Spionage er ikke et særsyn. Alligevel har FE-sag skabt voldsomt postyr

Mange hidser sig op over afsløringen af, at en dansk efterretningstjeneste har hjulpet USA med at overvåge europæiske partnere. Men hvorfor egentlig?

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er en af dem, der har reageret stærkt på FE-sagen.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er en af dem, der har reageret stærkt på FE-sagen. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix.

I den vidunderlige film ”Casablanca” fra 1942 er der en scene, hvor den franske politichef i byen af samme navn søger at hjælpe en østeuropæisk flygtning. Politichefen må lade, som om han er efter ham, så han beordrer anholdelse af ”de sædvanlige mistænkte”. Der sker selvfølgelig ikke flygtningen noget, og han kan sammen med sin hustru, spillet af Ingrid Bergman, forlade Nordafrika uden væsentlige problemer. Politichefen opførte et stort ståhej for ingenting, hvilket virkede, og bagefter fortsatte alle med deres sysler i fred og ro.

Man kommer til at tænke på det lille drama i disse dage, hvor det er kommet frem, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) åbenbart har givet det amerikanske NSA adgang til danske undervandskabler. Derved kunne NSA aflytte blandt andre Tysklands forbundskansler Angela Merkel, den nuværende forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, og den forhenværende finansminister Peer Steinbrück. Også andre europæiske ledere skal være blevet overvåget.

Sagen har udløst en farlig ballade. Den tyske regering udtrykker bekymring, Steinbrück taler om en skandale, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, virker vred.

Nu er FE ikke en film og hverken tyske ministre eller Macron uddannede skuespillere, men man kan alligevel imponeres over deres præstationer.

For det første: Hvem kan være overrasket over, at efterretningstjenester bedriver spionage de steder, hvor det synes at give mening? Et land har ingen varige venner eller fjender, kun interesser, som mange statsmænd har påpeget. Hvorfor så alt det postyr?

For det andet: Er politikeres – og mediers – hukommelse virkelig så kort, som man for tiden får indtryk af? I 2015 kom det frem, at den tyske efterretningstjeneste BND skulle have tappet teledata fra 23 EU-lande og videregivet dem til NSA; måske har tyskerne altså været mere servile end danskerne. Franskmændene overholder heller ikke altid etiketteregler. I 1985 sprængte agenter fra udlandstjenesten DGSE et Greenpeace-skib i luften i New Zealand. Skibet skulle have deltaget i en protest mod franske atomprøvesprængninger i Stillehavet; en mand blev dræbt. Navnlig i Afrika har man næsten rutinemæssigt medvirket ved afsættelse og indsættelse af præsidenter.

For det tredje: Hvis ikke efterretningstjenester skal spionere, hvad skal de så? Og handlede de BND-rapporter, som Steinbrück fik på bordet, da han var medlem af regeringen, kun om Rusland og Nordkorea?

Det er ikke, fordi FE-historien ikke indeholder mærkværdigheder. Det forekommer overraskende, for at sige det mildt, at man også skal have hjulpet NSA med at tappe Danmarks udenrigs- og forsvarsministerier samt en herværende våbenproducent. Det svarer til at skyde sig selv i foden.

Et samarbejde af den art forudsætter desuden, at FE har vurderet, at fordelene er større end ulemperne. Her er der muligvis sket et fejlskøn. Det virker ikke som en god idé for et lille land at aflytte ens nærmeste allierede, især hvis det kan blive opdaget.

Endelig mener en amerikansk iagttager, at danske myndigheder er ”for ivrige til at vise deres værd over for Washington”; han henviser til krigene i Afghanistan og Irak som andre eksempler. Men selv her kan man hævde, at det var politiske beslutninger, som viste sig at hvile på et fejlagtigt grundlag. Nytten af efterretningsvirksomhed betvivles ikke.

Det er i øvrigt ikke nyt, at FE overvåger venligtsindede lande – også uden amerikansk hjælp.

En nu afdød dansk diplomat har over for denne klummeskribent fortalt, hvordan tjenesten i 1950’erne aflyttede ambassader i København. FE’s daværende souschef, kommandør P. A. Mørch, beklagede over for ham, at materialet ikke blev brugt. Men en dag var kommandøren tilfreds. Forud for handelsforhandlinger med Japan havde man ved at tappe den japanske repræsentation erfaret, hvor Tokios smertegrænse var. Med den viden kunne Danmark gå helt til kanten omkring kvoter og toldsatser. Japanerne udtrykte bagefter forbløffelse, huskede diplomaten. Handlede FE forkasteligt?

Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.