Stasi-chauffør 30 år efter tysk genforening: Jeg savner Muren

Med Berlinmurens fald førte ikke kun frihed med sig. Omvæltningerne skabte også skuffelse og usikkerhed. "Jeg har mistet mit land og savner solidariteten i DDR," siger den 51-årige Andreas Schwartz

Efter den første grænseåbing den 9. november 1989 begyndte DDR at afmontere Berlinmuren – som her ved Brandenburger Tor – og et år efter, den 3. oktober 1990, blev Tyskland genforenet. En begivenhed, der glædede de fleste, men som for et markant mindretal af østtyskere er blevet forbundet med skuffelse og desillusion. – Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix.
Efter den første grænseåbing den 9. november 1989 begyndte DDR at afmontere Berlinmuren – som her ved Brandenburger Tor – og et år efter, den 3. oktober 1990, blev Tyskland genforenet. En begivenhed, der glædede de fleste, men som for et markant mindretal af østtyskere er blevet forbundet med skuffelse og desillusion. – Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix.

Henrykkelsen var stor, da østtyskere og vesttyskere for tre årtier siden blev genforenet som følge af Berlinmurens fald året forinden. I 40 år havde Tyskland været delt, og genforeningen blev symbolet på Europas enhed efter årtiers kold krig mellem det kapitalistiske Vesten og den kommunistiske østblok. Efter at have levet under DDR-diktaturet fik østtyskerne endelig D-mark og demokrati, og genforeningskansler Helmut Kohl talte optimistisk om de ”blomstrende landskaber”, som ville brede sig i det tidligere øst. Det er den fremherskende fortælling om de verdenshistoriske begivenheder, som Tyskland fejrer den 3. oktober. Men der findes også en ganske anden historie, som deles af hundredtusinder af østtyskere. En historie om, at genforeningen ikke har ført til lykke og velstand, men snarere til desillusion og usikkerhed. En historie om at miste sit land, sin identitet, alt det, man troede på. Og få legemliggør formentlig den fortælling bedre end den 51-årige østberliner Andreas Schwartz.

”Det er ikke for at brokke mig,” siger han, da han inviterer indenfor i lejligheden på ottende etage i en typisk Plattenbau – Østtysklands store boligblokke af præfabrikerede betonelementer.

”Men jeg savner DDR. Vi levede fredeligt med hinanden og var der for hinanden. Jeg er stolt over at have været DDR-borger og bærer DDR i mit bryst. Mit liv ville have været langt mere roligt, langt mindre stressende, hvis Muren ikke var faldet,” siger han.

”Jeg er stolt over at have været DDR-borger,” siger den 51-årige Andreas Schwartz, som har gemt det østtyske flag, der fra 1959 til 1990 bar et våbenskjold bestående af en passer og en hammer omkranset af rug. – Foto: Tobias Stern Johansen
”Jeg er stolt over at have været DDR-borger,” siger den 51-årige Andreas Schwartz, som har gemt det østtyske flag, der fra 1959 til 1990 bar et våbenskjold bestående af en passer og en hammer omkranset af rug. – Foto: Tobias Stern Johansen

Han er ikke den eneste, der tænker sådan. Et markant mindretal på 15 procent af de tidligere DDR-borgere mener, at de har oplevet flere ulemper end fordele med die Wende (systemskiftet), som især østtyskere kalder Murens fald og genforeningen. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Statista fra sidste år. Disse østtyskere kaldes for ”Wendeverlierer” (systemskifte-tabere) i den tyske offentlighed, og de har været vidne til, at industrier lukkede på stribe, at arbejdsløsheden skød i vejret, og at byer mistede deres unge, arbejdsdygtige indbyggere, som benyttede den nyvundne frihed til at flytte vestpå.

”Det var mit land. Min verden. Jeg kunne ikke tro det. At alt bare forsvandt. At DDR pludselig var historie. Min verden faldt sammen,” siger Andreas Schwartz, der arbejdede som buschauffør for den østtyske hær, Nationale Volksarmee, og kørte Stasi-officerer rundt.

Berlinmuren begyndte han at savne efter terrorangrebet i Tyskland i december 2016, hvor en tunesisk islamist pløjede en lastbil gennem julemarkedet foran Gedächtniskirche i Berlins vestlige centrum og dræbte 12 mennesker. Andreas Schwartz var til stede på markedet, han så mennesker blive kastet til højre og venstre, han blev selv såret, og han holdt en kvinde i sine arme, inden hun døde. Oplevelsen har sat sig på sjæl og krop, og han har ikke kunnet arbejde siden.

