Prøv avisen
Portræt

Portræt af en kriseramt industri: Stål er et sindbillede på amerikansk styrke

Da der fortsat var fuldt tryk på smelteovnene i den amerikanske stålindustris gyldne årti: Her i Pennsylvania hos American Steel & Wire Companys stålværk i Donora i 1949. Billedet er taget året efter en smogkatastrofe, som på få dage kostede 20 mennesker livet i lokalområdet. Fabrikken blev lukket i 1962. I dag er der blandt andet et smogmuseum på området. – Foto: Ritzau Scanpix

Præsident Trump vil med sin straftold på udenlandsk stål genrejse den amerikanske stålindustri. Kristeligt Dagblad tegner et portræt af en kriseramt industri, der er et symbol på en gylden tid i USA

Da World Trade Center-tårnene i New York sank i grus den 11. september 2001, trodsede 20 gaffelformede støttesøjler flammehavet og tyngekraften og forblev oprejste, mens alt omkring dem forvandledes til rygende ruiner. De forvredne søjler, der blev et stærkt symbol på USA’s ukuelighed efter terrorangrebet, var lavet af amerikansk stål på fabrikken Lukens Steel Company i byen Coatesville i det vestlige Pennsylvania, og flere af dem er nu udstillet på det lokale industrimuseum National Iron & Steel Heritage Museum (det nationale museum for arven af jern og stål).

Det 208 år gamle stålværk, der begyndte som en familieejet virksomhed og nu ejes af industrigiganten ArcelorMittal, fremstiller også panserplader af nyslået stål til det amerikanske militærs kampvogne, u-både og hangarskibe. I hvert fald indtil videre. I efteråret varslede et søsterværk i en nærliggende by, Conshohocken, fyringsrunder grundet faldende efterspørgsel på amerikansk stål, og det fik arbejderne i produktionshallerne i Coatesville til at frygte, at det også snart ville blive deres tur.

Præsident Donald Trumps forsøg på at genrejse den amerikanske stålindustri ved at indføre 25 procent straftold på stål importeret fra EU, Canada og Mexico vækker derfor begejstring blandt stålarbejdere i Coatesville, der håber, at udsigten til nye produktionsordrer kan redde deres levebrød. Trump har i forvejen gjort stål fra Kina og andre lande genstand for samme told.

Den nye straftold er ”en stor forandring” for stålindustrien og de mænd og kvinder, som er afhængige af den, siger Vonie Long, som er formand for stålarbejdernes lokale fagforening i Coatesville.

”Jeg er en fjerdegenerations stålarbejder, og jeg ønsker, at dette arbejde også skal være her for mine børnebørn og deres børnebørn,” siger han til paraplygruppen the Alliance for American Manufacturing (Alliancen for amerikansk produktion).

Stålproducenterne er også optimistiske. I slipstrømmen på præsident Trumps bekendtgørelse om den nye straftold annoncerede stålgiganten U.S. Steel planer om at genstarte en slukket smelteovn på et værk i Granite City i Illinois og kalde cirka 500 afskedigede medarbejde tilbage på arbejde. Også andre stålværker vil nu fyre op under produktionen igen.

Præsidentens initiativ, der også inkluderer en 10 procents told på importeret aluminium, handler imidlertid om mere end blot økonomi og arbejdspladser. Selvom antallet af amerikanske stålarbejdere er faldet fra cirka 750.000 i 1950’erne til blot 83.000 i dag, så lever den mytologiserede stålindustris symbolske betydning som en af nationens bærende søjler i bedste velgående. Som Trump udtrykte det, da han under en højtidelighed i Det Hvide Hus i sidste uge officielt pålagde EU, Canada og Mexico den nye told:

”En stærk stål- og aluminiumindustri er afgørende for vores nationale sikkerhed, aldeles afgørende. Stål er stål. Har du ikke stål, har du intet land.”

Den amerikanske stålindustri opstod af Anden Verdenskrigs ulmende ruiner. Da krigen var slut, stod de hærgede byer i Europa og Japan over for enorme genopbygningsprojekter, der krævede kolossale mængder stål, og de fleste af deres egne stålværker var blevet raseret af bombardementer. Hjemme i USA, hvor storbyerne og vejnettet voksede hastigt, og hvor stadig mere pengestærke forbrugere stræbte efter nye biler og andre moderne goder, var efterspørgslen på amerikansk stål også voksende.

