Opløsningen af det israelske parlament, Knesset, dagen efter at premierminister Benjamin Netanyahu fyrede to fremtrædende ministre, er en overraskende udvikling. Når israelerne skal til stemmeurnerne igen til marts, mere end to år før tid, risikerer Netanyahu faktisk at blive stemt ud. Det vil få konsekvenser ikke blot for Israel, men for Mellemøsten som helhed.
Indtil i sommer fremstod Netanyahu politisk uangribelig. Den interne ballade til trods lod hans koalitionsregering til at ville holde tiden ud. Ikke engang en tiendedel af israelerne foretrak dengang oppositionslederen Yit-zhak Herzog fra Arbejderpartiet som premierminister.
Tingene begyndte at falde fra hinanden, da to ministre pludselig sagde op med henvisning til henholdsvis familieforpligtelser og politiske uenigheder. Så kom den resultatløse krig i Gaza, som på baggrund af Netanyahus svigtede løfte om at ”knuse Hamas” underminerede hans troværdighed. Ikke mindst da ministre som Naftali Bennett åbent udfordrede premierministerens politik - Bennett er leder af det national-religiøse parti Jødisk Hjem.
Da så nogle af de europæiske parlamenter i 2014 stemte om at anerkende Palæstina som en uafhængig stat, opstod der bekymring blandt mange israelere, som i lang tid havde givet palæstinenserne skylden for de evindeligt fejlslagne fredsforhandlinger. Uroen blandt israelerne blev i endnu højere grad næret af Netanyahus offentlige sammenstød med den amerikanske præsident, Barack Obama. Selv folk, som havde stemt på Netanyahus parti, Likud, begyndte at frygte, at deres regerings politik forværrede Israels isolation og dermed underminerede landets sikkerhed.
Indenrigs går det ikke meget bedre. Netanyahu har ikke formået at leve op til sine løfter om at sænke de forkrøblende høje leveomkostninger - især for unge par - siden massive demonstrationer i 2011. Huspriserne er tværtom fortsat med at stige.
Netanyahu fik ikke reageret beslutsomt, da den ambitiøse, men uduelige finansminister, som leder centrumpartiet Yesh Atid, foreslog at frafalde momsen på den første lejlighed, unge par køber. Premierministeren fik givet det indtryk, at han ikke havde styr på sin egen regering.
Men det, der fik tingene til at gå op i en spids, var Netanyahus støtte til et lovforslag om i forfatningen at indskrive Israels identitet som det jødiske folks nationalstat. Det ville ske på bekostning af landets muslimske, kristne og drusiske borgere og understrege Israels jødiske identitet frem for landets demokratiske principper. Lovforslaget har skabt dyb splittelse ikke blot blandt vælgerne, men også internt i koalitionsregeringen.
Da Netanyahus svage og vaklende lederskab var blevet åbenbart, fyrede han sine modstandere Lapid og justitsminister Tzipi Livni (som også tog afstand fra premierministerens planer om at udvide bosættelserne) og udskrev nyt valg. Men det virkelig revolutionerende var udtalelsen fra Herzog og Livni, der leder det lille centrumparti Hatnuah, om at deres partier vil stille op sammen til valget. Hvis de vinder, vil de skiftes til at være premierminister.
Det ændrede den politiske diskurs i Israel nærmest fra den ene dag til den anden. Netanyahu er langt fra uovervindelig længere. Han bliver betragtet som en mislykket premierminister og står over for en centrum-venstre blok, som meget vel kan gå hen og blive den stærkeste stemme i Knesset. Yesh Atid-vælgere kan i skuffelse over Lapids manglende evne til at få den lovede ”nye politik” om effektivitet og gennemskuelighed igennem måske finde på at give alliancen mellem Herzog og Livni de sidste stemmer, der skal til.
Nogle af de moderate ortodokse partier, som selv har været igennem interne splittelser, har også udtrykt villighed til at samarbejde med en centrum-venstre blok, som kan sætte Israel i stand til at gøre virkelige fremskridt. Om det så er udenrigsminister Avigdor Lieberman, leder af højrefløjspartiet Yisrael Beiteinu, kritiserer han nu Netanyahu for at støde USA fra sig og har antydet, at han godt kunne finde på at slutte sig til en centrumregering.
Alt dette tyder godt for Herzog-Livni-alliancen. Men tre måneder er lang tid i politik, og Netanyahu er måske nok en bedrøvelig premierminister, men han er fremragende til at føre valgkamp. Og hvis centrumalliancen bliver nummer et ved valget, vil den stadig skulle bruge koalitionspartnere for at få flertal i Knesset. Hvis alliancen får færre end 30 af de 120 pladser, vil den måske se sig drevet til at finde mulige partnere blandt de ortodokse, og det kan støde de moderate sekulære vælgere væk.
Hertil kommer, at når først Herzog og Livni er ved magten, vil de stå over for store udfordringer - til en begyndelse behovet for at indgå en aftale med palæstinenserne. Eftersom palæstinensernes politiske lederskab er delt mellem det Fatah-ledede selvstyre på Vestbredden og Hamas' islamisk-fundamentalistiske regime i Gaza, vil en aftale mellem Israel og det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas ikke betyde alverden.
Ikke desto mindre vil en Herzog-Livni-regering føre betragtelige forandringer med sig - særligt i forholdet til Europa og USA. Netanyahus provokerende politik og udtalelser har undermineret støtten til Israel endda blandt landets nærmeste allierede. I stedet vil der komme en villighed til at forhandle oprigtigt og gøre virkelige indrømmelser.
Et sådant skifte ville vække fornyet håb blandt israelerne - og det er på høje tid. Flere og flere israelere forstår, at det er tid til et kursskifte.
Netanyahu har alle dage haft travlt med at give den israelske offentlighed det indtryk, at det er umuligt at slutte fred med palæstinenserne. Men han besvarede aldrig spørgsmålet om, hvilken slags land Israel vil blive, hvis det vedbliver med at herske over millioner af mennesker imod deres vilje.
Det er det, der har fået så mange mennesker i Vesten til at vende sig mod Israel og for nogles vedkommende til at så tvivl om selve landets legitimitet. For hvis zionismen betyder evigt overherredømme over palæstinenserne, er det så virkelig værd at støtte?
Alliancen mellem Herzog og Livni har indtil videre kaldt sig selv for zionistlejren. Det er måske ikke så fængende (og det vil formentlig blive ændret), men det udtrykker en grundlæggende sandhed: Zionismen handler om det jødiske folks ret til selvbestemmelse, ikke om permanent herredømme over et andet folk. Det kan man så håbe på, at de israelske vælgere erkender til marts.
Shlomo Avineri underviser i statsvidenskab ved Jerusalems Hebraiske Universitet og er medlem af det Israelske Akademi for Videnskab og Humaniora. Hans seneste bog hedder "Theodor Herzl and the Foundation of the Jewish State" (Theodor Herzl og grundlæggelsen af den jødiske stat)
Copyright: Project Syndicate 2015