Når verdensmesterskaberne i atletik 2019 om få dage sættes i gang på Khalifa International Stadium i Qatars hovedstad, Doha, sker det med afsæt i en hyppigt tilbagevendende diskussion om politik og sport. Beslutningen om at tildele Qatar verdensmesterskabet, som afvikles mellem den 27. september og den 6. oktober, har atter fået diskussionen om menneskerettigheder og demokrati til at blusse op, og sport synes endnu en gang at blive overdøvet af politik.
Qatar er et islamisk land med verdens højeste indkomst pr. indbygger og med en immigrant-ratio på omkring 8:1. Af landets 2,6 millioner indbyggere er kun godt 300.000 qatarer. Velstanden og den uortodokse befolkningssammensætning skyldes de enorme reserver af fossile brændstoffer, som Qatar besidder. Hvis befolkningssammensætningen peger på et polariseret og klasseopdelt samfund, en miniudgave af klodens voksende skel mellem rig og fattig, ”master and servant”, så betyder rigdommen, at FN rangerer Qatar som den mest udviklede af de arabiske stater. Hvor provokerende det så end forekommer os i en verden kendetegnet ved stigende ulighed og gryende anti- fossil-aktivisme, kan man dog næppe bebrejde Qatar det.
Mest af alt er det dog landets styreform og spørgsmålet om menneskerettigheder, der gør Qatars værtskab for atletik-VM særligt vedkommende og til genstand for ophedede debatter.
Qatar er, som Danmark, et monarki, men det er ikke som Danmark et konstitutionelt monarki, men derimod et absolut monarki og dermed udemokratisk. Landet regeres af emiren Tamim bin Hamad Al Thani, der har beføjelse til at udnævne og fjerne ministre, herunder statsministeren.
Qatar lever altså ikke op til verdenssamfundets idealer om demokrati, men Theis Sølling, der har boet tre år i Qatar, forsøgte for et par år siden i et debatindlæg i dagbladet Politiken at nuancere situationen: ”Det er korrekt, at Qatar ledes af en emir, som har meget at skulle have sagt. Men magten er også uddelegeret til ministerier, hvor ministeren ofte repræsenterer en mindre gruppe mennesker, en klan eller en familie, og her tages beslutningerne så i samråd. Det er sådan set en meget direkte form for folkestyre.”
De menneskeretslige diskussioner er først og fremmest resultatet af Qatars ejendommelige juridiske system, der sammenblander civilret og sharia. Homoseksualitet kan således straffes med døden (en straf, der dog endnu aldrig er blevet eksekveret for den forseelse), og blasfemi kan resultere i længere fængselstraf. Det er dog i langt de fleste tilfælde civilretten, der hersker, og generelt er Qatar ifølge Sølling et samfund næsten fri for kriminalitet og vold. I den seneste rapport fra Human Rights Watch noteres det også, at Qatar har underskrevet en række internationale menneskerettighedsaftaler, men samtidig påpeges det, at landet betingede sig en række undtagelser vedrørende kvinder og migranter. Hvis Qatar altså må anses som progressivt i forhold til sine naboer, lever landet stadig ikke op til dele af de internationale konventioner.
Men handler det ikke om atletik? Er det ikke ligegyldigt for de sportsinteresserede, hvad der foregår uden for Khalifa International Stadium før, under og efter VM? Det drejer sig jo om atletik, det ur-sportslige konglomerat af enkeltdiscipliner, der er forlenet med de prisværdige olympiske idealer, som stammer tilbage fra de panhellenistiske lege i Olympia i antikkens Grækenland.
Stanford-litteraten Hans Ulrich Gumbrecht har i bogen ”In Praise of Athletic Beauty” forsøgt at give os et mere sofistikeret begrebsapparat til at forstå sportens fascinationskraft og skønhed på dens egne præmisser. Det vil sige som et grundlæggende æstetisk fænomen, der med Kants idé om kunstens interesse-løshed i baghovedet bør anskues som et isoleret rum friholdt fra politiske og økonomiske interesser. Gumbrecht teoretiserer ikke kun over selve sportens autonome status, men trækker denne dimension af interesseløshed over i såvel udøverens som tilskuerens mentale tilstand. Atleten er således ”lost in focused intensity”, siger Gumbrecht, og som tilskuere på stadion er vi også for en stund fortabte i fokuseret intensitet og friholdt fra hverdagens bekymringer om jalousi, gæld eller rengøring.
