66-årig Sergej og hans 33-årige datter Julia Skripal er i skrivende stund fortsat indlagt og i kritisk tilstand efter et giftattentat forrige søndag i den engelske domkirkeby Salisbury.
Sergej Skripal blev i 2006 ved en russisk militærdomstol idømt 13 års fængsel for højforræderi for at have afsløret navnene på 300 russiske agenter til den britiske efterretningstjeneste, men i 2010 på britisk foranledning benådet som del af en russisk-amerikansk spionudveksling, hvorefter han bosatte sig i Salisbury.
Det lyder som den kolde krigs genopstandelse, fordi spionernes litterære historie er historien om den britiske og den russiske efterretningstjenestes nærmest dramaturgisk opsatte slag, mest opsigtvækkende The Cambridge Five med Kim Philby i spidsen samtidig med, at John le Carré satte den litterære tone med figuren George Smiley i spidsen. Vi genkender det, fordi vi selv har set, læst og taget del i genrens suspense.
På overfladen minder det om Litvinenko-sagen, hvor den tidligere afhoppede KGB-officer Aleksander Litvinenko i 2006 omkom i England efter ligeledes at være blevet forgiftet. Men så holder parallellerne også op. Litvinenko arbejdede aktivt på en rapport, der skulle udstille den herskende klasse i og omkring Kreml.
Rapporten var finansieret af oligarken Boris Beresovskij, der havde været tæt på præsident Boris Jeltsin og brystet sig af at bringe Putin til magten for sidenhen at blive dennes dødsfjende og måtte selveksilere sig til London, hvor han siden døde. Skripal – ser det umiddelbart ud til – var tilbagetrukket og pensioneret.
En anden teori er, at det er de russiske efterretningstjenester, der har foretaget et forebyggende træk op til det russiske præsidentvalg på søndag – for at sende en besked om, at hvis der var nogen, der gik og overvejede en karriere som dobbeltagent eller ikke-loyal oligark, så er der ingen udløbsdato på hævnen. Det narrativ blev brugt i sidste uge af en nyhedsoplæser på Ruslands hovedkanal, Kanal 1, hvor landsforrædere fik tørt på i den bedste sendetid.
Om vi skal kalde den nye øst-vest-konflikt for en ny kold krig, eller skal den hedde noget andet, er en aktuel debat i Danmark efter DF-forsvarsordfører Marie Krarups nye bog, ”Ny Kold Krig”. Skripal-sagen viser dog i hvert fald, at en række dynamikker er forandret.
For det første er de uskrevne regler, som efterretningstjenesterne udviklede under den kolde krig, annulleret, hvis de russiske tjenester vitterligt står bag attentatet på Skripal.
Rusland har tre betydende tjenester – GRU for forsvaret, hvor Skripal var officer, SVR for udenrigsområdet, og FSB, det tidligere KGB, for indenrigsområdet. Den kolde krigs uskrevne regler er stadig en del af GRU og SVR, så de står næppe bag. Men FSB har de senere år fået bemyndigelse til også at operere uden for landets grænser, og alt tyder på en helt anden risikovillighed i forsvaret af Ruslands og eller Kreml-eliternes interesser end hos de andre tjenester.
For det andet ville en episode med en – i det store billede – helt ubetydelig aktør som Skripal være klaret uden offentlighedens bevågenhed, og i ly af den kolde krigs tåger ville en gengældelse finde sted.
I vore dages medievirkelighed og med myndighedernes erkendelse af at agere og kommunikere i denne, kan en sag som denne ikke holdes under radaren 24 timer, og når den ikke kan det, så er der et voldsomt pres for håndfast politisk handling, selvom vi er langt fra at have fakta på plads.
Og hvor sovjet-lederne i Kreml kunne tillade sig total tavshed over for en global offentlighed, må præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, og udenrigsministeriets talskvinde, Maria Sakharova, på banen med det samme med en russisk benægtelse og fordømmelse af mistanken mod Rusland.
Under den gamle kolde krig ville en episode som forgiftningen af Skripal og dennes datter være blevet klaret mellem efterretningstjenesterne og uden offentlighedens viden, men i dag lander en sag som denne med det samme på bordet i Downing Street og Kreml – og kræver det, som Skripal vel blev udsat for; gengældelse og hævn.
Den nye øst-vest konflikt er dermed langt mere ukontrollabel i sine konkrete konflikter end den gamle kolde krig.
Jens Worning er tidligere dansk general-konsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.