147 stats- og regeringschefer ankommer allerede på førstedagen til åbningen af COP 21 i Paris på mandag. Dermed bliver FN's 21. klimakonference en af de største internationale forsamlinger nogensinde, når undtages FN's Generalforsamling.
Kontrasten til COP15 i København er slående. Her dukkede de politiske ledere først op i sidste øjeblik, og da var klimaforhandlingerne allerede mere eller mindre kørt af sporet. Seks år senere vil verdens ledere gerne signalere, at de tager klimatruslen alvorligt, og udsigterne til at få en klimaaftale i hus er da også langt bedre end i København.
Det sidste skyldes dog også, at ambitionsniveauet er sat ned, lyder vurderingerne fra eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med.
”I København håbede vi virkelig på at få en bindende aftale. Denne gang bevæger vi os formentlig henimod en aftale, der gør CO2-reduktionerne og aftalerne omkring dem til en fortløbende proces, så uenighederne ikke blokerer for en aftale,” vurderer Stéphane La Branche fra Institut for Statskundskab i Grenoble og fransk medlem af FN's internationale klimapanel, IPCC.
Han deltog i klimamødet i København og peger på, at forhandlingsklimaet er langt bedre i Paris, blandt andet fordi verdens to største udledere af CO2 (kuldioxid), USA og Kina, har flyttet sig siden 2009.
”Der er langt større erkendelse af, at klimaforandringerne er reelle og menneskeskabte, blandt andet takket være IPCC's rapporter. USA og Kina, som i 2009 var dybt uenige, blev i september enige om 'en fælles vision' for klimaforhandlingerne, der blandt andet erkender vigtigheden af åbenhed og kontrol med landenes løfter om CO2-reduktioner. I 2009 var Kina derimod arg modstander af at blive kigget over skuldrene,” siger Stéphane La Branche.
Forud for klimakonferencen i Paris har 158 lande, der repræsenterer 90 procent af verndes CO2-udslip, meldt ud, hvor store nedskæringer, de mener at kunne gennemføre i deres udledninger af CO2. Målet er en samlet, global reduktion på 40 procent, hvilket er betingelsen, hvis den globale opvarmning og væksten i gennemsnitstemperaturerne skal holdes på to grader, et af de få politiske mål, der kom ud af COP15 i København.
Kommer væksten over denne grænse, advarer forskerne i IPCC, løber klimaet for alvor løbsk med dramatiske konsekvenser i form af både tørke, hævet vandstand, oversvømmelser og cykloner samt alvorligt tab af biodiversitet.
”Over to grader er der risiko for selvforstærkende fænomener, som for eksempel optøning af tundraen, der vil frigøre methan, som igen vil øge drivhuseffekten og temperaturstigningerne. Og problemer med vandmangel vil forstærkes omkring Middelhavet, både i Sydeuropa og i Nord- og Vestafrika og øge de problemer, som allerede nu driver mennesker på flugt fra deres hjem,” siger professor og klimaekspert Kirsten Halsnæs fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU.
Det er dog kun EU, der har lovet at skære 40 procent af CO2-udledningerne i 2030 sammenlignet med 1990. USA har sat et mål på 32 procent, men det er set i forhold til 2005, som var et rekordår for de amerikanske udslip. Derfor er det et langt mindre vidtgående løfte end EU's.
Kina lover at stabilisere sine udslip i 2030, ”og måske tidligere”, hvilket formentlig betyder, at udledningerne vil fortsætte med at vokse indtil da. Samlet set peger løfterne derfor på, at der vil ske temperaturstigniger på 2,7 eller 3 grader.
Men selv disse løfter er ikke bindende. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, kølede for nylig forhåbningerne til konferencen gevaldigt ned ved at slå fast, at USA ikke vil skrive under på en juridisk bindende aftale. Til stor fortrydelse for det franske værtsland og præsident Francois Hollande, der sammen med udenrigsminister Laurent Fabius, har ført et intensivt ”klimadiplomati” inden for det seneste år.
”USA tiltræder af princip aldrig juridisk bindende aftaler, de ikke selv har været initiativtagere til. Kyoto-aftalen, den første klimaaftale fra 1998, blev aldrig ratificeret af den amerikanske Kongres, og præsident Obama ved også, at Kongressen ikke vil acceptere en bindende klimaaftale i dag,” siger Stépahne La Branche fra IPCC.
Theresa Scavenius, der forsker i global klimapolitik ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, peger på, at landene ikke griber CO2-udledningerne nær så håndfast an som de ozon-ødelæggende gasser, som stort set er blevet udfaset takket være Montreal-protokollen fra 1987.
”Der forhandles slet ikke om konkrete, forpligtende reduktioner. Den politiske vilje er ikke til stede, og en bindende aftale ville formentlig betyde langt lavere målsætninger. Derfor kan det være en god løsning med en aftale, der tages op til jævnlig revision, for eksempel hvert femte år,” siger hun.
Men det er USA heller ikke meget for. Til gengæld har Francois Hollande under et besøg i Kina for nylig fået præsident Xi Jinpings håndslag på tanken om regelmæssig evaluering. Men i det 20 sider lange udkast til en aftale, som stats- og regeringscheferne skal forhandle om i Paris, er dette blandt de mange formuleringer, som er omgivet af parenteser som tegn på uenighed.
”Selvfølgelig er det vigtigt, hvad stats- og regeringscheferne bliver enige om i Paris. Men det er de konkrete investeringer i grøn energi og produktion, som i praksis vil føre til reduktioner i CO2-udledningerne,” siger Kirsten Halsnæs fra DTU.
”Det vil ske takket være aktører som virksomheder og byer. De vil handle, uanset hvad politikerne beslutter i Paris,” siger hun.