I de 10 år fra 1948 og frem var amerikansk stål ”konge”, som nyhedsmediet CNN udtrykker det i en artikel. Industrien boomede og var med til at bære USA ind i en gylden økonomisk tidsalder.

Men de seneste 60 år har USA’s stålindustri oplevet en støt tilbagegang, og den er blevet langt mindre konkurrencedygtig og langt mindre vigtig for den amerikanske økonomi. Mange tidligere stålværker står i dag øde hen med slukkede smelteovne og kolde skorstene, og de småbyer, som de oppebar i industri- eller rustbæltet i Pennsylvania, Ohio, Indiana og West Virginia, er hensygnet.

En del af forklaringen på dette er USA’s generelle skifte fra en produktionsøkonomi til en vidensøkonomi. En anden del af forklaringen handler om teknologisk udvikling. De processer, der forvandler jernmalm til stål, er igennem de seneste mange årtier blevet mere effektive og kræver derfor langt mindre energi og mandskab end tidligere. Dertil kommer, at en voksende del af den stål, der produceres i USA i dag, slet ikke fremstilles af jernmalm, men i stedet af metalskrot smeltet i elektriske ovne, hvilket gør processen langt billigere og mere enkel. I dag produceres en stadig større andel af amerikansk stål på højteknologiske såkaldte miniværker, der kræver betydeligt mindre mandskab end de traditionelle stålværker med deres buldrende koksfyrede smelteovne.

Samtidig var USA’s dominans inden for stålindustrien kortlivet. Da Europa og Japan – blandt andet takket være amerikansk hjælp til genopbygning – begyndte at komme på fode efter Anden Verdenskrig, begyndte nye udenlandske stålværker at udfordre den amerikanske industri. Og mens amerikanske værker stædigt hang fast i gamle produktionsmetoder, tog de nye konkurrenter omgående de nye teknologier til sig.

”Vi forærede i bund og grund Tyskland og Japan hele stålindustrier,” som Scott Paul, der er formand for den amerikanske produktionsalliance, udtrykker det over for ugemagasinet Time.

Industrialiseringen af Kina var et andet stort slag mod USA’s stålindustri. I 1981 fremstillede USA tre gange så meget stål som Kina. Blot 12 år senere havde kineserne indhentet amerikanerne, og siden da har landet forøget sin produktion med 800 procent og sendt de globale stålpriser i bund. I dag står kineserne for halvdelen af verdens stålproduktion, mens USA er verdens største importør af stål.

Men den amerikanske nostalgi for stålindustrien består. Politisk er den blevet et sindbillede på en økonomisk og social storhedstid i midten af det 20. århundrede, hvor USA’s industribælte flød med gode, trygge, solide produktionsjob, der kunne oppebære en middelklassetilværelse for en hel familie, og hvor værker og fabrikker både fysisk og psykisk forankrede hele samfund. Når Donald Trump taler om at genrejse stålindustrien, så rammer han ned i en særlig del af den amerikanske psyke. Stål er identitetsskabende på en måde, som få andre industrier er det, skriver skribenten Benjamin Wallace-Wells i en artikel i ugemagasinet The New Yorker:

”Stålets tiltrækningskraft ligger i den bestandighed, som den kan udtrykke – i materialet i sig selv, men også i idéen om, at dens arbejdspladser kan videregives fra fædre til sønner, at de er del af landskabet på en måde, som kun job i den gamle økonomi kan være det.”

En stålarbejder vender tilbage på arbejde på stålværket U.S. Steel Granite City Works. Smelteovnen på fabrikken i Granite City, Illinois, havde ellers været slukket i to år, men blev genstartet i sidste måned, efter at præsident Trump havde varslet straftolden på importeret stål. – Foto: Lawrence Bryant/Reuters/Ritzau Scanpix
En af de stålsøjler, som blev stående, da World Trade Center sank i grus ved terrorangrebet den 11. september 2001, fragtes svøbt ind i det amerikanske flag i april 2010 på en lastbil hjem til Coatesville i Pennsylvania, hvor den oprindeligt blev produceret og i dag er udstillet på det nationale stålmuseum. – Foto: Monica Cabrera/AP Photo/Ritzau Scanpix