Prøv avisen

Spillemand i lyst og nød

Ostad Nasar Ahmad med sin 100-årige chartar, håndbygget i morbærtræ med indlagt mønster af ben fra forskellige dyr: køer, geder, kameler. Skindet er gedeskind og er blevet skiftet adskillige gange i instrumentets levetid. Chartar betyder firstrenget instrument på persisk. -- Foto: Ulla Poulsen.

Ostad Nasar Ahmad har spillet, siden han var 15 år. Han elsker musikken og sit instrument, men han er bitter over, at han bliver dårligt betalt og stadig er lige fattig efter 50 år som musiker

Den er gået i arv gennem generationer i mere end 100 år, den håndbyggede chartar. Ostad Nasar Ahmad arvede den af sin svigerfar, men det er usikkert hos hvilken af hans egne sønner, at instrumentet en dag vil finde sin plads. Foreløbig er det ikke lykkedes ham at overtale nogen af dem – og han har ellers fire, foruden fire døtre – til at tage traditionen op og blive musiker.

"De siger bare til mig: 'Hvad har du fået ud af at spille? Du tjener ingen penge på det'," fortæller den 65-årige Ostad Nasar Ahmad, mens hans fingre behændigt bevæger sig over de fire strenge på gamle chartar.

Hans ældste søn arbejder for eksempel som bygningsarbejder i Herat. Det tjener han flere penge på, hævder Ostad Nasar Ahmad – hvilket siger mere om indtjeningen som spillemand end arbejdsmand. En daglejer i byggebranchen tjener typisk 25-30 kroner om dagen.

"Jeg kan måske tjene 100 dollar (675 kroner) på et stort bryllup – men den slags opgaver får man jo ikke hver dag. Så det er svært at forsørge en familie på 10 personer," siger han.

Ostad Nasar Ahmad begyndte at spille, da han var 15 år. Han var fra en fattig familie og blev sat i lære hos sin kommende svigerfar.

"Først underviste han mig, og så blev jeg gift med hans datter. Jeg ville gerne spille. Det var den eneste måde, jeg kunne få et levebrød, men musikken talte også til mig."

Selv mener Ostad Nasar Ahmad, at han er den eneste char-tarspiller, der er tilbage i Afghanstan. Chartar er det persiske ord for firstrenget instrument.

"De unge vil hellere lytte til vestlig musik. Den lokale musik er ikke i høj kurs mere," beklager han sig.

Det er bryllupsfesterne til gengæld stadig. Et afghansk bryllup bliver så vidt muligt fejret efter alle kunstens regler – hvilket i Herat indebærer hundreder af gæster, der beværtes dagen igennem med mad og underholdning i en af byens utallige bryllupssale. Alene i Herat er der omkring 50 bryllupssale, altid bygget i to etager, fordi kvinder og mænd traditionelt holder festen på hver sin etage. Udgifterne til et bryllup er monstrøse og gældsætter de fleste menige afghanere i årevis. I middelklassen er det ikke ualmindeligt, at et bryllup koster 60.000-70.000 kroner.

De summer gør Ostad Nasar Ahmad sig ingen forhåbninger om at nå op på, når han skal fejre bryllup for de to døtre, der stadig bor hjemme.

Nogle år efter den russiske invasion af Afghanistan flygtede ægteparret som hundredtusinder andre afghanere til Iran og levede der som flygtninge i 15 år, inden familien, der i mellemtiden var udvidet med adskillige børn, vendte tilbage til Afghanistan i 2002, efter at Taleban var fjernet fra regeringsmagten. Ostad Nasar Ahmad er stadig ikke færdig med at skrabe penge sammen til at få udbedret de ødelæggelser, der skete på familiens hus, mens den var væk.

"Vi var nødt til at flygte. Først russerne og så Taleban. Det ville have været helt umuligt at leve som musiker i Afghanistan under Taleban," fortæller Ostad Nasar Ahmad.

Vilkårerne var bedre i Iran, men på grund af det islamiske præstestyre var det også der problematisk at spille musik alt for åbenlyst. Derfor måtte Ostad Nasar Ahmad nøjes med at spille i private hjem og fortrinsvis for andre afghanere. Som supplement arbejdede han som bygningsarbejder.

"Det var hårde år. Iranerne behandlede os afghanere som dyr. Derfor kom vi også hjem så snart, vi kunne," siger han.

Pengenød og lave indtægter til trods glæder Ostad Nasar Ahmad sig dog stadig over musikken, hver gang han får sit instrument i hænderne. Musikken er ikke blot en levevej, det er også en hobby, og det vidner hans koncentration om, som han sidder denne eftermiddag i skyggen i en af Herats private haver og spiller for en mindre kreds.

"Hvad vil I høre? Afghansk, indisk eller tyrkisk musik?" spørger han.

Repertoiret spænder vidt, og en del af kompositionerne har han selv lavet. Det er dog melodien til en gammel afghansk folkesang, han slutter med:

"Lad os gå til Mazar på en forårsdag og nyde de røde blomster," synger han til de blide toner fra chartaren.

Og bringer tilhørernes tanker hen på Mazar-i-Sharif, Afghanistans nordligste by og en af de vigtigste byer langs Silkevejen. Den er kendt for de vilde røde tulipaner, som blomstrer på skråningerne uden for byen. Hvert år den 21. marts rejses et stort flag i midten af byen, som i 40 dage fejrer forårets komme.

"Lad os gå til Mazar på en forårsdag og nyde de røde blomster," lyder melodiens omkvæd igen.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Artiklerne fra Afghanistan er blevet til på baggrund af en rejse i samarbejde med Den Danske Afghanistan Komite, DAC. DAC har arbejdet i Afghanistan i mere end 20 år og er støttet af Danida.