Ekspert gør op med myter: U-landene har taget et kvantespring

Det går bedre i udviklingslandene, end flertallet tror. Men, hævder en af USA’s mest anerkendte eksperter i udviklingsproblematikker, Steven Radelet, det er i helikopterperspektivet, at landvindingerne opdages

Eleverne på Zwelinzima Junior-skolen i den sydafrikanske landsby Mzinya ser en lysere fremtid i møde end andre afrikanske børn i deres alder gjorde for blot tre årtier siden. Siden begyndelsen af 1990'erne er næsten en milliard mennesker løftet ud af ekstrem fattigdom, og seks millioner færre børn dør i dag af sygdomme. -
Eleverne på Zwelinzima Junior-skolen i den sydafrikanske landsby Mzinya ser en lysere fremtid i møde end andre afrikanske børn i deres alder gjorde for blot tre årtier siden. Siden begyndelsen af 1990'erne er næsten en milliard mennesker løftet ud af ekstrem fattigdom, og seks millioner færre børn dør i dag af sygdomme. - . Foto: Arthur Widak/Sipa/Scanpix.

2016 er året, hvor verdens 17 nye udviklingsmål for første gang skal stå deres prøve, og de i alt 169 ambitiøse målsætninger om fortsatte fremskridt for miljøet og verdens dårligst stillede skal sættes i spil. Og der er nok at tage fat på:

Ved udgangen af 2030 skal fattigdom være udryddet. Alle mennesker skal have fået adgang til en kvalitetsuddannelse, og efter endt uddannelse skal de have adgang til et værdigt job.

De sanitære forhold skal være blevet forbedret for de fattigste, industrialiseringen skal have vundet frem - og alt det skal finde sted på miljømæssigt forsvarlig vis.

Det ville være forkert at sige, at det allerede går ufatteligt godt. Men det ville ikke være forkert at sige, at ser man på de kolossale fremskridt, der allerede er gjort i udviklingslandene i især de seneste 30 år, er det tilladt at være håbefuld, selvom målsætningerne umiddelbart lyder som en stor mundfuld, selv for den optimistisk anlagte.

Men de færreste gør sig klart, hvor stort et ryk udviklingslandene har taget de seneste tre årtier, konstaterer professor ved det amerikanske Georgetown Universitet, Steven Radelet, der er en af USA's førende eksperter i internationale udviklingsproblematikker.

Steven Radelet har blandt andet bistået den amerikanske regering med udarbejdelsen af USA's udviklingspolitik, han er rådgiver for det vestafrikanske land Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, og forfatter til flere bøger om udviklingslande og -politik. Senest har han udgivet bogen ”The Great Surge: The Ascent of the Developing World” (Den store bølge: Udviklingslandenes opstigning).

”Vi lever i en tid, hvor det største udviklingsfremskridt blandt de globalt fattige på noget tidspunkt i verdenshistorien finder sted. Næsten en milliard mennesker er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom. Seks millioner færre børn dør af sygdom om året. Den gennemsnitlige levealder er øget med seks år. Andelen af kronisk sultende mennesker er næsten halveret. Mange, mange millioner piger er kommet i skole. Aldrig før har så mange mennesker i så mange udviklingslande gjort så store fremskridt på så kort tid, når det drejer sig om at mindske fattigdom, øge indkomsten, forbedre sundheden, reducere konflikter og krige og udbrede demokrati,” siger han.

Det mest opsigtsvækkende er ikke fremskridtet på de enkelte områder, men ”det dramatiske fremskridt” på samtlige områder på samme tid. Der har tidligere fundet ”skvulp” af økonomiske opsving sted i udviklingslandene i 1960'erne og 1970'erne, og verdensbefolkningens generelle sundhedstilstand er forbedret gennem de seneste årtier.

”Men aldrig før har vi oplevet så substantielle forbedringer af indkomst, fattigdom, sundhed, uddannelse og regeringsførelse på samme tid,” understreger Steven Radelet i sin bog ”The Great Surge”.

Skeptikeren vil her snart indvende, at det næsten lyder for godt til at kunne være sandt. Hvad med afrikanske lande som Den Demokratiske Republik Congo, Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan, hvor indbyggerne fortsat lider under konflikter, og lande som Eritrea, Zimbabwe og Swaziland, hvor mere eller mindre uønskede regimer sidder tungt og tilsyneladende urokkeligt på magten?

Relevante indvendinger, som Steven Radelet har hørt talrige gange. Ikke mindst i sit hjemland, USA. Her afdækkede en nylig undersøgelse et noget forvrænget syn på udviklingslandenes virkelighed, fortæller Steven Radelet i telefonen fra USA:

”Stillet over for tre svarmuligheder svarede knap to tredjedele af undersøgelsens deltagere, at andelen af verdens fattige var blevet fordoblet i løbet af de seneste 20 år. Knap en tredjedel mente, at andelen af fattige var godt og vel den samme i dag som for 20 år siden, mens blot fem ud af 100 personer svarede eller gættede korrekt, at andelen af fattige er blevet halveret i den angivne periode,” siger han og fortsætter:

”Til dels afspejler undersøgelsen desværre nok også, at vi amerikanere er mere isolerede fra resten af verden, end eksempelvis europæere er, og at nyhedsmediernes fokus på katastrofer, hungersnød, jordskælv og krigen i Sydsudan nemmere kommer til at udgøre virkeligheden i USA. Det hænger også sammen med, at medierne har svært ved at fortælle historier om støtte, langstrakte fremskridt i udviklingslandene, og det hænger igen såvel sammen med, at folk ikke er interesserede i at læse den type artikler som med journalistikkens væsen,” siger han.

