Splittelsen i Polen er dyb og personlig

Kampen mellem højre- og venstrefløjen i Polen er et elitært opgør om prestige og værdighed, mener Lech Walesas tidligere talsmand Jaroslaw Kurski. Han frygter, at Polen enten ender som Grækenland eller som et nemt bytte for Rusland

Jaroslaw Kurski beskylder Lov- og Retfærdighedspartiets leder, Jaroslaw Kaczynski, for at bruge en amoralsk taktik til at sikre sit parti folkelig opbakning. –
Jaroslaw Kurski beskylder Lov- og Retfærdighedspartiets leder, Jaroslaw Kaczynski, for at bruge en amoralsk taktik til at sikre sit parti folkelig opbakning. – . Foto: Agata Jakubowska/Agencja Gazeta.

For at forstå udviklingen i dagens Polen er det nødvendigt at se på de personlige opgør omkring 1989. Dengang, hvor de nuværende politiske fjender først var forenet mod kommunismen, men siden gik hver deres vej i en bitter strid om magten, historien og den politiske retning i Polen.

”Lige nu er vi i gang med en populistisk og nationalistisk revolution, der handler om omfordeling af prestige og værdighed. Det hele drejer sig om udvekslinger i eliten, og på den måde kan man sige, at revolutionen har dybe rødder,” siger Jaroslaw Kurski.

Som vicechefredaktør på den indflydelsesrige, social-liberale avis Gazeta Wyborcza hører Jaroslaw Kurski til en af den nationalkonservative regerings mest åbenmundede modstandere. Følelserne er gengældt, og regeringen har åbenbart opsagt alle dens abonnementer af Gazeta Wyborcza og forbudt alle dens institutioner at annoncere i avisen. Angiveligt foranlediget af den stærke partiformand Jaroslaw Kaczynski fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS).

”Kaczynski hader Gazeta Wyborcza og alle de værdier, avisen repræsenterer – og jeg garanterer dig for, at der er grunde nok til at hade os,” siger Jaroslaw Kurski.

Han var i 1989-1990 talsmand for fagforeningslederen Lech Walesa, som siden blev Polens første folkevalgte præsident efter kommunismens fald, men var senere kritisk over for hans hårde ledelsesstil. Jaroslaw Kurski er dog ikke enig i den kritik, som Jaroslaw Kaczynski retter mod Lech Walesa og den elite, der indgik en fredelig aftale med det kommunistiske regime ved de såkaldte rundbordssamtaler.

Partiformand Jaroslaw Kaczynski fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) har ingen officielle poster i regeringen, men menes at have det afgørende ord i poli-tiske beslutninger, som da Beate Szydlo (med ryggen til) i sidste uge trådte tilbage som premierminister. –
Partiformand Jaroslaw Kaczynski fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) har ingen officielle poster i regeringen, men menes at have det afgørende ord i poli-tiske beslutninger, som da Beate Szydlo (med ryggen til) i sidste uge trådte tilbage som premierminister. – Foto: Czarek Sokolowski/AP/ritzau

”I dag forsøger Kaczynski at fremstille tiden fra 1989 som en sammensværgelse mellem Solidaritet og eliten fra det kommunistiske styre – imod almindelige polakkers interesser. Men Jaroslaw og (hans afdøde tvillingebror, red.) Lech var selv en del af det hele, og det undgår han at tale om,” siger Jaroslaw Kurski med henvisning til, at de advokatuddannede Kaczynski-brødre også var aktive i Solidaritet-bevægelsen under Walesa.

For Jaroslaw Kurski står 1989 som det vigtigste og mest fantastiske år for Polen siden Anden Verdenskrig, og han ser de efterfølgende 25 år med vækst, demokrati og medlemskab af EU og Nato som nogle af de mest positive og betydningsfulde nogensinde i polsk historie.

”Men deres version er, at vi fra 1989 til 2015 har været i knæ, og at Polen har været i ruiner, og at vi nu endelig får vores værdighed tilbage,” siger han om regeringspartiets politikere.

I virkeligheden er problemet ifølge Jaroslaw Kurski, at Jaroslaw Kaczynski frem til 2015 kun sad som premierminister i to år. Det har fået ham til at se sammensværgelser overalt, og de er kun blevet forstærket, efter hans bror, Polens daværende præsident Lech Kaczynski, døde i det tragiske Smolensk-flystyrt i 2010.

