Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Sports-diplomatiet mellem de to koreaer vil fortsætte, mens vi venter på Kina og USA

Kemien mellem Kim og Moon virker til at være god. De to er allerede mødtes to gange før i år, og at der nu er afsat hele tre dage til møder i Pyongyang tyder på, at noget er i gære. Foto: Ahn Young-Joon/AP/Ritzau Scanpix

Den sydkoreanske præsident ankommer i morgen til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Efter en periode med stilstand er håbet, at mødet mellem ham og Nordkoreas leder kan accelerere forsoningsprocessen på Den Koreanske Halvø. Men er der overhovedet grund til optimisme?

Der sker en masse, uden at der for alvor sker noget.

Så kort kan situationen på Den Koreanske Halvø opsummeres.

For tøbruddet mellem de to koreaer, der begyndte med Nordkoreas leder, Kim Jong-uns, uventede nytårsappel om et fælles koreansk hold ved De Olympiske Vinterlege i Sydkorea i februar i år, drejer sig fortsat mest om sportsudøvere, musikere og adskilte koreanske familier, der krydser grænsen.

Mere politisk betydende resultater som fredsslutning, ophævelse af sanktioner og atomnedrustning lader derimod vente på sig.

Og umiddelbart er der ingen grund til at tro, at det vil ændre sig med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-ins, besøg i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, fra i morgen til torsdag.

For der kan være masser af god vilje hos de to koreanske ledere, men de to agerer dybest set på vegne af USA og Kina, der begge står som medunderskrivere af den våbenhvileaftale i 1953, der nok stoppede kampene, men ikke officielt afsluttede Korea-krigen. De to supermagter virker imidlertid pt. mest optaget af at føre handelskrig mod hinanden.

Kims udstrakte hånd er ellers blevet positivt modtaget af Moon, der synes fast besluttet på at videreføre tidligere tiders solskinspolitik. På positivsiden tæller også, at kemien mellem Kim og Moon virker til at være god. De to er allerede mødtes to gange før i år, og at der nu er afsat hele tre dage til møder i Pyongyang tyder på, at noget er i gære, for de to ledere vil næppe afsætte så lang tid, hvis ikke de er sikre på at kunne præsentere en aftale, der kan fremstå som et fremskridt og en sejr for begge parter.

Den aftale behøver ikke være om de helt tunge emner. Det kunne være sydkoreansk fødevarehjælp efter årets fejlslagne nordkoreanske majshøst. Det kunne være en genåbning af industriområdet i Kaesong, hvor 124 sydkoreanske firmaer tidligere har sikret regimet i nord en solid indtægt og arbejde til over 50.000 nordkoreanere. Det kunne også være en underskrift på en aftale om at etablere en jernbane mellem Seoul og Pyongyang – og i den forbindelse eventuelt at opbløde de nuværende rejserestriktioner mellem de to lande. Ja, måske kommer der også en erklæring, hvor de to ledere udtrykker deres principielle tilslutning til en genforening af de to koreaer.

En fælles opfordring til at underskrive en fredsslutning er også sandsynlig, men det er her, at de forværrede relationer mellem Kina og USA kommer ind i billedet.

For Den Koreanske Halvø kan kun blive en ”fredens vugge”, som Kim Jong-un udtrykte det tidligere på måneden til det statslige nyhedsbureau KCNA på et møde med en sydkoreansk delegation, hvis Kina og USA er med på det. Våbenhvileaftalen fra 1953 har nemlig tre underskrivere; Nordkorea, Kina og USA, mens Sydkorea dengang nægtede at skrive under.

På samme møde gentog den nordkoreanske leder sin vilje til at gøre den koreanske halvø atomvåbenfri, men det emne er indtil videre strandet på spørgsmålet om, hvem der gør noget først.

USA har siden topmødet i Singapore i juni mellem præsident Donald Trump og Kim Jong-un fastholdt, at Nordkorea skal begynde at afvikle sit atomprogram, før det kan komme på tale at ophæve sanktionerne mod landet. Nordkorea på sin side vil gerne have nogle sanktioner ophævet, før landet går i gang med noget som helst.

Det internationale atomenergiagentur, IAEA, så i slutningen af august da heller ingen tegn på, at Nordkorea var ved at skrinlægge sit atomprogram. Nærmest tværtimod. ”Den fortsatte og optrappede udvikling af Nordkoreas atomprogram og relaterede udtalelser fra Nordkorea er årsag til en alvorlig bekymring,” lød det i en rapport fra agenturet.

Det fik USA’s præsident Donald Trump til at aflyse udenrigsminister Mike Pompeos planlagte tur til Pyongyang og i samme ombæring lange ud efter Kina, hvilket affødte vrede reaktioner fra først Kina og siden Nordkorea.

Den rækkefølge er i øvrigt meget sigende. For trods øgenavne som ”Rocket Man” og et ry for ”uforudsigelighed” gør Kim Jong-un næppe noget uden godkendelse fra Kina.

Ganske enkelt – og helt rationelt – fordi Kina lynhurtigt kan lukke de to landes grænse, hvilket ville være en katastrofe for Nordkorea, da næsten al landets import går via den store nabo.

At Kinas leder, Xi Jinping, også i begyndelsen af denne måned udsatte et planlagt møde i Pyongyang, fik for alvor snakken om tøbrud til at forstumme.

Midt i de verdenspolitiske skænderier har tonen mellem de to koreaer imidlertid hele tiden været god, og at Moon nu gennemfører et tre dage langt besøg kan være en ny begyndelse. Måske viser det bare, at Moon meget gerne vil forsoningen, og at Kim gerne vil have sydkoreanske investeringer, men måske har de to koreanske ledere bag kulisserne større opbakning fra supermagterne, end de offentlige kommentarer viser.

Det er dog svært at være super-optimistisk. Det mest sandsynlige scenarie er, at ”sports-diplomatiet” vil fortsætte, mens vi venter på, at Kina og USA for alvor kommer ind i kampen.