Prøv avisen

Sri Lankas borgerkrig ebber ud

Efter 25 års blodig borgerkrig mellem sengalesere og tamiler tegner det nu til, at den sengalesiske regeringshær får kontrol med den tamilske del af Sri Lanka. Regeringen håber at kunne afholde valg i den nordlige del af øen i løbet af året. Her ses et par af regeringssoldaterne patruljere i hovedstaden Colombo. – Foto: Lakruwan Wanniarachchi

I Sri Lanka har intense kampe gennem 25 år ført til en halv million internt fordrevne og 75.000 dræbte. Nu er der håb om en skrøbelig fred i landet, hvor to kulturelle og religiøse grupper kæmper om magten, mener en dansk forsker

25 års væbnet konflikt på Sri Lanka er nu måske på vej mod en løsning. Den lille dråbeformede ø i det Indiske Ocean har siden 1956 været plaget af en af de blodigste borgerkrige siden Anden Verdenskrig. Siden 1983 er over en million mennesker blevet drevet på flugt, og mere end 75.000 er blevet dræbt.

Hvordan det kunne gå så galt, og hvem der bærer skylden, er der stor uenighed om, men vigtigst af alt er måske, at landet nu kan ane en fredelig slutning på borgerkrigen. I et land, hvor kampene har været så hyppige, at de er blevet til noter i omverdenens aviser, ser det ud til, at den ene side er ved at tabe.

Organisationen De Tamilske Tigre tabte tidligere på året magten over den østlige del af landet, og de er trængt i den nordlige del. Kampene er nu gået ind i en afsluttende og udmarvende fase, siger Mikkel W. Kaagaard fra Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet. Han har arbejdet med etniske konflikter og Sri Lankas moderne historie og er forfatter til bogen Sri Lanka - fra selvstændighed til selvmordsterrorisme.

Mikkel W. Kaagaard tror, at regeringen og dermed singaleserne vil nedkæmpe de Tamilske Tigre inden udgangen af 2009.

Tigrene er en hamrende udemokratisk og farlig organisation, så det er godt, hvis den bliver udslettet. Man kan blot håbe, at der derefter vil opstå en større villighed til at give tamilerne en retfærdig løsning. Men det er mere realistisk, at der ikke bliver lavet en ordentlig politisk aftale. Så spændingerne vil formentlig fortsat eksistere i landet. Konflikten vil ligge og ulme, så det bliver borgerkrig på et lavere niveau. Sri Lanka er Asiens Palæstina, fordi man her ser, hvad der sker, når mindretal diskrimineres og undertrykkes, siger han.

Læren fra Sri Lanka er, at man skal være vedholdende i at få sikret freden. Man skal tage mindretal alvorligt og sørge for, at de bliver inddraget i fredsprocessen. Det har man ikke formået på Sri Lanka, siger han.

Sri Lanka blev selvstændigt i 1948 efter at have heddet Ceylon under engelsk overherredømme. Spændingerne mellem det singalesiske flertal af befolkningen og det tamilske mindretal har altid eksisteret, men blev holdt nede under kolonitiden. Da englænderne forlod landet, så det først ud til, at Sri Lanka var en succes. Analfabetismen faldt fra 83 procent til cirka 35 procent, politikerne blev valgt demokratisk, og mange blev ansat i den offentlige sektor.

Det var dog nødvendigt at kunne engelsk, da det stadig var officielt sprog, og en lille samfundselite havde derfor stort set monopol på jobs, der var besat af læger, ingeniører, jurister og andre akademikere. Da den tamilske del af befolkningen altid har haft tradition for at lære sprog, var det ofte dem, der besad de ledende stillinger i samfundet.

Tamilierne udgør imidlertid kun cirka 18 procent af befolkningen og kom derfor snart under pres. En stigende del af befolkningen ønskede at udskifte engelsk med deres modersmål tamilsk og singalesisk. For singaleserne blev det snart et spørgsmål om at bryde tamilernes magtmonopol. Det blev et krav, at singalesisk skulle være det eneste officielle sprog, og et politisk parti gik ligefrem til valg på netop det emne med stor succes.

Nu var spændingerne for alvor brudt ud, og de næste år kæmpede landets to store singalesiske partier om at overbyde hinanden på at give privilegier til sengaleserne. Dette skete på bekostning af tamilerne, til trods for at regeringen havde lovet, at både tamilsk og singalesisk skulle være officielle sprog.

1956 var for alvor året, hvor Sri Lankas etniske konflikt brød ud, og her bar især singaleserne skylden. Det mener Mikkel W. Kaagaard.

Fra 1956 blev alting et spørgsmål om race, sprog og kultur. Grupperne stod meget stejlt overfor hinanden, og det udviklede sig eksplosivt, da de singalesiske politikere udnyttede forskellene i deres valgkamp. Det var en katastrofe for tamilerne, hvis det officielle sprog blev singalesisk. I en atmosfære af etniske spændinger måtte selv de tamiler, som talte singalesisk, føle sig truet. Det var et angreb mod dem, og de var trængt op i et hjørne, siger han.

Mikkel W. Kaagaard mener dog også, at tamilerne bærer en stor del af skylden for, at konflikten eskalerede. Mens singaleserne startede lavinen, fik tamilerne den til at rulle ved at støtte organisationen de Tamilske Tigre. Selvom de har stor opbakning blandt tamilerne, især i udlandet, mener Mikkel Kaagaard dog, at det primært er fordi, de Tamilske Tigre er den eneste organisation, som aktivt taler tamilernes sag.

De Tamilske Tigre er på USA og EUs terrorliste og er blevet omtalt som verdens farligste og mest effektive terrororganisation. Medlemmerne bærer alle en dødelig mængde cyanid om halsen, og flere hundreder af medlemmerne har begået selvmord frem for at lade sig tage til fange. Tigrene regnes for at være opfinderne af selvmordsaktionerne, som de har udført flere end 200 af. Blandt andet Indiens tidligere premierminister Rajiv Gandhi blev offer for en selvmordsterrorist fra de Tamilske Tigre.

Tigrene blev dog først den dødbringende organisation, den er nu, i 1983. Indtil da forsøgte tamilerne sig med diplomatiske løsninger, som de ikke kom nogle vegne med. På universiteterne blev der indført kvoter for, hvor mange tamiler, der måtte optages, alle ledende poster gik til singalesere, og i politiet og militæret var der et slående fravær af tamilske ansatte.

I 1983 begyndte borgerkrigen for alvor. De Tamilske Tigere dræbte 13 regeringssoldater i et baghold, og det førte til straffeaktioner fra regeringens side. På få dage blev tamilske virksomheder og huse brændt ned, mindretallet blev offer for offentlig lynchning, og en flygtningestrøm søgte tryghed i Europa og USA. Den ulykkelige situation førte til en tamilsk radikalisering, og i årene derefter blev kampene optrappet.

Tamilerne havde overtaget i den nordlige og østlige del af landet, mens den singalesiske regering holdt til omkring hovedstaden Colombo. Der blev forsøgt våbenhvile i 1987, 1995 og 2000, men først i 2002 lykkedes det med Norge som mellemmand at få samlet parterne.

Tamilerne ønskede deres egen stat i de områder, de kontrollerede, men det ville singaleserne på ingen måde gå med til. Efter forhandlinger enedes de to parter om, at tamilerne skulle have en føderation med delvis selvstyre. Fredsaftalen gjaldt formelt frem til januar i år, hvor regeringen opsagde aftalen.

barslev@kristeligt-dagblad.dk