Flystyrtet er vigtigt for at forstå Lov og Retfærdighedspartiets succes. Jaroslaw Kaczynski afviser den officielle forklaring om tåge ved landingsbanen og har i stedet gjort sin personlige sorg og det nationale traume – 95 andre passagerer døde – til noget, der minder om en religiøs bevægelse. I syv år har de stået foran præsidentpaladset hver måned for at mindes styrtet, og i lige så mange år har Jaroslaw Kaczynski anklaget den daværende regeringschef og nuværende EU-præsident, Donald Tusk, for landsforræderi, fordi han overlod for meget af opklaringsarbejdet til russerne.

”Det var vejen til magten, for enhver bevægelse har brug for gejst og entusiasme. Det var en effektiv og komplet umenneskelig og amoralsk taktik, som den katolske kirke desværre også var en del af i begyndelsen,” siger redaktøren.

Gejsten og entusiasmen har PiS brygget videre på ved at skabe en fortælling om, at partiet nu endelig genskaber stoltheden ved at være polsk. Hvad end det handler om krigsskadeerstatninger fra Tyskland eller et skænderi om fortiden med Litauen og Ukraine, så er fortællingen, at Polen alt for længe har ladet sig kue.

Opskriften minder redaktøren om mellemkrigstiden i Tyskland.

”I dag hedder det: Vi er polakkerne! Dengang var det: Vi er tyskerne! Vi blev ydmyget i Første Verdenskrig og efterfølgende behandlet uretfærdigt. Nu er det tid til at rejse os,” siger han.

Derfor er PiS blandt andet begyndt at ændre velfærdsydelserne i Polen. Mens forgængerregeringen fulgte efter resten af Europa og hævede pensionsalderen, har PiS sænket den igen. Og børnefamilier er begyndt at få 500 zloty (880 kroner) for hvert barn foruden det førstefødte.

Men Polen mangler arbejdskraft, anfører Jaroslaw Kurski, der kalder børnepengene for uansvarlige. Han frygter, at velfærdsgaverne kan tvinge Polen økonomisk i knæ. I hans øjne er de et middel til at få ændringerne af forfatningsdomstolen og de andre omstridte retsreformer igennem, som blev vedtaget i sidste uge.

”Folk er tilfredse. Hvis du har tre børn, så får du 1000 zloty. Det er rigtig mange penge, og så bekymrer du dig ikke om en abstrakt forfatning. Hvem bekymrer sig om uafhængige domstole og medier,” spørger han retorisk og lettere frustreret.

Ifølge Jaroslaw Kurski havde oppositionen også gode velfærdsydelser, men den brugte langtfra samme pr- apparat til at promovere dem. Og det er et problem i en verden med falske nyheder og massemedier.

”Hver borger har én stemme, og demokratiet er ligeglad med, hvem den borger er. Den akademiske professor har én stemme, og den meget simple person, som aldrig læser og ingenting ved om verden, har det samme. Det er et problem i en verden, hvor følelser er det vigtigste,” siger Jaroslaw Kurski.

Redaktøren er som langt de fleste polakker katolik, men han skammer sig over, at store dele af kirken bakker op om regeringens konfrontatoriske stil over for eksempelvis muslimsk indvandring. Selvom flere biskopper er begyndt at distancere sig fra PiS, kan det vise sig at være for sent, advarer han.

”Det er helt åbenlyst, at når nederlaget og det katastrofale kollaps af dette regime indtræder, så vil den katolske kirke kollapse med det. Fordi de to lige nu er bundet tæt sammen – ligesom den ortodokse kirke i Rusland og Vladimir Putin,” mener Jaroslaw Kurski, som i det hele taget ikke er optimist på sit lands vegne.

Driver nationalismen Polen væk fra EU og det øvrige demokratiske Vesten, så er landet et endog meget nemt bytte for Rusland, mener han. Og fortsætter Polen med sin uansvarlige økonomiske politik, kan landet ende i ruiner som Grækenland. Alligevel står PiS enormt stærkt i meningsmålingerne.

”Polen er en nation af oprører. Vi er vant til at kæmpe og forsvare vores værdier, men ingen kan forsvare det polske folk mod sig selv,” siger han hovedrystende.

Jaroslaw Kurski blev sidste år kritiseret af kolleger, fordi han talte ved en demonstration imod regeringen og dermed så stort på sin rolle som uafhængig journalist. Under normale omstændigheder er redaktøren enig i kritikken, men situationen i Polen er ikke normal, og Gazeta Wyborcza er ikke en normal avis. Den er et barn af revolutionen i 1989.

”Alt er på spil i Polen. Og hvis jeg ikke var en del af de protester og sagde min mening, så ville jeg føle mig som en forræder. Jeg gjorde det ikke af glæde eller for at fremme min karriere. Men fordi det er min pligt.”