Prøv avisen

Spøger Franco stadig i Spanien?

Det var ikke kun i De Faldnes Dal, men også i selve Madrid, at Spaniens tidligere diktator Francisco Franco blev hyldet på 43-årsdagen for hans død. – Foto: Paul Hanna/Reuters/Ritzau Scanpix

Den spanske regerings beslutning om at flytte diktator Francisco Francos lig har skabt polemik og givet fascismen reklame. Men sporene efter Franco er stort set forsvundet trods et manglende opgør med fortiden

I denne uge stod en flok fascistiske nostalgikere og strakte arm, mens de sang den fascistiske slagsang ”Ansigtet mod Solen” ved diktatoren Francisco Francos gravsted i basilikaen under De Faldnes Dal nord for Madrid. Nøjagtig som de troligt har gjort hvert år for at ære deres helt på hans dødsdag den 20. november. Men i år var flokken noget større end de par hundrede, der plejer at troppe op, fordi den spanske socia-listregering har besluttet, at Francos jordiske rester skal flyttes.

Formålet med at fjerne diktatoren fra De Faldnes Dal er at medvirke til at afslutte et mørkt kapitel i Spaniens historie. Endelig skulle den person, der kastede Spanien ud i sin blodige borgerkrig fra 1936 til 1939, og som siden holdt landet i et jerngreb frem til sin død i 1975, flyttes væk fra det enorme mausoleum, som Franco selv lod opføre for at hylde alle ofrene for krigen, og som han i øvrigt ikke selv ønskede at blive begravet i. Endelig så republikanerne – taberne af borgerkrigen – ud til at få en lille indrømmelse efter årtiers uvished. Og endelig så Spanien ud til at ville tage opgøret med fortiden, 40 år efter at den demokratiske forfatning blev vedtaget.

Men beslutningen om at flytte Francos jordiske rester kan have fået den modsatte virkning og åbnet lemmen på klem for fortidens spøgelser. Ikke kun fordi antallet af sympatisører ved Francos gravsted i år steg til omkring 500. Men især fordi spanierne igen er begyndt at diskutere, om den gamle tyran stadig spøger.

I modsætning til andre tidligere diktatorisk styrede lande har Spanien aldrig taget opgøret med fortiden. Tværtimod blev der efter Francos død lagt låg på fortidens forbrydelser. Der blev ganske vist givet amnesti til politiske fanger til gengæld for kommunistpartiets lovliggørelse. Men ”prisen” for den nye demokratiske forfatning var, at fortiden blev begravet med tyrannen. Med andre ord blev man enige om, at lade fortidens synder forblive ustraffede, ikke mindst fordi begge parter, såvel Francos nationalister som republikanerne, havde hundredtusinder af ofre på samvittigheden.

Den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón forsøgte siden på vegne af republikanske ofre at rejse en sag om Franco-tidens forbrydelser. Men den blev ikke til noget. Og selvom den daværende socialistiske regering i 2007 fik vedtaget en lov om ”den historiske hukommelse”, er der reelt ikke sket anden opretning for tabersiden, end at en række statuer og gadenavne fra den ”mørke fortid” er blevet fjernet.

Så nu mente Spaniens nye socialistiske regeringschef, Pedro Sánchez, at tiden måtte være moden til at flytte Francos rester væk fra De Faldnes Dal og gøre stedet til en mindelund for alle borgerkrigens ofre. Men han havde glemt at tage højde for Franco-familiens ønske.

Den har på det skarpeste modsat sig, at liget flyttes til den kirkegård i El Pardo, hvor hans enke, Carmen Franco, er stedt til hvile. Familien mener, at Francos rester skal ligge i det kapel, som familien ejer i Madrids katedral. Men det har regeringen modsat sig, fordi det vil være som at gøre hans gravsted til en turistattrak- tion.

Hvad der så ud til at være en let snuptags-opgave, er endt en i hårdknude for regeringen. Men hvad værre er, så har flytningen af resterne givet Franco og hans sympatisører reklame. At et nyt højreekstremistisk parti, Vox, har fået mere opbakning i meningsmålingerne, er dog ikke udelukkende Francos fortjeneste. Det skyldes nok især, at den separatistiske halvdel af catalonierne forsøger at få løsrevet regionen fra resten af Spanien. Separatisterne bruger som argument, at det spanske demokrati er umodent og stadig præget af holdninger fra Franco-tiden.

Men er det sandt, at Franco stadig spøger i kulissen? Ifølge den seneste meningsmåling fra det statslige institut CIS er mindre end fem procent af spanierne enige i, at diktatur er et godt regime. Mange kan huske, hvordan fascismen var, og selvom Spanien både har en høj arbejdsløshed på 16 procent, og andelen af indvandrere udgør 11 procent af befolkningen, har landet som et af de få i Europa indtil nu ikke haft et højreekstremistisk eller populistisk parti.

”Franco-tiden har ingen reel indflydelse i dagens Spanien,” siger forfatteren og journalisten Miguel Ángel Aguilar til dagbladet El Mundo.

Og historikeren Enrique Moradillos, der for nylig udgav bogen ”Franco – En diktators anatomi”, giver ham ret.

”Der er dog stadig nogle reminiscenser fra Franco, for eksempel skrækken for at bruge det spanske flag og råbe ’Leve Spanien’, Viva España. Det forbindes fortsat med diktatorregimet,” siger han til samme dagblad.