Voldsomme uroligheder har præget Stockholms forstæder i snart en uge, og der er ingen tegn på forsoning mellem de frustrerede grupper af unge, arbejdsløse med indvandrerbaggrund og politiet.
Nu har oprøret spredt sig til flere dele af landet, og politiet får hjælp fra fædregrupper, ungdomsforeninger og frivillige, som overalt i landet forsøger at få sat en stopper for urolighederne.
LÆS OGSÅ: Ftustrerede unge holder Stockholm som gidsel
Det er dog langtfra noget nyt, at utilfredshed udmønter sig i reelle sammenstød med myndighederne. Det har fundet sted mange gange i Stockholms historie, fortæller Mats Berglund, historiker ved Stads- og kommunhistoriska Institut på Stockholms Universitet.
Stenkastning er tidløst, og i århundreder har mennesker over hele verden udtrykt deres vrede gennem demonstrationer mod politi og det etablerede samfund. Vi har kilder fra 1719, som fortæller om sammenstød mellem utilfredse stockholmske bønder og ordensmagten, og der kan trækkes tråde op til nutidens optøjer, som bliver eksponeret i større grad på grund af mediernes udbredelse, siger Mats Berglund.
Han har forsket i oprør, der kom ud af kontrol, og peger på, at optøjerne i Stockholm følger et historisk mønster. Fejlslagen forebyggelse fører til en negativ spiral, som til sidst gør forhandling umulig. I sidste ende har politikere og politi kun to muligheder: kompromis eller nultolerance.
Dialog er den linje, som har været den gængse svenske løsning i mange år. Tilbage i 1700-tallet var det normalt at gyde olie på vandene ved at sende borgmester og politichefer på gaden for at tale med de oprørte demonstranter. Deres tilstedeværelse var ofte tilstrækkeligt til at opløse menneskemængden. Nu er der ikke længere den samme respekt for myndighederne, og derfor vakler politiet mellem dialogen og at sætte hårdt mod hårdt, mener han.
Selvom svensk politi historisk har søgt en fredelig løsning, er der også eksempler på det modsatte. Mats Berglund fremhæver Sveriges EU-værtskab i 2001, som endte i kaos. Det var ventet, at der ville komme store demonstrationer i protest mod EU, og politiet havde forberedt sig på dialog. Da de vrede demonstranter væltede ind i Göteborg, rystede det imidlertid politiet i en sådan grad, at de forberedte dialogmøder endte i vold, og politiet skød flere demonstranter.
Urolighederne i Stockholm forklares i de svenske medier med unges mistillid til politiet, som dræbte en 69-årig psykisk syg mand i sidste uge. Hændelsen ses som den seneste sag i rækken af politivold, og protesten mod politiets fremgangsmåde er historisk betinget og derfor svær at ændre, mener Mats Berglund.
Katastrofen i Göteborg er stadig et nationalt traume, som jeg er sikker på, at politiet har i baghovedet, når de overvejer mulige tiltag i forbindelse med de nuværende problemer. De ønsker ikke at skabe større vrede, men på den anden side kan de heller ikke tillade, at biler og huse sættes i brand. Erfaringer fra studenteroprørene i 1700-tallets København viser, at allerede dengang var politiet fjenden. Det er svært at ændre på, uanset hvor meget forebyggende arbejde, man sætter i gang, siger Mats Berglund.
Han vil ikke pege på en universel løsning, for det er forskelligt, hvad der har virket i de historiske oprør, han har forsket i.
Det, der forener oprør igennem historien, er vrede og en følelse af at være udenfor, og det er de følelser, samfundet skal komme i møde. Samtidig har urolighederne ændret sig geografisk, for der er en tendens over hele Europa til, at uroligheder er flyttet fra bykernen til forstæderne. Det er en ny virkelighed, som myndighederne skal navigere i, siger Mats Berglund.