”Der ønskede jeg mig Muren tilbage. I DDR ville vi med hundrede procents sikkerhed ikke have oplevet sådan et terrorangreb. Dengang kunne man leve i sikkerhed. Man levede ikke dårligt, så længe man tilpassede sig systemet,” siger han.

Savner De også Stasi?

”Jeg savner ikke Muren i den forstand, at jeg savner Stasi. Men jeg må ganske ærligt sige, at jeg ikke levede dårligt i DDR. Jeg havde mit job, som jeg elskede højt, jeg havde en lejlighed, som var til at betale, jeg havde penge nok, det gik mig godt, og jeg havde mit eget lille landbrug,” siger østtyskeren, som i en årrække boede i en landsby nord for Berlin, inden han flyttede tilbage til fødebyen.

”Vi samarbejdede, vi hjalp hinanden. Jeg dyrkede kartofler, nogle naboer havde svin, andre dyrkede frugt eller grøntsager, om efteråret slagtede vi et par svin, og alle fik kød, jeg lagrede kartofler i kælderen, og enhver, der havde brug for kartofler, kom til mig. Det var et fællesskab. Fæl-les-skab,” siger han og banker taktvist pegefingeren i sofabordet.

Andreas Schwartz har gemt sine østtyske dokumenter, som han tager frem, når han fortæller sin datter om livet i DDR. Id-kortet med fotoet af ham som dreng er fra børnebevægelsen Junge Pioniere, en slags socialistisk pendant til spejderbevægelsen. – Foto: Tobias Stern Johansen
Andreas Schwartz har gemt sine østtyske dokumenter, som han tager frem, når han fortæller sin datter om livet i DDR. Id-kortet med fotoet af ham som dreng er fra børnebevægelsen Junge Pioniere, en slags socialistisk pendant til spejderbevægelsen. – Foto: Tobias Stern Johansen

Kunne man ikke opbygge sådan et fællesskab i dag uden statskommunisme?

”Naturligvis kunne man det, men sammenholdet er ikke det samme. Det er et spørgsmål om mentalitet. Kig dig omkring i dag. Hvad er det for noget? ’Det her er mit, og det angår ikke dig, og hvis du træder på min grund, skal jeg vise dig.’ Sådan reagerer folk i dag. Med vrede og uvenlighed. Jeg har mistet troen på, at vi er på vej til et bedre sted,” siger han og tilføjer, at det er en mentalitet, som er fremherskende blandt Wessis – vesttyskere – men også har sat sit stærke præg på mange Ossis – østtyskere.

Blandt vesttyskere er der stadig 30 år efter genforeningen en udbredt fordom om, at tyskerne fra de såkaldte nye forbundslande – det gamle øst – er nogle jammer-Ossis, som altid beklager sig.

Er der noget om det?

”Hvor ofte har vi ikke hørt, at vi jamrer. Men det er vrøvl. Det viser, at mange Wessis er arrogante og snobbede. Ossis har humor, Ossis ved, hvad hårdt arbejde betyder. Efter 30 år har vi ikke opnået genforening, for Muren findes stadig i folks hoveder. Min generation er født og opvokset i øst og bum! Pludselig skulle vi være ligesom folk i vest. Det sker ikke med min generation. Det sker først med min datters generation,” siger han om sin 18-årige datter, som ingen erindring har om DDR.

Er noget blevet bedre de seneste 30 år?

”Min datter har bedre muligheder for at uddanne sig. Hun kan rejse frit. Man kan købe alt, man kan tænke sig. Men pengene er der ikke længere. Fattigdom blandt ældre er et kæmpe problem, folk, som hele deres liv har indbetalt til deres pension i DDR, må gå rundt og samle flasker fra skraldespande. Det gør ondt i brystet på mig,” siger Andreas Schwartz, som betegner sig som politisk partiløs.

Fra lejligheden har vi udsigt til Alexanderplatz’ ikoniske fjernsynstårn, DDR’s prestigebyggeri fra 1969. Men ellers er det efterhånden svært at se, at man befinder sig i den tidligere østtyske hovedstad. På en reol har Schwartz et indrammet foto af DDR’s pseudo-parlament og kulturpalads, Palast der Republik, som i 2006 blev revet ned under protester for at gøre plads til en delvis rekonstruktion af det oprindelige kejserpalads.

”Det er, som om man ikke vil anerkende, at DDR er en del af Tysklands historie. Det gør mig ked af det,” siger han.

I DDR var alle børn sikret børnehavepladser, skoleuddannelsen var på et højt niveau, alle havde arbejde, gaderne var rene, der var ingen brug-og-smid-væk-kultur som i dag, man reparerede sin Trabant, hvis den gik i stykker, nævner han. Ganske vist var der fabrikker, som ødelagde miljøet, og boede man ved en kemifabrik, blev det hvide vasketøj gult af at hænge til tørre, erkender Andreas Schwartz:

”Men kemiværkerne var en del af det såkaldte fremskridt, dengang vidste man ikke bedre, så langt var teknologien ikke, og i Vesttyskland var det ikke bedre.”

