udarbejdet en skitse til et regeringsgrundlag.

Flere forskellige koalitioner har været i spil efter det tyske valg til Forbundsdagen. Valget fandt sted 26. september.

SPD blev det største parti med 25,7 procent af stemmerne, og konservative CDU/CSU blev næststørst med 24,1 procent. De Grønne fik 14,8 procent, og det erhvervsvenlige FDP opnåede 11,5 procent.

SPD får 206 pladser i Forbundsdagen, mens FDP og De Grønne tilsammen får 210 pladser.

Det er den afgående regering - under ledelse af Angela Merkel - der styrer landet, mens forhandlingerne om en ny regering pågår.

De tre partier har ført forhandlinger om et regeringssamarbejde bag lukkede døre, og der er ikke lækket informationer til pressen. Men detaljer om det foreløbige regeringsgrundlag ventes offentliggjort senere fredag.

Tysklands politiske landskab blev forandret ved valget, som også markerede Merkels farvel til den politiske scene. Hendes udpegede afløser som CDU's frontfigur, Armin Laschet, klarede sig så dårligt i valgkampen, at han har antydet, at han vil gå af.

Ifølge flere tyske medier skal Laschet på et møde i partiet have tilbudt, at han vil trække sig og overlade pladsen som partileder til en anden.

Ifølge deltagere på mødet, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, skal Laschet have sagt, at CDU har brug for en ny start efter valgnederlaget i sidste måned.

De Grønne ventes at holde en partikonference, som måske allerede finder sted i denne weekend. FDP vil konsultere en række regionale ledere.

Hvis det lykkes for parterne at danne en regeringskoalition, så vil det være første gang siden 1950'erne, at Tyskland bliv regeret af en samlingsregering bestående af tre partier.

Under Merkel har forbundsrepublikken været regeret af en såkaldt stor koalition bestående af de to store partier SPD og de kristelige demokrater i CDU/CSU.

/ritzau/dpa