Prøv avisen

Stigende frygt for atomkraftulykke i Japan

Der kan være sket radioaktive nedsmeltninger i to reaktorer på det jordskælvsramte atomkraftværk Fukushima, der her er fotograferet fra en satellit et døgn efter katastrofen. Det oplyste den japanske regerings toptalsmand Yukio Edano søndag, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Foto: Scanpix. Foto: HO

Den japanske regering meddeler, at der kan være sket nedsmeltning i to reaktorer på atomkraftværk

Der kan være sket radioaktive nedsmeltninger i to reaktorer på det jordskælvsramte atomkraftværk Fukuskima.

Det oplyste den japanske regerings toptalsmand Yukio Edano søndag, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Elselskabet Tepco, der driver værket, oplyser, at det kan være tegn på nedsmeltning, at toppen af brændselsstavene har stået tre meter over kølevandslinjen.

Samtidig advarer Tepco om, at reaktor nummer tre på Fukushima 1 har været under så kraftig overophedning, at kølevandet en overgang fordampede og radioaktiv damp slap ud i luften.

En talsmand for Tepco siger dog til AFP, at brændelsstavene er blevet dækket igen

Atomkraftværket blev lørdag morgen rystet af en kraftig eksplosion i en af reaktorerne på grund af fredagens voldsomme jordskælv, der ødelagde kølesystemet.

Eksplosionen blæste taget og væggene af den bygning, der huser atomkraftværkets reaktor 1.

Senere lørdag viste det sig så, at nødkølesystemet i reaktor 3 på Fukushima-værket heller ikke virkede længere.

Det indebærer, at der hurtigt skal findes måder at forsyne reaktoren med vand på. Ifølge talsmanden stoppede tilførslen af kølevand kl. 21.30 dansk tid, og trykket i reaktoren var stigende.

170.000 mennesker omkring kernekraftværket er evakueret. Ifølge de japanske myndigheder kan op mod 160 mennesker være blevet udsat for radioaktiv stråling efter udslippet fra eksplosionen lørdag morgen.