Det er ikke, fordi østtyskeren kun har gode minder fra DDR. Som teenager fik han regimets autoritære hånd at føle, da han deltog i en international sommerlejr, hvor der var teenagere fra vestlige lande.

”Jeg forelskede mig i en pige fra Vesten og skrev et brev til hende. Men det kom aldrig af sted. Det blev brændt for øjnene af mig, og jeg fik en hård irettesættelse. Det var skuffende. Men for os var det ganske enkelt sådan, at Vesttyskland var kapitalistisk, DDR var socialistisk, dem ovre på den anden side var klassefjenden, og Sovjetunionen var vores storebror. Det var sådan, vi lærte at tænke,” siger Andreas Schwartz, som var overbevist socialist til det sidste.

Han var også overbevist om, at Stasi handlede rigtigt, når de indespærrede politiske modstandere.

“Det måtte jo være rigtigt, når staten sagde, at de var klassefjender, som vi måtte beskytte os imod. Jeg vidste jo ikke alt om, hvad de gjorde. Jeg fandt ideologien rigtig og ville gerne beholde mit job. Så jeg sagde til mig selv, at det bedste var at tilpasse sig systemet,” siger han.

Hvad tænker De om Stasi?

”Jeg var chokeret, da det kom frem, hvor mange mennesker man havde fængslet og tortureret. Det fandt jeg lurvet. Det var chokerende at opdage, hvor mange Stasi-officerer der havde udspioneret deres eget folk, og at jeg havde venner, som var blevet udspioneret af deres bedste venner,” siger han og henviser til, at regimets overvågningssystem talte 100.000 fuldtidsansatte og mindst 200.000 uofficielle informanter, som menes at have indsamlet information om mindst hver tredje østtysker.

”Men man kan ikke bebrejde folk, at de var uofficielle medarbejdere. Sådan var systemet. Parolen fra Stasi var: ’Du vil vel gerne beholde dit job? Du vil vel gerne stige i graderne? Så må du hjælpe os’.”

Var De også uofficiel medarbejder?

”Jeg vidste ikke, at jeg var uofficiel medarbejder. Jeg kørte jo med Stasi-officerer, og indimellem drak vi en øl sammen. Hvis man har drukket tre øl, bliver tungen lidt mere løs, vi snakkede om alt mellem himmel og jord. De spurgte til mine naboer, jeg svarede, ’ja, han er en ganske fin type, sådan og sådan’, jeg troede, vi blot snakkede, men nej, det var et forhør, de var på arbejde. Det fandt jeg først ud af efter Murens fald, da jeg læste om det i Stasi-arkiverne. Det var chokerende.”

For Andreas Schwartz var Murens fald på én gang en udramatisk og stærkt dramatisk begivenhed. Mens grænsebommene i Berlin den 9. november 1989 blev åbnet, og euforiske østtyskere strømmede til vest, var han på arbejde. En Stasi-officer kom og prikkede ham på skulderen og tiltalte ham ikke ”kammerat”, som man plejede, men ”hr. Schwartz”.

”Hvad er der los, kammerat?”, spurgte han officeren.

”Du kan droppe ’kammerat’, grænsen er blevet åbnet,” sagde officeren.

”Det løb mig koldt ned ad ryggen,” husker han i dag.

Andreas Schwartz mener stadig, at der var et alternativ til genforeningen.

Selvom de folkelige protester mod DDR-regimet førte til Murens fald, og Murens fald førte til den tyske genforening, gik østtyskerne ikke på gaden i 1989 for at blive forenet med Vesttyskland. De ville først og fremmest have frihed og demokrati, og mange håbede, at man kunne reformere DDR.

Men Østtyskland blev afviklet og optaget i Vesttyskland. Op mod 80 procent af den elite, der stod i spidsen for at få det tidligere DDR på fode, var vesttyskere. Virksomheder blev privatiseret og solgt. Spekulanter havde kronede dage.

”Det stod klart, at DDR ikke kunne fortsætte, som det var. Man måtte opbygge et nyt system, indføre rejsefrihed, sætte politiske fanger fri. DDR var bankerot, men det skyldtes i høj grad, at vi forærede alt for meget til vores ’storebror’ Rusland og fik meget lidt igen. Vi havde virkelig gode produkter. Jeg tror, det ville have været muligt at bevare socialismen. At genopbygge DDR. Men det var man fra Vestens side ikke klar til,” siger han.