Hvis Gumbrecht leverer et kærkomment forsvar for sportens æstetiske fascinationskraft og evne til momentant at transcendere verdens sammensurium af prosaiske interesser og bekymringer, så kan sportens og politikkens sammenfiltrede historie dog ikke negligeres.
Mit eget første minde om en global sportsbegivenhed var VM i fodbold i 1978 i Argentina. Hjemme i vores hessian-tapetserede stue havde mine forældre netop installeret familiens første farvefjernsyn. Seks år gammel var jeg dybt betaget af de klare orange spillertrøjer, som det hollandske landshold stillede op i, og som på magisk vis lyste vores mørke stue op. På Argentinas landshold løb en herculiansk spiller rundt med nummer 10 på ryggen, og i min uskyldige verden var Mario Kempes den primære årsag til, at Argentina blev verdensmestre, da de slog Holland 3-1 i finalen efter forlænget spilletid. Så enkelt var det imidlertid ikke.
Politisk magt intervenerede utvivlsomt direkte i flere af slutrundens sportslige affærer. Argentina spillede altid sine kampe senere end andre hold, og dermed vidste de, hvilket resultat de selv skulle opnå for at gå videre i turneringen. I en kamp mod Peru skulle værtsnationen vinde med mindst fire mål, og med en 6-0-sejr gik de videre på bekostning af ærkerivalerne fra Brasilien. Var kampen fixet? Afgørende dommerkendelser gik flere gange imod Argentinas modstandere i løbet af turneringen, og vedvarende rygter om doping og intimiderende adfærd – også under finalen – bliver den dag i dag ved med at cirkulere.
Militærdiktaturet i Argentina var blot to år gammelt i 1978, og de fleste argentinere – herunder spillerne – var endnu ikke klar over omfanget af præsident Jorge Rafael Videlas såkaldte ”beskidte krig”, der blandt andet indebar arbejdslejre, snigmord og generelle overtrædelser af menneskerettighederne. Få uger før VM begyndte, fandt man general Omar Actis, formand for VM’s organisationskomité, myrdet, angiveligvis fordi han overvejede at problematisere slutrundens tårnhøje omkostninger.
En af de mest berygtede sportsbegivenheder i verdenshistorien er De Olympiske Lege i Berlin i 1936 – berygtede, fordi selve legene blev godt og grundigt infiltreret i Hitlers propagandamaskineri, herunder Leni Riefenstahls æstetisk fascinerende, men politisk kvalme film ”Olympia”.
Som med det forestående VM i atletik i Qatar skurrer de politiske under- og overtoner i vores ører, fordi det jo netop er de højt besungne olympiske principper om sporten for sportens egen skyld – deltagelse snarere end sejr, at kæmpe bravt snarere end at triumfere – der kontamineres af uædle motiver. Det olympiske motto ”hurtigere, højere, stærkere”, der indeholder en bestræbelse efter atletisk perfektion (arete, gr: realisere sit potentiale; moralsk dyd) udfordres af en vilje til sejr understøttet af politisk og økonomisk magt.
VM i atletik i Qatar er således på forhånd viklet ind i et storpolitisk spil, som de enkelte udøvere hverken kan eller bør kunne overskue. To af de mest grelle eksempler på sammenblandingen af sport og politik er uden tvivl Berlin 1936 og Argentina 1978. Men hvor vi i Hitler og Videlas tilfælde kan tale om diktatoriske regimer, der brugte vidtrækkende midler for at sejre, så tyder intet dog på, at det qatarske styre har ambitioner om at anvende selve medaljeskamlerne som legitimering af deres nation.
Men verdensmesterskabet som sådan – altså ikke så meget atleterne, men snarere stadion, logistik-maskinen og tv-transmissionerne – er utvivlsomt tænkt som en potent reklameplatform for landet i et kompliceret internationalt relations-magtspil. Men for hvilken værtsnation ville dette ikke gælde?
I en vis forstand er VM i atletik dog kun en slags optakt, en generalprøve på noget, der må betragtes som en endnu større begivenhed, nemlig VM i fodbold, der holdes i Qatar i 2022. Til den tid skal diskussionerne om klima, demokrati og menneskerettigheder nok dukke op igen, men forhåbentlig vil atleternes præstationer både nu og til den tid modtage den anerkendelse, de fortjener. For sport er måske nok politik og kappestrid, men den besidder også skønhed.
Søren Frank er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med migrationslitteratur og romanens historie, men også har set på fodboldens historie og æstetik. Er desuden forfatter til bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.