Imidlertid er det et faktum, konstaterer Steven Radelet, at når udgangspunktet er de tilgængelige fakta om udviklingen i u-landene, og når man hæver sig op i helikopterperspektiv og betragter de seneste tre årtiers udvikling under ét, er det ganske enkelt umuligt at anfægte, at omtalte fremskridt har fundet sted.

”Det er ikke polemik eller et oplæg til debat. Det er virkeligheden. Når en økonom som Dambisa Moyo (internationalt anerkendt zambier, forfatter til debatbogen ”Dead Aid” og forfægter af det synspunkt, at udviklingsbistand har forværret forholdene i Afrika, red.) hævder, at udviklingsbistand har gjort tingene værre, bygger hendes udlægning på virkeligheden i 1970'erne og 1980'erne, hvor der blandt andet blev ydet bistand som støtte til diktatorer, som besværliggjorde overgangen til demokrati,” siger han.

Siden har virkeligheden ændret sig meget.

”Nu er det sjældent, og som regel støtter bistanden op om overgangen til demokrati. Jeg har gennemgået hundredvis af undersøgelser af udviklingsbistandens effekt i modtagerlandene, og i dag forholder det sig sådan, at udviklingsbistand i værste fald ikke virker, mens stadig flere undersøgelser peger på, at udviklingsbistand kan betyde op til en procents positiv forskel i et udviklingslands økonomiske vækst og polstre en positiv udvikling,” siger han.

Især peger Steven Radelet på den afgørende betydning, som afslutningen på den kolde krig mellem USA og det tidligere Sovjetunionen har haft for udviklingslandenes fremskridt. Sammen med kommunismens fald i Europa og gradvise forfald i Kina affødte afslutningen på den kolde krig epokegørende forandringer:

Pludselig var der dømt opbrud i de globale magtstrukturer, økonomiske relationer og de fremherskende idéer om, hvordan et lands økonomi og regering bedst kunne skrues sammen. Det skabte momentum for forandring, hvor en væsentlig del af forklaringen på fremgangen skal findes, vurderer Steven Radelet.

Den kolde krig havde på mange måder fastlåst situationen i en lang række udviklingslande, hvor USA og Sovjetunionen på hver deres side havde støttet de stridende parter i konflikterne og medvirket til at holde diktatorer ved magten.

Da koldkrigsæraen sluttede, opstod der en ny åbenhed. Uden støtten udefra begyndte diktatorerne i udviklingslandene også at falde en efter en, og nye, ofte bedre, ledere kom til. Teknologiske landvindinger i form af internet og mobiltelefoni betød øget kommunikation og meningsudveksling, og en ny fase blev for alvor skudt i gang.

”Den fase befinder vi os stadig i. Ikke alle afrikanske lande er sluppet af med deres diktatorer endnu, men der er kommet langt flere demokratier til blandt udviklingslandene. I 1983 var 17 udviklingslande demokratier. I 2013 var tallet godt tredoblet til 56 demokratier, og tallet er endnu højere, hvis man også tæller de små demokratier med under en million indbyggere med, hvad jeg ikke har gjort i min bog,” siger Steven Radelet.

Han tøver ikke med at medgive, at meget langtfra alting er godt i udviklingslandene i dag.

Somalia har ikke haft nogen reelt fungerende regering i flere årtier, i Sudan og Sydsudan hærger konflikter, i Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik ligeså, og samme mønster gør sig gældende i asiatiske og mellemøstlige lande som Afghanistan, Irak og Syrien. For slet ikke at tale om diktaturstaten Nordkorea.

Men trods fremgangen mange andre steder er det ikke Steven Radelets ærinde at erklære nødhjælp, udviklingsbistand eller verdens nye udviklingsmål for overflødige. Men han insisterer på, at fremskridtet, der allerede har fundet sted, viser, at store forandringer er mulige, og at forandringerne får den opmærksomhed, de fortjener, understreger han.

”Ikke alle udviklingslande gør fremskridt. Nogle lande sidder fast i konflikter, diktatur og stagnation ligesom i gamle dage. Men, til trods for at de stadig dominerer overskrifterne i nyhederne, er de lande blevet en minoritet. I 1980'erne var der over 60 udviklingslande, godt og vel halvdelen, der både havde en autoritær regering og lille eller slet ingen økonomisk vækst. I dag er den gruppe nede på 20 lande, en femtedel. De er blevet undtagelsen, og antallet falder fortsat,” siger han.