Der er lagt op til et nyt politisk slagsmål i EU med det forslag til en reform af asylsamarbejdet, som EU-Kommissionen præsenterede i Bruxelles i går.
Sidste måneds én for én-aftale med Tyrkiet, hvor EU tager imod én syrisk flygtning for hver flygtning, Tyrkiet tager retur, har i praksis taget presset af Grækenland og de europæiske grænser. Men adskillige medlemslande har også sagt nej til den tyske forbundskansler Angela Merkels krav om en mere solidarisk byrdefordeling. Og det er netop det, der nu lægges op til med to forskellige scenarier om en såkaldt fairness-mekanisme.
”De to muligheder sikrer den solidaritet, vi har brug for,” sagde EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, ved offentliggørelsen.
Begge forslag fastholder Dublin-forordningens krav om, at asylansøgningerne behandles i det første land, en asylansøger ankommer til. Denne ordning ledsages i første scenarie af en fordelingsnøgle, der kan omfordele flygtningene til andre lande i tilfælde af særlige krisesituationer. Et forslag, som til forveksling ligner den aftale om en omfordeling af 160.000 flygtninge, som især de fire østeuropæiske Visegrad-lande har afvist at deltage i.
Det andet og mere vidtgående scenarie indebærer en permanent ordning, hvor alle flygtninge fordeles mellem medlemslandene efter en centralt administreret fordelingsnøgle.
”EU-Kommissionen siger klart, at vi ikke kommer uden om en mere solidarisk fordeling af flygtningebyrden. Og den peger også på behovet for at harmonisere de meget forskellige procedurer for asylbehandling i de enkelte lande,” siger adjunkt Louise Halleskov Storgaard, som er specialist i EU- og menneskeret ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet.
EU-Kommissionen ønsker at give Det Europæiske Asylstøttekontor en større rolle i denne koordinering og for eksempel udbygge samarbejdet omkring fingeraftryk i den såkaldte Eurodac-forordning. Til gengæld erkender den blankt, at mere radikale ordninger, der gør asylpolitik til en EU-kompetence, ikke er politisk mulige ”på kort og mellemlangt sigt”, som det formuleres.
Men selv de øvrige, mere forsigtige idéer vil næppe blive modtaget med klapsalver i de europæiske lande.
”Af de 160.000 flygtninge, som skulle fordeles mellem de europæiske lande i henhold til aftalen fra september, har kun omkring 1000 fået ophold i andre EU-lande. I lyset af de nuværende erfaringer er det svært at forestille sig, at medlemsstaterne vil være villige til at forpligte sig,” siger Louise Halleskov Storgaard.
”Det er skridt i den rigtige retning med forslagene om europæiske løsninger med øget solidaritet og fælles standarder. Men spørgsmålet er, om det kan vedtages,” siger også generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygningehjælp.
Mens Sverige og Tyskland kan forventes at bakke op om solidaritetsmekanismen sammen med Grækenland, Italien og Spanien, som står i første række i flygtningekrisen, vil de nordeuropæiske lande stritte imod, forudser Yves Pascouau, leder af afdelingen for migrationspolitik ved tænketanken European Policy Center.
”Vil Frankrig støtte forslaget? Næppe,” mener han.
Kommissionen har da også varet sig for at fremsætte egentlige forslag, men nøjes med et idékatalog. Først senere på foråret vil Kommissionen komme med konkrete reformforslag.
Professsor i migrationsret Francesco Maiani fra universitetet i Lausanne er ikke imponeret over ambitionsniveauet i Kommissionens udspil.
”Men Kommissionen har måttet tage hensyn til, hvad der er politisk muligt. Risikoen er, at de tiltag, som er nødvendige for at løse flygtningeproblematikken i EU, er politisk urealistiske, mens de politisk realiserbare tiltag er helt utilstrækkelige,” siger Francesco Maiani.