Italiens nye premierminister, Mario Draghi, vil have produktion af den russiske Sputnik V-vaccine på italiensk jord, og i går offentliggjorde den statslige russiske investeringsfond, RDIF, at man nu har indgået aftaler med producenter i Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien.
EU-præsident Charles Michel har tidligere advaret imod at lade sig vildlede af lande som Rusland og Kina. Belgieren har anklaget dem for at tilbyde relativt små mængder vaccine og misbruge dette til en højrystet global propagandaindsats.
Kommissionsformand Ursula von der Leyen, der er under voldsomt pres på grund af EU’s kaotiske vaccinestrategi, har ligeledes undret sig over, at Rusland tilbyder potentielt store mængder vaccine til andre lande og samtidig er udfordret i udrulningen af vaccine til sin egen befolkning hjemme i Rusland.
Sputnik V-vaccinen er født kontroversiel. Ruslands præsident, Vladimir Putin, annoncerede i efteråret, at Rusland som det første land i verden havde udviklet en vaccine mod corona. I den vestlige verden blev det mødt med protest og skepsis, da de russiske medicinalmyndigheder havde registreret vaccinen, inden den obligatoriske tredje kliniske testfase var fuldendt.
Anderledes er det gået uden for den vestlige verden, hvor Rusland har indgået aftaler med en række lande om produktion af Sputnik V.
Den 2. februar kom vendepunktet, da det anerkendte tidsskrift The Lancet i et fagfællebedømt studie vurderede Sputnik V til at være ”sikker og effektiv”. Den 4. marts offentliggjorde Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, at man havde påbegyndt sin egen vurdering af Sputnik V. Og bliver den vurdering positiv, kan russerne ansøge om at få vaccinen godkendt i EU, hvilket vurderes vil kunne ske i april eller maj. Herefter udarbejder lægemiddelagenturet sin indstilling, der endeligt skal godkendes eller afvises af EU-Kommissionen – altså i sidste ende også en politisk beslutning.
Skal vi tage imod Putins vaccine? Kritikere har sagt, at Rusland kun er ude på at spille EU-landene ud mod hinanden, og at Moskva i disse dage gnider sig i hænderne af fryd.
Status er, at nogle lande er positive, andre negative, og i Ungarn er de allerede i gang med at vaccinere med Sputnik V. Men gør det noget? Er det ikke blot en normaltilstand af uenighed mellem EU’s medlemsstater som i andre store og små spørgsmål?
Den russiske andel i uenigheden og gevinst herved er svær at få øje på, men der kan være en indenrigspolitisk gevinst.
I Rusland selv er vaccinationerne ikke oppe i tilfredsstillende tempo, hvilket dels skyldes, at sundhedsvæsenets kapacitet er utilstrækkelig, dels russernes egen skepsis. 62 procent af befolkningen er skeptiske over for Sputnik V – og størst skepsis findes blandt de unge. Siden Ruslands annektering af Krim i 2014 har den russiske ledelse selv fabrikeret konspirationsteorier og myter på stribe, når man er blevet kritiseret internationalt for valgindblanding i andre lande, attentater med nervegiften Novichok med meget mere.
Den triste ironi er, at dette nu udgør et sikkerhedsproblem for Rusland selv i denne generations største, globale sundhedskrise. Russerne stoler ikke på sandheden, men tillægger myter og usandheder højere troværdighed.
De kliniske forsøg viser, at Sputnik V er på højde i effektivitet med de bedste vestlige vacciner. I Italien har schweiziske Adienne Pharma & Biotech SA den største italienske vaccinefabrik klar til at gå i gang. Godkendes Sputnik V af EMA, står der med andre ord en produktionskapacitet parat i EU, der er godkendt efter alle europæiske normer og standarder.
Kan Sputnik V sundhedsfagligt godkendes af EU’s institutioner, bør den hverken politiseres eller dæmoniseres. Så statsminister Mette Frederiksen (S) kan godt invitere sig på besøg hos Putin, men endnu klogere ville det være at give sin opbakning til de samme europæiske institutioners lægefaglige spor over for Sputnik V. Så vi i Europa holder fast i videnskab og saglighed – og ikke som Putin ender med at stå med et flertal i befolkningen, der ikke vil modtage kuren mod pandemien.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.