Prøv avisen

SS-vagt på 95 år er en af de sidste, Tyskland kan dømme

Den dengang 18-20 årige Johann R. var SS-vagt i lejren, og ifølge anklageren har han medvirket til gasningen af mere end 100 polske fanger i juni 1944 samt drabet på ”formentlig adskillige hundrede” jøder i august til december 1944 som del af nazisternes ”endelige løsning”. I dag er han 95 år. Foto: Guido Kirchner/pool photo via AP

En 95-årig eksvagt i en koncentrationslejr anklages for medvirken til massedrab under Det Tredje Rige, men nægter sig skyldig. Som medanklager står en jødisk kvinde, der overlevede lejren og fik et nyt liv hos en dansk familie

Tysklands forsøg på at bøde for fortidens forbrydelser sker i tæt kapløb med døden. Efter Anden Verdenskrig gik tusindvis af mennesker involveret i det nazistiske regimes forbrydelser fri, og nu forsøger tyske myndigheder at finde de sidste overlevende for at få dem dømt. Johann Rehbogen, en 95-årig pensioneret landskabsarkitekt, som har været ansat som tjenestemand i den vesttyske delstat Nordrhein-Westfalen, er en af de allersidste.

Ifølge anklageren i vesttyske Dortmund har Johann Rehbogen ikke blot en fortid med haveanlæg og boligområder. For mere end 70 år siden medvirkede han også til drabet på adskillige hundrede mennesker i den nazistiske koncentrationslejr Stutt-hof i det nuværende Polen, lyder anklagen ved den regionale domstol i Münster. Den dengang 18-20 årige Johann Rehbogen var SS-vagt i lejren, og ifølge anklageren har han medvirket til gasningen af mere end 100 polske fanger i juni 1944 samt drabet på ”formentlig adskillige hundrede” jøder i august til december 1944 som del af nazisternes ”endelige løsning”. Han er ”anklaget for i sin kapacitet som vagt at have deltaget i drabsoperationerne”, siger anklager Andreas Brendel til det franske nyhedsburau AFP.

Johann Rehbogen afviser at have kendt til tortur og henrettelse af fanger, men bekræfter, at han arbejdede som vagt i lejren 1942-1944, og at fangerne levede under frygtelige vilkår og sultede.

”For mig som kristen var det meget svært at være vidne til det,” siger han ifølge den tyske avis Die Welt.

Men han arbejdede ikke af egen fri vilje i lejren, han var aldrig nazist, og vagterne sultede også så meget, at ”to af os kunne være i en uniform”, siger han ifølge avisen.

Han kendte efter eget udsagn heller intet til det gaskammer, som blev bragt i anvendelse i foråret 1944, mens han stadig var i lejren. Flere end 60.000 mennesker døde i lejren, og cirka halvdelen var jøder. Men det er umuligt at have arbejdet som vagt i en dødslejr uden at have kendt til drabene, mener Thomas Kohut, professor i historie ved Williams College, Massachusetts i USA, der blandt andet beskæftiger sig med psykologien bag nazisternes ugerninger. Som samtidig peger på, at hvad Johann Rehbogen vidste dengang, ved han måske ikke i dag.

”Mennesker kan undertrykke, hvad de har oplevet. Man kan være vidne til onde ting, men se bort fra og ikke tillade sig selv at registrere, hvad man har set. Jeg gennemførte interviews med ikke-jødiske tyskere, der på én og samme tid sagde, at de kendte til deportationer og udryddelser, og at de ikke gjorde det. Den anklagede har boet i to forskellige verdener, en, der berettigede drabene og en, der betragter dem som en frygtelig forbrydelse. Mange tidligere nazister undertrykte og glemte, hvad de havde gjort og deltaget i,” siger han.

Et øjenvidne fra koncentrationslejren spiller en nøglerolle i retssagen.

Den i dag 89-årige Judy Meisel, som bor på et plejehjem i amerikanske Minneapolis, var dengang 14 år. Hun så spædbørn blive banket ihjel mod væggen, hun fik selv sine fingernegle revet ud af SS-vagter, og hun husker sin egen mor på vej til gaskammeret, ”den smukkeste kvinde, man kan forestille sig”, siger hun til Die Welt. Ifølge avisen har hun genkendt Johann Rehbogen på et foto. Hun vil deltage i retssagen som medanklager – dog uden at flyve til Tyskland – og kan blive afgørende for retssagens udfald.

Hvorfor hun fik lov til at gå fri af gaskammeret og de berygtede dødsmarcher, ved hun stadig ikke. Men i april 1945 lykkedes det hende og hendes søster Rakel at flygte til det stadig besatte Danmark. Et dansk ægtepar, Paula og Svend Jensen, tog de to søstre til sig, og de boede hos parret i København i to år efter befrielsen.

”Paula tog Rakel og mig med ned til havnen for at se den største gruppe af jøder, som vendte tilbage fra Sverige. Min søster og jeg kunne ikke tro det. Jøderne overlevede. Vi var ikke de eneste. For os var det som himlen. De (ægteparret Jensen) var lutheranere, de havde ingen børn, og de skabte en fantastisk familie for os,” siger hun i dokumentarfilmen ”Tak for alt” fra 1998.

Den unge Judy Meisel fandt imidlertid ud af, at hendes bror Abe også havde overlevet holocaust og boede i Canada, og hun besluttede sig for at finde ham. Undervejs mødte hun sin kommende mand, de giftede sig og slog sig ned i USA, og hun vendte ikke tilbage til Danmark før et besøg i 1999. Hendes søster giftede sig med en dansk mand. Judy Meisel mistede siden kontakten til familien Jensen. Men hendes familie tænker stadig på dem.

”Vores familie vil altid stå i taknemlighedsgæld til dem,” siger hendes barnebarn Michael Cohen til Kristeligt Dagblad.

”De var afgørende for, at Judy og hendes søster Rakel kunne vende tilbage til livet.”

Selvom Michael Cohen bor i USA, hvor han arbejder som advokat og tager sig af bedstemoderen Judy Meisel, følger han den aktuelle retssag i Tyskland tæt.

”Vi ved om lejren, at vagterne spillede en integreret rolle i massemordet, og jeg håber, at domstolen vil gøre, hvad der er nødvendigt for at anerkende disse forbrydelser. Den anklagedes skæbne er i dag irrelevant for mig, men jeg håber, han finder modet til at svare sandfærdigt på, hvad der skete der.”

Judy Meisel og søsteren Rakel, som kom til Danmark i 1945. Foto: Privatfoto
Den i dag 89-årige Judy Meisel bor på et plejehjem i amerikanske Minneapolis. Hun og søsteren Rakel undslap gaskammeret under Anden Verdenskrig. Foto: David Sherman