Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Splittelsen truer stadig Frankrig

Med en historisk lav valgdeltagelse i søndags, hvor kun 44 procent af vælgerne mente, at det var umagen værd at stemme, er metaltrætheden i det franske demokrati ikke overvundet. Foto: Thibault Camus/AP/Ritzau

Præsident Macrons store udfordring bliver at skabe enighed om, hvilke reformer franske vælgere er parate til

Det er det berømte spørgsmål om, hvorvidt glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Efter fire valghandlinger – otte, hvis man medregner de to primærvalg – har franskmændene omsider fået et nyt demokratisk system på plads. Og Emmanuel Macron kan med nogen ret hævde, at han står med et pænt fyldt glas i hånden.

Vælgerne har givet den nye præsident et klart flertal på næsten to tredjedele af mandaterne. Emmanuel Macron og premierminister Edouard Philippe kan få vedtaget snart sagt hvad som helst, de måtte ønske i de næste fem år. Men flertallet blev mindre end forventet. I det sidste opløb i den franske valgmaraton har hans modstandere i en sidste kraftanstrengelse skåret næsten 100 mandater af flertallet. Den forventede tsunami blev til en mere ordinær flodbølge.

Parlamentsvalget har ikke desto mindre ført til en historisk fornyelse. Aldrig har så mange kvinder fået adgang til demokratiets parnas. 223 kvinder, eller lige knapt 40 procent at de nye parlamentarikere, mod 27 procent i den foregående valgperiode.

Desuden er 75 procent af parlamentsmedlemmerne blevet skiftet ud.

Det giver luftforandring i et mølædt fransk demokrati. Og både socialister og republikanere, valgets store tabere, bedyrede på valgaftenen, at de har forstået vælgernes vink med en vognstang.

”Dette er afslutningen på en epoke. Vi har nægtet at forandre os alt for længe. Nu skal vi renoveres fra kælder til loft,” sagde den republikanske kandidat Nathalie Kosciusco-Morizet.

”Vi skal nytænke partiet og udvikle et nyt politisk tilbud på venstrefløjen,” lød det også fra Socialistpartiets formand, Jean-Christophe Cambadelis, som søndag aften trådte tilbage fra posten.

Med en historisk lav valgdeltagelse i søndags, hvor kun 44 procent af vælgerne mente, at det var umagen værd at stemme, er metaltrætheden i det franske demokrati ikke overvundet.

Lederen af den yderste venstrefløj, Jean-Luc Mélenchon, har kaldt boykotten af valg-urnerne for ”en politisk generalstrejke”. Med 17 mandater er han en af vinderne og lover, at ”ikke én meter af de sociale landvindinger vil blive opgivet uden kamp”.

Også Marine Le Pen, lederen af Front National, der efter tre mislykkede forsøg får sæde i parlamentet, har kridtet banen op til konfrontation.

”Vi vil modsætte os Macron, som kun vil følge køreplanen fra Bruxelles og planlægger en massiv indvandring efter ordre fra Angela Merkel,” sagde Marine Le Pen, som med otte mandater firedobler Front Nationals repræsentation i parlamentet.

Yderfløjene er dermed klar til at give regeringen kamp til stregen. Og det er hele selvmodsigelsen i det franske samfund, som valget ikke har afklaret.

Premierminister Edouard Philippe har ret i sin vurdering fra valgaftenen om, at franskmændene har valgt håbet frem for vreden. De håber, at Emmanuel Macron vil reformere Frankrig, men også sendt tilstrækkeligt mange fra yderfløjene til Nationalforsamlingen til at signalere, at reformerne ikke nødvendigvis vil blive positivt modtaget. De er trætte af det politiske spil, der blokerer for reformer. Men de er også dybt uenige om, hvilke reformer de ønsker.

Emmanuel Macrons store udfordring bliver at overvinde disse selvmodsigelser og skabe konsensus om reformer, der kan trække Frankrig ud af dødvandet. Men også levere troværdige svar til de mange, der er blevet tabere i globaliseringen.