Startskuddet til det postfaktuelle demokrati: ”Alternative kendsgerninger”

Med Donald Trumps tiltrædelse som præsident har en ny definition af kendsgerninger gjort sit indtog i Det Hvide Hus

Et nyt begreb har set dagens lys efter Donald Trumps tiltrædelse som USA’s 45. præsident – ”alternative kendsgerninger”. Det blev i weekenden introduceret af Trumps chefrådgiver, Kellyanne Conway, i et interview i ”Meet The Press”-programmet på tv-stationen NBC, efter at Det Hvide Hus’ nye talsmand, Sean Spicer, fik placeret bevisbare usandheder som skyts i Trumps ”løbende krig” mod pressen. Det hele kom sig af, at Det Hvide Hus’ nye administration i lørdags erklærede sig uenig i pressens vurdering af antallet af fremmødte ved præsidentindsættelsen i Washington dagen i forvejen. Spicer fremførte blandt andet fejlagtigt, at:

1. ”Det er første gang i nationens historie, at man har brugt gulvbelægning for at beskytte græsset på området. Det havde den virkning at fremhæve de steder, hvor der ikke stod folk.” Korrektion: En sådan gulvbelægning var allerede blevet brugt under Barack Obamas indsættelse for otte år siden, hvilket adskillige billeder fra dengang kan dokumentere.

2. ”Det her var det største publikum, der nogensinde har bevidnet en indsættelse, punktum. Både i antallet af fremmødte på stedet og rundt om i verden.” Korrektion: Luftbilleder bevidner noget andet; dertil kommer, at seeranalyseinstituttet Nielsen har bekendtgjort, at 30,6 millioner så Trump-tiltrædelsen på tv, hvilket rigtig nok er højere end seertal fra præsident-indsættelserne af både George H.W. Bush og George W. Bush, men lavere end de 38 millioner, der bevidnede Obamas indsættelse i 2009, og de 42 millioner, der overværede præsident Ronald Reagans indsættelse i 1981.

3. ”Vi ved, at 420.000 mennesker brugte Washington D.C.s offentlige transportmidler i går, hvilket skal sammenlignes med de 317.000, der brugte transportmidlerne under præsident Obamas indsættelse.” Korrektion: Ifølge CNN og Washington Post, der undersøgte antallet hos hovedstadens transportmyndigheder, var der faktisk endnu flere, nemlig 570.557 rejser i forbindelse med Trumps indsættelse, men 1,1 millioner rejser i metrosystemet i forbindelse med Obamas første indsættelse, og 782.000 rejser, når opmærksomheden rettes mod Obamas anden indsættelse.

Der er flere påstande, der er sandhedsmæssigt angribelige. Da Kellyanne Conway, Trumps toprådgiver, bliver konfronteret med disse løgne, benægter hun, at de er løgne, men henholder sig til, at kritikken er ”overdramatiseret”, og at Sean Spicer fremfører ”alternative kendsgerninger”. Værten i programmet, hvor Kellyanne Conway blev interviewet, tog til genmæle og argumenterede for, at ”alternative kendsgerninger” antageligvis ikke kan være kendsgerninger; de må være usandheder.

Altså, at hvis noget er kendsgerninger, og kendsgerningers adelsmærke præcis er, at de er sande, så kan de ”alternative kendsgerninger”, som bestrider kendsgerningernes sandhed, ikke også være sande samtidig. Det vil i så fald stride mod non-kontradiktionsprincippet, nemlig princippet om ikke at modsige sig selv, hvilket er et princip, der efter alt at dømme har været populært, lige så længe vi har været mennesker, og som fik en eksplicit formulering af Aristoteles.

Aristoteles fortsætter, at hvis man bryder dette princip om ikke at modsige sig selv, så er man ikke andet end blot en ”plante”, med mindre man er villig til at præcisere, på hvilken måde tingen er den samme og dog forskellig. Men den form for præcision får vi ikke meget af fra hverken Spicer eller Conway, så ”alternative kendsgerninger” kommer til at fremstå som nogle vegetative størrelser. Spicer har siden ved endnu et pressemøde i Det Hvide Hus uddybet, at han forbeholder sig retten til fra tid til anden at ”være uenig med kendsgerningerne”.

Begrebet om ”alternative kendsgerninger” formuleret fra magtens tinde i USA i 2017 synes at indvarsle noget, der er værre end ”Hvis det er Fakta, saa benægter a Fakta”, som folketingsmedlem Søren Kjær i det 19. århundrede fik formuleret det.

En ting er at benægte kendsgerninger, en anden ting er at fremføre ”alternative kendsgerninger”. Så er døren åben for alskens relativisme, hvor mine-kendsgerninger-er-lige-så-gode-som-dine, og også det postfaktuelle demokrati, hvor kendsgerninger netop ingen rolle spiller, bare historierne er gode nok til, at tilstrækkelige mange føler sig overbevist om dette eller hint. De alternative kendsgerningers indmarch er et præludium til det postfaktuelle demokratis symfonier af falske toner.

Vincent F. Hendricks er dansk-amerikaner, filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han analyserer amerikansk politik og samfundsforhold i Kristeligt Dagblad.